Surprise og børn

[Sillena af Mithri]

Sillena bar rundt på Sionyii, havde Roux i hånden og Delaq ved sin anden side, da hun med rank holdning fejede henover skovbunden. Hun havde sparket sine højhælede sko af et eller andet sted, da hun indså, at de ikke var egnede i skovterræn og gjorde hende klodset. Hendes fødder ømmede sig, men hun bed bittert tænderne sammen, for at vise idioten bag hende, at hun ikke havde i sinde at stoppe. Det var Hiion, der arrigt trampede lidt bag hende, og bad hende om at stoppe op et øjeblik. Selvfølgelig ville han tackle det stille og roligt, tage børnene, og måske få lokket hende med tilbage, hvis hun lyttede til ham.

[Heltan Apon]

Et stykke derfra gik Heltan med sin dæmoniske hest pustende ham i nakken. Han viftede den væk og fortsatte med at gå da Trom pludselig stoppede og snuste til luften. "Hvad er der?" spurgte han, som om hesten kunne svare ham. Trom lagde bare ørerne fladt ned og ændrede retning, og Heltan var parat til at gøre tegn til at den skulle stoppe.

[Sillena af Mithri]

"Mor, hvad skal vi?" spurgte Roux, der kun lige kunne følge Sillenas hastige tempo. Hun svarede ham ikke, måske fordi hun længere fremme fik øje på to skikkelser, der fra afstanden var alt for utydelige til at afgøre, hvem og hvad de var. Hun tænkte på, om hun mon skulle finde en sti at dreje indad, så de var fri for at møde de fremmede. Åndssvagt, indså hun. Hun havde jo en lille ridder i hælene, der sikkert kunne klare et angreb nok så fint for hende.
"Sillena! Stop, sagde jeg!" Lød Hiions stemme bag hende.

[Heltan Apon]

Heltan fortsatte med den ene hånd på hestens skulder, og stivnede så som en støtte da han genkendte hende. Trom fortsatte, havde ikke andet i hovedet end kamp, og han knurrede af ham på midanernes sprog. Hesten vendte hovedet, stoppede op og så afventende ud, og en ny ordre sendte den hen til hans side. Da lagde han mærke til manden bag hende, og hans ansigt blev hårdt. "Angrib," hviskede han til dyret. "Ingen bid, ingen drab, men angrib det forbandede menneske!" Hans indre had havde igen vist sig.

[Sillena af Mithri]

Det gav et sæt i Sillena, da hun indså, hvem det var. Heltan.. Bag hende bandede Hiion, der omgående fik fat i sit sværd. Han stolede meget, meget lidt på den midaner, og holdt meget opmærksomt øje med hingsten. Sillena hev børnene med ud til siden af stien. Underligt nok følte hun lettelse over, at Heltan ikke ønskede at dræbe Hiion.

[Heltan Apon]

Hingsten prustede, skrabede i jorden og kastede med hovedet, og et uanseeligt tegn fik den til at fare frem mod manden. Den vrinskede højt og tordnede med sine hove, men stoppede så op med hovedet få centimeter fra hans ansigt. Så stejlede den og sendte sin ene forhov i brystet på ham. Heltan var ovre ved dem efter at have løbet på alle fire og rettede sig op. "Så mødes vi igen, midanerhader." Han kunne heller ikke lide den mand.

[Sillena af Mithri]

Hiion var ved at vælte, men genvandt balancen. Han rettede sig op med et køligt udtryk i ansigtet, det mest kontrollerede han kunne frembringe. Hvis børnene og Sillena ikke havde været der, havde hans ansigtsudtryk sikkert været forvrænget i had. Han sprang frem mod Heltan, huggede ud efter ham.
Sillena holdt en hånd over Sionyiis øjne, og vuggede hende lidt, for at få hende til at falde til ro. Delaq virkede opslugt af kampen, som om han var sikker på at hans far ville vinde, imens Roux var splittet mellem fascination og en trang til at kigge væk. Sillena kastede et blik på dem. "Kig væk," beordrede hun kortfattet. Også hun havde sine følelser under kontrol for børnenes skyld. Det var mest deres skyld, at hun ikke gik i panik. Hvis der skete Heltan noget...

