|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 5, 2010 20:36:19 GMT 3
"Intet," grinede Delaq og så op mod himlen, hvor stjernerne ganske rigtigt var dukket frem. Roux og Sionyii rettede også deres fokus mod nattehimlen, men alt hvad de kunne se var blot små, lysende prikker på en sort baggrund. Sillena måtte indrømme, at alt hvad hun havde hørt om stjernebilleder var gået tabt i hendes hukommelse.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 5, 2010 20:41:30 GMT 3
"Jeg kender både nogle af menneskernes og midanernes stjernebilleder. Dog ikke dem alle. Meget få kan det." Han så rundt på himlen og lod blikket strejfe alle. Et tydeligt kendetegn... "Kan i se de fire stjerner, der former en firkant? Lidt under månen?" Han løftede hånden. "Det er kroppen på en drage. På grund af lang tids venskab til en bestemt drage, har mange midanere omdøbt 'Dragen' til 'Den Store, Hvide Drage'." Det var udelukkende et midanerstjernebillede. "I kan fornemme resten af den hvis i bruger jeres fantasi." Forhåbentligt havde de sådan en...
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 5, 2010 20:52:08 GMT 3
Sillena havde allerede opgivet af få de fire firkanter til at forstille noget, men børnene virkede meget optaget. "Der er halen!" smilede Sionyii og pegede op mod himlen. Roux rystede på hovedet.
"Nej, dér!" svarede han.
Sillena lo kort. "Måske er der to haler." Forstille sig noget hun aldrig havde set ud af de der stjerner.. Nej, det kunne hun ikke.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 5, 2010 21:12:07 GMT 3
"Men børn, i må love mig en ting... Hvis i nogensinde møder en hvid drage med lilla øjne... Flygt." Han vidste udmærket hvilke rædsler den sindsforvirrede drage kunne finde på, og at den ikke så forskel på børn eller voksne. Hans blik flyttede sig videre over himlen, og han fandt et andet kendetegn. En havfrue, som midanerne ikke kendte det mindste til. Derfor, et af menneskernes. "Ser I den fine bue under skyen mod... Derovre?" De kendte nok ikke forskel på nord og syd.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 5, 2010 21:22:50 GMT 3
Børnene nikkede, da de havde fundet stedet, og selvom Sillena havde givet op, fulgte hun stadig med. Lilla øjne? Var det normalt for drager? Hun rynkede panden. Det lød fuldstændig underligt. Forhåbentligt stødte de ikke på drager nogensinde.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 5, 2010 21:35:12 GMT 3
"Det er halen på en havfrue." Han lod igen deres fantasi lege og koncentrerede sig om at finde noget nyt til børnenes øjne. Han havde ellers troet, at han ikke var god til børn, men det viste sig at gå... Nogenlunde. Han håbede, han ville få et barn engang, men ville nok overlade det til moren at opdrage. Problemet var blot... at han ikke ville være i stand til at finde nogen kvinde.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 9, 2010 22:42:16 GMT 3
Børnene havde lagt sig ned på ryggen, måske uden helt at tænke over det, imens de kiggede på de mange stjernebilleder, som Heltan kunne fortælle om. Sillena kunne mærke, at hun var begyndt at blive træt og fandt de opstilte telte ufatteligt tillokkende, stabile eller ej. "Så, nu er det tid til at smutte i seng," erklærede hun, inden Heltan kunne starte på et nyt stjernebillede.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 9, 2010 22:53:48 GMT 3
Heltan så overrasket på Sillena. Sengetid? Det var ikke noget, han havde haft meget med at gøre. Men ja, Sillena havde haft sengetid da de var mindre, og normalt havde menneskebørn det, så det var ikke fremmed, men det føltes bare underligt at have det så tæt på sig. "Ja, det ved at være meget sent." Han var også småtræt.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 9, 2010 23:31:31 GMT 3
Delaq sukkede skuffet. Han ville have elsket at blive længere oppe, men deres mor havde det med aldrig at glemme ordet sengetider. Børnene kom på benene, og Sillena gik med den over mod teltene. Hun undertrykte et nyt gab.
"Har vi nogle tæpper, Heltan?" spurgte hun og vendte sig rundt mod ham.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 9, 2010 23:36:53 GMT 3
"Selvfølgelig," sagde Heltan. "Eller, jeg har skind, det er varmere, men ikke helt så... luksuriøst." Han lavede en håndbevægelse, og igen kom Trommoon frem fra mørket som en lydig lille hund. Han gik hen til oppakningen på dens ryg og fandt skindene frem. Han havde kun tre, og lod dem komme hen til Sillena. Han behøvede ikke selv, ikke når det var denne slags nat.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 10, 2010 23:27:39 GMT 3
Sillena så over mod Heltan. "Men... Du skal da også have et, skal du ikke?" spurgte hun. Hun udpegede et af de største. Hende og Sionyii kunne vidst godt deles om det. Så måtte hun få anskaffet nogle flere, når de nåede den næste landsby. Hvis der altså var nogle på vej mod Mida.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 10, 2010 23:30:36 GMT 3
"Der er er en grund til at jeg har pels. Drengene kan deles om de sidste." Han smilede til pigen, der klart var blevet hans yndling, og han viste endda de skarpe tænder. Noget han altid kæmpede sig til at undgå, fordi det gjorde folk utrygge. "Men lad os hellere få noget søvn. Vi kommer til at rejse hele dagen i morgen."
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 10, 2010 23:35:05 GMT 3
Pigen kunne ikke rigtig frygte den, der havde lært hende at ride, og hun grinede op til midaneren. Sillena pakkede drengene ind i de to skind, og svøbte Sionyii og sig selv ind i det sidste. Hun fandt jorden hård at ligge på, men i det mindste faldt børnene i søvn med det samme.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Feb 10, 2010 23:40:29 GMT 3
Efter at have sørget for, at hestene ikke gjorde noget dumt - dette gjaldt specielt Trom - lod også Heltan sig falde ned på jorden for at sove. Han sørgede for at være et godt stykke fra familien, uden dog at ende uden for teltene. Han måtte lave sig en barriere mellem sig selv og dem. De var og blev mulige fjender, og han gjorde dette for at gøre bod på en fejl, han næsten havde begået. Selvom den ene af dem jo var... Sillena...
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Feb 10, 2010 23:48:17 GMT 3
Sillena havde ingen anelse om, hvor lang tid det tog hende at falde i søvn, men efterhånden gled hendes øjne i, og hun sov ligesom resten af sin familie. Ingen af dem hørte de fremmede lyde, som skoven genlød af, og det var måske også meget godt. Og som tiden gik blev nat til morgen.
|
|
