|
|
Post by Heltan Apon on Jan 14, 2010 21:59:40 GMT 3
"Du har styr på det. Det godt. Vi kan allerede komme videre nu, men du kan få lov til at ride lidt på Hahrame igen. Skal snakke lidt med din mor nu. Spænd hende fra, og husk, hvilke remme der føre overtil." Han sprang ned fra vognen og gik det sidste korte stykke hen til Sillena. "I skal snart videre, medmindre du har forelsket dig i landsbyen. Så manger vi bare at skaffe noget mad." Han havde rigeligt med mad, men det var kun til ham selv i et par uger. Ikke nok til dem alle, og sikkert ikke fint nok til børnenes smag.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 14, 2010 22:42:48 GMT 3
Delaq spændte hoppen fra, og fik svunget sig forsigtigt op på hende, før han gennemgik de øvelser, som Heltan havde vist ham. Roux rejste sig for at følge efter sin bror, og Sionyii kom også hurtigt op at stå, da hun ikke ville være ladt alene tilbage med alle de mennesker.
Sillena så efter dem, men vendte så blikket mod Heltan. "Nej, jeg vil gerne videre." Hun smilede. "Så... Vi skal vel finde markedet, ikke?""
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 15, 2010 0:08:12 GMT 3
"Præcis, og jeg lader dig fører an." Hun skulle kunne klare sig selv når han forsvandt igen. Han smilede til folk de kom forbi og skjulte følelserne som igen var blevet vakt for hende. Et øjeblik var han i tvivl om, om det virkelig var børnene han gjorde det for. Det måtte det være. Han burde hade hende. Hun havde svigtet ham.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 17, 2010 16:25:11 GMT 3
Sillena var rimelig sikker på, at de ville fare vild hvis hun førte an, men hun kunne i det mindste forsøge. Hun gik det lille stykke ind i byen og forsatte ned af den største gade, i en eller anden teori om, at markedet måtte ligge et sted der. Hun kastede et blik over skulderen, bare for at se, om Heltan fulgte efter.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 17, 2010 16:35:36 GMT 3
Det gjorde han, men han spillede absolut uinteresseret i hende. Hun skulle ikke forvente hjælp fra ham, så han betragtede folk som betragtede ham med et ligegyldigt blik og et bredt smile mens selv hans tanker koncentrerede sig om andet end byen og Sillena. Han tænkte på Hahrame, om drengene var søde ved hende, og om det var klogt at lade hende blive hos dem.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 17, 2010 16:48:47 GMT 3
Sillena sukkede lidt opgivende, da hun havde gået rundt i gaderne uden så meget som at finde noget der lignede et marked, og besluttede sig for at spørge om hjælp et eller andet sted. Igen drejede hun hovedet, for at se om Heltan var med og kunne ikke lade være med at smile. Hun kunne genkende det udtryk han havde i øjnene, indså hun. Sådan så han altid ud, når han tænkte på dyrene ."Bare rolig, jeg er sikker på at Hahrame får det godt," sagde hun dæmpet, før hun stoppede en forbipasserende med et venligt smil, og spurgte hvor hun kunne finde markedet henne.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 17, 2010 17:15:05 GMT 3
Heltan rettede endelig opmærksomheden mod hende igen, hans ansigtsudtryk overrasket og forvirret. Hvordan kunne hun vide det? Det ville ikke have overrasket ham for nogle år siden, men nu... Nu havde hun ikke været i nærheden af ham længe, og hun havde ikke tænkt på ham. Regnede han med. Desuden havde han selv ændret sig. Han fik styr over sit ansigtsudtryk og spillede igen ligeglad.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 17, 2010 23:50:28 GMT 3
Sillena sukkede, da de var kommet lidt på afveje, men med kvindens hjælp lykkedes det hende at komme på sporet igen. De kom ind i strømmen af mennesker der myldrede frem og tilbage fra markedet, og var egentlig taknemmelig for, at hun ikke havde børnene med. De kunne let blive væk med så mange mennesker.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 18, 2010 0:00:57 GMT 3
