|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 18:25:59 GMT 3
"Du snakker." Hun svang sværdet mod hans ryg. "Du har måske ikke lyst til at banke mig igen?" Hun skar ansigt over sig selv, men hun kunne ikke bare... dræbe ham. Det måtte blive en kamp, for hun kunne ikke bare dræbe ham. Hun bøjede let i benene og sprang over ham. "Som om jeg bare kan slå dig ihjel."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 18:31:12 GMT 3
Hendes sværd ramte hans ryg uden han forsøgte at undgå, men han blev tvunget til at stoppe op for at bide smerten i sig. "Så tror jeg vi får det svært," sagde han da han var sikker på at hans stemme ikke knækkede. "At jeg har lyst betyder ikke at jeg gør det." Han så hende i øjnene, og hans eget var dødt. Formentligt ikke meget anderledes end hendes. "Get out of my way." Han begyndte igen at gå, forsøgte at komme udenom hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 18:38:06 GMT 3
"Aldrig." Hun sendte en knyttet næve i hovedet på ham og trak vejret dybt. "Jeg kender det med at lyste men ikke vil, bedre end du tror." Hun flyttede sig hele tiden så han ikke kunne komme forbi. "Jeg forstår det ikke... Ser du... Jeg kan ikke hade dig." Hun stirrede vredt på ham. "A pain in the ass. Men jeg kan jo ikke gøre for det... Hver gang... så gør det mere ondt. Men jeg er nødt til det." Hun kunne ikke beskrive smerten. Den der lammede hende hver gang hun slog ham, svang sværdet mod ham. Hun gjorde det alligevel igen og igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 18:44:27 GMT 3
Ryonell slog ikke igen, selvom det var imod alle hans principper og instinkter. Overlevelse, kamp, det var instinkter han havde udviklet for at komme til at være i denne verden, og det hele kæmpede han imod for ikke at komme til at slå hende igen. Han så ikke engang på hende, forsøgte blot at komme på benene og fortsætte sin vandring ind i landet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 18:53:46 GMT 3
Hun slog ham hårdt i hovedet igen, gispede over sig selv og rystede på hovedet. Det nyttede ikke med følelser. "Hvorfor... vil... du ikke... nok... kæmpe imod!?" Hun bøjede sig ned over ham og stirrede rasende på hans øje. "Hvorfor har du mere magt over mig end nogen anden... stadig... efter alt det..." Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Rettede sig op og vendte ryggen til ham. "Lad være med at rejse dig op og gå videre."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 18:58:50 GMT 3
Også Ryonell gispede da hun slog ham i hovedet, men det var, ikke overraskende, af helt andre årsager. Han snuste ind og lugtede sit eget blod, men det var det jo heller ikke. Blodet fra flere hundreder, tusinder fremmede mennesker, som ikke længere gik og fordærvede denne jord. Men ikke engang denne opdagelse frembragte medfølelse, og han blot rejste sig op igen da han havde sundet sig. "Du skader blot dig selv ved det her." Han ønskede jo blot døden, og et eller andet sted vidste han at hun kunne give ham den. Grunden til at han prøvede at flygte var, at det gjorde ondt. På hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 19:09:30 GMT 3
"Jeg er ligeglad. Jeg kan jo ikke ødelægge mig selv mere. Jeg er allerede ødelagt." Hun kiggede op på himlen og ønskede at hun kunne se stjernerne. De ville ikke vise sig før om lang tid. "Du har ødelagt mig..." En tårer løb ned af hendes kind. "Men det ændre ikke på noget, gør det? Jeg er jo nødt til at kæmpe i mod dig. Og jeg er nødt til at stoppe dig." Hun snurrede rundt og hamrede knytnæven igen. Svang sværdet mod hans skulder og stoppede ikke før hun ramte ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 19:19:53 GMT 3
Sværdet gik ned og ramte hans kraveben, og han stirrede på hende med et smertefuldt blik. Det gjorde ondt... lige nu. Men når han havde gjort det færdigt, og gjort det ordentligt, var der ingen smerte. "Hvis du vil stoppe mig, er der kun en ting at gøre." Hans blik havde svært ved at fokusere, men alligevel var der ingen tvivl om at han vidste hvad han havde gang i. Det kunne høres på hans stemme. "Ødelæg denne tomme skal, så jeg kan finde ud af om der er et helved, som kan give mig en velfortjent straf for hvad jeg har gjort ved dig."
