|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 16:01:32 GMT 3
Dore stoppede op og stillede sig tæt bag Gil. Han smilede svagt og nikkede til manden. "Goddag," sagde han høfligt og kiggede på manden. Godt bygget. Han havde måske en chance. "Vi kunne lugte dig. Så vi tænkte at vi ville se hvem det var." Det var kun Gil der havde kunnet lugte den anden, men Dore lugtede af Gil, så det var ikke sikkert at den fremmed vidste at Dore ikke var varulv.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 16:29:12 GMT 3
Gilvasa smilede. "Det er mit spørgsmål." Manden var rødhåret, og det var længere end de fleste. Hans øjne var grønne, og han så opmærksomt på dem. Opmærksomt på en måde Gilvasa syntes hun kendte.
"Mit navn er Hjoren," sagde han. "Og min flok vil ikke have mig."
Gilvasa smilede bredere. "Jeg er også blevet smidt ud. Vi har dannet vores egen lille flok nu."
"På to?" Han snuste ind igen. "Du lugter af dyr. Hvorfor spiser du ikke menneskerne? Og hvad hedder I?" Gilvasa følte sig testet, men trak vejret dybt og smilede
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 16:36:07 GMT 3
Dore smilede stadig svagt og lagde en hånd på hendes skulder. Hun måtte føre samtalen som hun ville, han ønskede ikke at kommentere noget. Desuden var han nysgerrig og han regnede ikke med at kunne komme langt i samtalen selv. Måske kendte de hinanden.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 16:56:19 GMT 3
"Vi spiser ikke mennesker fordi vi ikke har lyst. Mennesker har ikke lyst til at blive spist," sagde Gilvasa og smilede. "Og han hedder Dore, og jeg hedder Gilvasa."
Hjoren sagde ikke noget længe. "Synes nok du virkede bekendt," sagde han med et grin og så opmærksomt på hende. Han havde ikke mødt andre med den øjenfarve, den hudfarve og det hår. Gilvasa så på ham, uforstående.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 16:59:44 GMT 3
"Så du kender Gil? Gil kender du ham?" spurgte Dore og kiggede frem og tilbage. Han smilede stadig svagt og lagde hovedet på skrå. Nu blev det hele lidt mere interessandt.... Bare en lille bitte smule. Dog også lidt skuffet. Nu kom han ikke til at slås.... Men så måtte han gemme den oplevelse til en anden gang.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 17:05:50 GMT 3
"Varulvejægerens datter, så vidt jeg husker." Han snuste ind. "Og du har fulgt hans sti." Han kunne lugte det, han hans grønne øjne glimtede. Han havde ikke noget imod det. Af en eller anden grund. "Men det betyder ikke at man skal stoppe med at spise mennesker."
"Du gør det ikke selv, vel?" Gilvasa prøvede at huske ham, men kunne ikke. Han kunne se det, og forvandlede sig. Langt mere besværligt end når hun gjorde det. Hun genkendte den rødlige pels og de grønne ulveøjne og nikkede. "Jeg husker dig." Hun havde været forelsket i ham engang.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 17:09:54 GMT 3
Dore kunne ikke slippe følelsen af at føle sig truet og stillede sig mere oppe af Gil. "Så i kender altså hinanden. Det var vel... heldigt." han sukkede og prøvede at slappe af. Kom nu, idiot, tag dig sammen... Han løftede et øjenbryn og flyttede ikke blikket fra Hjoren. Øjnene var afventende.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 17:16:23 GMT 3
Gilvasa vidste hvorfor hun ikke huskede ham. Hun havde aldrig set ham i menneskeskikkelse. Hun mærkede efter og tænkte om hun stadig havde følelser for ham, og noget frem til et nej. "Dejligt at se dig igen," sagde hun smilende, og han nikkede og gik tilbage i menneskeskikkelse. "Men du har ikke noget imod at jeg dræber vores egen art?" Det overraskede hende. Meget.
"Nej. Det har jeg ikke." Han så på hende, og op på Dore. Han var hendes mage, tydeligvis.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 20:34:21 GMT 3
Dore viste ikke noget i ansigtet, men lænede sig frem. "stoler du på ham?" spurgte han, så lavt at han var sikker på at Hjorden ikke hørte det.
Dore smilede stadig og øjnene uforandrede. Han selv stolede ikke på manden foran dem. Og han ville helst gå. Efter at have dræbt den anden... Han satte en stopper for sine følelser. Han måtte ikke gøre hjorden noget, ikke så længe Gil lod til at være glad.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 20:58:46 GMT 3
"Indtil videre har han talt sandheden," hviskede Gilvasa og trak på skulderne. "Ingen grund til at dræbe ham... Indtil videre."
"Har I tænkt jer at dræbe mig?" spurgte Hjoren, og det var mest af nysgerrighed end i frygt. Som om det ville blive en spændende oplevelse af skulle kæmpe med en gammel ven på liv og død. Gilvasa trak på skulderne.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 21:09:17 GMT 3
Dores smil blev bare en anelse bredere og en lille smule uskyldigt. Han slap stadig ikke Gil både for at styre sig selv og for at beskytte hende. "skal vi ikke sige at det finder vi ud af senere..?" han håbede snart. Så hurtigt som muligt. Og han ville selv kæmpe.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 21:44:06 GMT 3
"Det handler alt sammen om dig. Vil du giver det en chance ikke at spise menneskekød, og gøre en indsats for det? Så det rent faktisk ville være muligt for dig at lade være med at dræbe?" Hun så længe på ham, og han grinede.
"Ja, selvfølgelig. Jeg kan godt gøre et forsøg, hvis det gør dig glad."
Gilvasa sukkede. "Du lyver." Sekundet efter var hun en ulv og sprang frem med drabet lysende ud af øjnene.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 21:53:05 GMT 3
Dore var lige bag hende og gled ud til siden. "Gille?" spurgte han og det var klart hvad han spurgte om. Han ville have kampen. Han ville slås, ville overtage hendes plads. Inden hun kom til skade.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 14, 2009 22:08:34 GMT 3
Gilvasa stoppede, tøvende, og nikkede så til ham. Han havde lov, ja. "Pas på. Jeg griber ind hvis du får problemer, om du så vil dræbe mig for det bagefter." Hun grinede og så på Hjoren, der havde forvandlet sig til ulv allerede. Han var virkelig flot, men sin røde pels og grønne øjne. Hun kiggede igen på Dore, og hendes blik blev varmt.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 14, 2009 22:18:19 GMT 3
Dore smilede til hende. "giv mig en chance, søtte..." han spildte ikke tiden. Hurtigt trådte han frem, bukkede sig ned og huggede ud. Bare for at læse den andens bevægelser. Han så ganske rolig ud, men også koncentreret.
|
|
