|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 19, 2010 18:41:23 GMT 3
Sillena følte sig overrumplet, men viste det ikke. Hun kastede et kort, køligt blik i kvindens retning, før hun hastede efter Heltan. Det var ikke første gang, hun spekulerede på, om hun havde spildt sit liv indtil nu. Hvordan skaffede man mad, hvis man ikke kunne andet end at rose folks nye hat, selvom man i tankerne fandt den hæslig?
Kvinden snerrede kort, men afgjorde med sig selv at et kobberstykke var bedre end ingen. "Fint, jeg giver mig!" råbte hun irriteret efter dem.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 19, 2010 18:51:39 GMT 3
"Godt vi kunne komme til forståelse." Det var ikke andet end hvad han havde forventet af kvinden, og han trak Sillena med tilbage. "Jeg takker dybt for Deres venlighed." Han bukkede overdrevent og alt for elegant for en midaner, og som altid fik det folk til at stirre. Hvilket der jo ikke var grund til at være ked af eller bange for. Det var den slags småting der fik folk til at overveje deres fordomme.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 19, 2010 20:37:51 GMT 3
Sillena tog imod kødet og lagde to kobberstykker i kvindens hånd, før hun indhentede Heltan. "Tak for hjælpen," sagde hun lidt efter. Hun kiggede sig omkring på markedet, og først nu gik det op for hende, hvor mange spændende ting der var at kigge på.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 19, 2010 20:44:10 GMT 3
"Har du fundet nok mad, eller har du brg for mere?" spurgte midaneren, selvom svaret var indlysende. En smule kød var langt fra nok til en rejse, men vidste hun det? Forhåbentligt, ellers var hun helt håbløs. Han var nødt til at være sikker på at vingerne kunne bære inden han forsvandt, nu hvor hun ikke længere sad fast mellem høgens kløer.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 19, 2010 22:48:09 GMT 3
Sillena rystede let på hovedet. "Nej, jeg tror ikke der er nok her," bedømte hun til sidst. Troede. Hun vidste ikke, om det var rigtigt. "Hvad kan egentlig ellers holde sig i længere tid, udover kød?" spurgte hun. Det var nyttig viden, men hun hadede at skulle spørge om det.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 19, 2010 23:25:16 GMT 3
"Noget brød, korn du kan lave til mel og bage når brødet bliver dårlig. Tørret fisk, saltet fisk. Og du kan købe nogle frugter og grøntsager, men de holder ikke så længe. De er bare vigtige, indtil du finder ud af, hvordan du finder dem i skovene og hvilke planter der er spiselige." Heltan lod til at være god til alt.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 19, 2010 23:42:00 GMT 3
Sillena kunne ikke lave brød, men det måtte hun vil lære fra en eller anden. Hun gentog det han nævnte i sit hoved, så hun bedre ville kunne huske det, og gik på jagt efter en bod, hvor man solgte brød. "Hvad giver man så normalt for brød?" spurgte hun. Meget rart at vide, hvis man skulle forhandle priser.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 19, 2010 23:54:10 GMT 3
"Det betyder ikke så meget," sagde Heltan efter at have trukket hende hen i nærheden af en brødbod. Uden for hørevidde, selvfølgelig. "Det, der betyder noget, er, at du får prisen ned. Det er en regel at komme med for høje priser og forsøge at holde dem høje. Men du kunne teknisk set sige, du ville give et kobberstykke for brødet, og komme godt fra det, hvis du havde et glimt i øjnene." Han klappede hende på skulderne. "Men jeg var faktisk ved at snakke med en smykkehandler. Vi ses måske snart igen." Han vendte sig og begyndte at gå.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 20, 2010 20:16:41 GMT 3
Sillena så efter ham, men bevægede sig så over mod boden. En kraftig mand stod ved boden. "Undskyld, har du brød her?" spurgte hun. Manden lo kort.
"Kan du se andet end brød her måske?" spøgte han muntert. Sillena kunne ikke lade være med at smile.
"Hvad skal du så have for det?"
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 20, 2010 20:24:03 GMT 3
"Goddag igen," sagde Heltan til den stakkels købmand, der ikke vidste noget om smedearbejde. "Jeg har forstået, at du ikke forstår, hvad det er du sælger, så jeg vil gerne få at vide, hvilken smed der lavede det."
Manden blev med det samme mistænksom. Hvis nu midaneren blot ville købe det billigere hos første led? Nej, det skulle ikke ske. "Desværre, jeg kan ikke hjælpe dig."