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 20:02:50 GMT 3
Shinee stirrede på ham, hendes øjne store af chok. Hun trak sværdet tilbage og huggede ned igen. "Du... tager fejl." Hun rystede på hovedet over sig selv og stak efter ham. For at ramme ham. Hun var ved at dø indeni men hun blev ved. På sin vis var det hendes sorg og vrede der slåsede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 20:07:14 GMT 3
Hvordan han forhindrede sig i at slå igen forstod han ikke, men da han endelig forsøgte, havde hun allerede angrebet ham så meget at han ikke kunne. Alligevel levede han, til sin egen misfornøjelse. Det var først da han opdagede hende ord, og på trods af sin tilstand blev han i stand til at le højt. Næsten spottende. "Du... Hævder vel ikke... At jeg... Kommer i Himlen, gør du?" Han fortsatte med at le, som om hun havde sagt noget meget sjovt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 20:20:07 GMT 3
Shin lod sværdet glide igennem hans højre bryst. "Du bliver ikke straffet for hvad du har gjort mod mig... Jeg kommer og beviser det for dig, nede i helvedes dyb." Hun stod helt tæt på ham, kun skaftet stak ud af ham. "Vent og se..." Hun kiggede op på ham med røde øjne. "Jeg kan ikke gøre det... vel?" Hun skar ansigt. "Jeg er allerede i helvede... Jeg er allerede død. Fordi jeg ikke kan lade dig gå. Fordi at jeg stadig elsker dig..." Hun trådte væk, greb fat i sværdet og trak det ud. "Undskyld..." Hun ramte hans hoved med siden af sværdet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 20:35:36 GMT 3
"Du har... intet at... undskylde, Shinee." Han forsøgte at rejse sig, men fandt sig ude af stand til at komme op. Han havde en underlig følelse i hovedet, som om han svævede, og han så ned på såret i brystet. Var han ved at dø? Et svagt smil bredte sig på hans ansigt, og hans øjenlåg blev tunge. Forhåbentligt var han ved at dø... Hans hoved rullede ud til siden, hans øje var lukket, og hans åndedræt stoppede. Der var intet livstegn, men var der normalt det hos en vampyr?
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 21:06:29 GMT 3
Hun trak vejret anstrengt og kunne ikke se klart. Hendes skrig rungede ud over de øde marker og hun holdte sig selv for ørerne. Hun løftede sværdet med rystende hænder og huggede ned. Sværdet forsvandt ned i jorden, en millimeter fra hans hals. Hun kunne ikke... Hun var svag... Hele hendes krop rystede, og hun rettede sig op. "Undskyld..." Hun vendte sig væk og gik, kunne ikke gøre det, dræbe ham, en gang for alle.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 30, 2009 21:15:34 GMT 3
Var han død? Han kunne ikke bestemme sig. Der var ingen pinsel, blot mørke. Intet himmerigsk lys, hvis verdenen var så fordrejet at han kunne ende der, blot mørke. Han prøvede at bevæge sig, men selv ikke det kunne han. Måske var det straffen? At svæve i evigt mørke uden at kunne bevæge sig, uden at kunne ændre noget? Han havde forventet fysisk tortur til evig tid og havde været parat til det... Dette kunne han ikke lade ske, dog. Aldrig i livet. Men nu var han jo også død... ikke? Hvordan kunne man ikke være sikker på det? Han prøvede at trække vejret, den lille, simple ting, men kunne ikke registrere om det lykkedes ham.
Ude i den virkelige verden fandtes der ingen bevægelse.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 30, 2009 21:23:23 GMT 3
Hun satte sig på jorden. Hendes krop ville ikke lade hende gå et skridt længere. Hun hulkede og krummede sig sammen. Hvorfor kom der ikke nogen og slog hende ihjel. Hun kiggede bagud og kravlede hen til Ryonell. Strøg hans kind og rystede på hovedet. De var dumme begge to... Lavede hele tiden fejl. Skubbede hinanden væk... "undskyld..." Hun kunne kun undskylde sine egne fejl. Hun kunne tilgive ham... Altid. Nogengange var det bare sværere end andre...
|
|
[/URL]