Heltan fortsatte med at følge efter med al sin ligegyldighed. De havde næsten nået målet nu, men det var ikke nok. Hun skulle også handle og finde den bedste pris, træffe de rigtige valg og formentligt også kæmpe mod folk, der forsøgte at trække priserne så langt op som muligt. Han ville måske hjælp. Hvis hun virkelig havde brug for det.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 18, 2010 19:50:57 GMT 3
Sillena blev nysgerrig, da de endelig nåede boderne. Købsmænd råbte op om deres fantastiske vare, man absolut skulle købe. Det var ikke første gang, hun havde været på et marked, men det var første gang hun skulle kigge efter andet end stof til kjoler, som hun i sidste ende ikke havde så forfærdelig meget at gøre med, udover at udpege, hvad hun bedst kunne lide. "Okay, så er vi her," erkendte hun mest til sige selv. Så skulle hun bare have noget mad, der kunne holde sig i længere tid. Og snakke priser. Og finde ud af, om folk snød hende. Det værste var, at hun ikke kunne finde ud af nogle af delene.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 18, 2010 21:56:58 GMT 3
Heltan lod sig interessere af et dårlig metalsmykke, sælgeren forsøgte at hævde var ægte guld. Det var det ikke, blot dyppet i et andet gyldent metal, og ville krakelere af så hvis man gik for meget med det. Han rystede på hovedet til sidst, stakkels mand blev stakkels skuffet, og han fortsatte langs de absolut uinteressante boder. Hun ville ikke få nogen hjælp... foreløbig.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 18, 2010 23:34:07 GMT 3
Heltan så ikke ud til at have lyst til at hjælpe hende, så Sillena trak på skulderen, og gik lidt rundt, indtil hun fandt en højtråbende kvinde, der stod ved en bod sammen med sin datter. Det lykkedes kvinden at fremtvinge et meget falskt smil, og Sillena kunne ikke lade være med at tænke, at det næsten var bedre at undvære smilet. Hendes tanker faldt på Eremi, og hun rynkede panden. Og dog... Smil var nu meget velkomne, falske eller ej. "Har du noget kød, der kan holde sig i længere tid?"
Kvinden lagde armene over kors, hvilket understregede hvor falskt smilet egentlig var. "Ja, det har jeg. Men kød er dyrt!"
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 18, 2010 23:44:44 GMT 3
Heltan fandt faktisk noget spændende blandt en anden smykkehandlers flotte metalsmykker, og hans smil forsvandt da han tog den op foran øjnene for at studere den. "Hvordan har man fået lavet den?" spurgte han med en kendermine, der næsten skræmte forhandleren.
"Eh..." Han var ikke den, der lavede dem, blot den, der solgte, og han stod på bar bund.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 19, 2010 0:08:38 GMT 3
"Hvad er dyrt?" spurgte Sillena, og kvinden så ud til at vurdere, hvor dum den anden var på penge, før hun svarede.
"Ti kobberstykker," svarede hun til sidst. Datteren forholdt sig tavst bagved, uden at afsløre, om det var urimeligt eller ej. Sillena så lidt fortabt ud. Hvad var ti kobberstykker? For meget? For lidt? Hun anede absolut intet om penge!
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 19, 2010 0:18:38 GMT 3
Heltan lod til at have superhørelse. "Hvad er dyrt?" ... "Ti kobberstykker." Midaneren så op fra smykket, og hans øjne lynede. Han gik hen med hurtige skridt og stilte sig ved Sillenas side. Man kunne se, at kvinden forventede en bodyguard, og derfor blev forvirret over hans kloge ord.
"Hvad kød er det vi snakker om?" Han så på skranken. I det mindste havde hun været venlig nok til at tage det længst holdbare kød frem. "Ti er højt. Ville normalt give fire-fem, højest seks for det. Men her giver jeg kun en. Det er ikke ærefuldt at snyde en kvinde i slem pengenød, lige meget hvor fattig man er."
Kvinden brød sig ikke om at en midaner irettesatte hende. "Du får intet for en, min fine..." Ven var ikke noget hun kunne bruge.
"Kom, Sillena, vi finder et andet sted. Og fortæller højt til alle, hvordan folk behandler os i denne by." Det skulle nok få hende til at skifte mening.
|
|