[Heltan Apon]

Heltan sprang tilbage da Trom gik mellem slaget og dens elskede midaner, og tog hovedet frem i forsøget på at nikke ham en skalle. Ikke for hårdt, selvfølgelig. Ikke noget med at dræbe ham, havde Heltan jo sagt, så den skulle nok lade være. Selvom det ville være så meget sjovere. Heltans blik var rettet mod Hiion, mens han forsøgte at glemme kvinden ovre i siden. "Det ikke høfligt at slå efter folk," irettesatte han køligt.

[Sillena af Mithri]

Hiion gispede kort, og væltede tilbage igen, da den forbandede og lidt for intelligente hingst ramte ham igen. Han fik en voksende hovedpine, men tvang sig selv til at rette op. Det så ikke ud til, at han blødte, heldigvis. "Jeg er ked af, at jeg ikke er ked af det, hvis jeg fornærmede dig. Og desuden angriber jeg også, for at beskytte mine børn.. Og min kone." Hiion havde en fornemmelse af, at det sidste ville gå Heltan på, selvom han ikke kendte noget til det som sådan. Sillena mumlede irriteret, men der var ingen der hørte, hvad hun sagde. Hiion sprang adræt frem igen mod Heltan ved at trække ud til siden, tog denne gang højde for hingsten, var klar til at springe til siden for den.

[Heltan Apon]

"Jeg rør kun midanerhadere," knurrede Heltan, og hans evige smil var væk i hans tydelige had. "Dine børn er for unge til at have en endelig mening endnu, og Sil... Hun gør ikke den slags mere." Han gik igen et skridt tilbage, da hingsten sprang mellem dem med en vrinsken. Den forsøgte igen en skalle, men ramte ikke, og nøjedes med at forhindre ham i at skade Heltan. "Du er mit eneste mål her. Du har ikke dem at kæmpe for."

[Sillena af Mithri]

"Du ved ikke, hvad du taler om," påstod Hiion. Han måtte have hingsten væk, for at kunne ramme midaneren. Han begyndte i stedet at cirkle rundt om dem begge, med sværdet løftet foran sig. Da han mente, han havde en mulighed for at undgå det store dyr, sprang han igen frem i et hug.

[Heltan Apon]

"Så fortæl mig hvad jeg taler om, hvis du er så alvidende." Heltan lod igen Trom komme imellem, og heste prustede tungt og irriteret da dem bed sig fast i hans sværd. Ikke noget nogen andre end Trom havde forventet, og Heltan kiggede fascineret på det fangede sværd. Dyret forstod af overraske.

[Sillena af Mithri]

Hiion så forbløffet ud, da et sæt tænder pludselig lukkede sig om sværdet. Han kunne ikke rigtig bedømme, om det var klogt, men i hvert fald var det... Overraskende. Han trak med et hårdt ryk, for at få bæstet til at slippe. Det var helt klart den farligste modstander lige nu.

[Heltan Apon]

Trommoon rokkede med hovedet, men holdt ellers stædigt fast i sværdet. Den sparkede ud med forbenet for at få ham væk, gik efter hans ben. Imens betragtede Heltan stadig dyret med stor fascination, inden han så over på Hiion igen. Hans smil viste sig igen på hans ansigt, venligt og overbevisende, selvom omstændighederne fortalte at det var falskt. "Du svarede ikke på mit spørgsmål. Det er meget uhøfligt. Og du skulle endda være adelig."

[Sillena af Mithri]

En eller anden tordnede i Hiions hoved om, at han for guds skyld ikke måtte slippe sit våben, uanset hvad. Det var et held, for han havde instinktivt tænkt sig at springe væk fra forhovene. I stedet blev han ramt, og han gispede, da smerten bredte sig og fuldstændig lammede hans ben, selvom han stadig stod op. Han gjorde et nyt forsøg på at vriste sværdet fri, denne gang ved skiftevis at lirke, vippe, og så pludselig rykke til. Han slap ikke blikket fra hingsten, men lyttede alligevel til midaneren. "For det første kender du ikke Sillena, og hvis du engang har gjort det, er det lang tid siden. Jeg skulle mene, du ikke kan tale for hende. Og for det andet vil jeg altid kæmpe for mine børn og min hustru."
Sillena kunne ikke lade være med at himle med øjnene. Den hustru der var ved at flytte, eller hvad?