Heltan smilede bredere. "Det tror jeg nu nok, du kan. Du ville kunne sælge den der for højest 32 sølv. Jeg giver dig det dobbelte, og du gør mig en tjeneste." Pludselig blev det meget tillokkende.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 20, 2010 21:53:00 GMT 3
Manden smilede. "For dig, kun seks kobber!" svarede han, som om hun lige havde fået et fantastisk tilbud. Heltan havde sagt, at kød til en nogenlunde pris lå mellem fem-seks kobberstykker, så vidt hun huskede, og hun kunne ikke forstille sig, at brød var mere værd. Var det?
"Tre kobberstykker," forsøgte hun efter at have tøvet lidt. Manden rystede på hovedet.
"Det er jo det halve! Fem kobber?"
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 20, 2010 22:30:37 GMT 3
"Han bor i handelsbyen Saren, som ligger under Refom af Delains herredømme," sagde købmanden, og på trods af det fortsatte smil kunne han ikke lade være med at blive en smule... tjah, måske skuffet? "Hvad er der?" spurgte manden og rynkede brynene. Han havde endnu ikke fået sine penge.
"Refom af Delain er ikke god ved mit folk," sagde Heltan, og købmanden blev pludselig mistænksom. Og en smule bange
"Er det en sag du går op i?" spurgte han.
"Hvis midanere begyndte at piske mennesker og tvinge dem til at arbejde, ville du gøre, hvad du kunne, for at stoppe det, ikke?"
"Men det er jo kun..."
"Dyr? Underbegavede mennesker? Står jeg ikke og er i stand til at snakke om, om det er retfærdigt at i behandler os som I gør? Desuden føler dyr også smerte." Han smilede, bukkede elegant. "Men tak for hjælpen." Folk havde lyttet. Man lyttede jo altid efter midaneres fejl, for at bekræfte sig i deres plads. Heltan ignorerede dem, og lagde pengene på bordet. Opdagede for sent at ærmet var sneget sig op, og købmandens blik ramte i det samme arret fra pisken. Heltan rettede på ærmet, smilede beklagende og vendte sig om for at gå.
"Kan du læse?" spurgte købmanden. Han var pludselig forbandet nysgerrig.
"Ja, jeg kan læse, skrive, matematik, tegne, kender til healende planter, giftige planter, er våbensmed, smeder smykker og andre småting, elsker specielt arbejde med guld, hesteopdrætter, tilrider, vognmager på lavere plan, gartner, staldknægt og har ufrivilligt lærte kunsten at arbejde på en mark gennem 16 timer med to korte pauser." Heltans stemme var neutral, og han vendte sig fra dem og gik.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 20, 2010 23:05:06 GMT 3
"Ææh.. Fire kobber?" Forsøgte Sillena. Hun følte sig ikke lige frem sikker på området, men det krævede vel bare lidt øvelse. Det kunne være, hun blev helt god til det her engang. Manden kiggede lidt på hende med et skævt smil. Han fandt hende afgjort ikke særlig god til det med priser, men hun følte sig heller ikke god.
"Fire kobber så," afgjorde han og rakte vareren til hende, imens hun lagde pengene i hans hånd. Hun gik videre, bar rundt på både kød og brød nu. Så stoppede hun pludselig. "Sælger du også korn, eller?"
Manden gav en hovedrysten fra sig. "Nej, så skal du længere ned af gaden," svarede han hjælpsomt.
Da Sillena forsatte ned mellem boderne havde sladderen hurtigt spredt sig, og rundt omkring hende snakkede alle om en ualmindeligt begavet midaner.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 20, 2010 23:31:28 GMT 3
Heltan var kommet i dårligt humør, men han viste det ikke. Hans hale fejede dovent, lidt i retning af en glad hund, men de, der kendte midanere, ville se noget andet. Han var gået hen til Hahrame igen og betragtede drengene. De kunne lide dyr, og enten var deres far meget glad for dyr, eller også lyttede de til deres mor. Det ville dog ikke overraske ham, hvis det var det sidste.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 20, 2010 23:42:19 GMT 3
Drengene og deres søster fik øje på Heltan efter et stykke tid og Sionyii vinkede lidt genert. Vognen stod ude i siden af skovstien, imens de havde redet lidt rundt på Hahrame, men nu havde de ladet hende gå lidt rundt, som hun havde lyst til. "Hun stikker ikke af, hvis jeg lader hende gå frit, vel?" spurgte Delaq, da midaneren var kommet lidt tættere på.
Sillena fandt en bod, der bla. solgte korn, og hun fik forhandlet en pris, stadig med ingen fornemmelse overhovedet af, om det var dyrt eller billigt. Da hun mente, hun havde alt, hvad hun skulle bruge, fandt hun udkanten af landsbyen igen. Gudskelov var det bare at følge gaden.
|
|
