|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 17:53:04 GMT 3
Han kiggede på hende og stoppede også. "Men det er ikke frivilligt. Dine følelser kom ikke frivilligt. De kom på grund af hende, gjorde de ikke?" spurgte han og hans blik blev uundgåeligt. Han ville gerne, hun var hans, men han ville ikke tvinge hende. "De kom ikke fordi du så mig.." han smilede skævt og mærkede varmen igen. Det var i hvert fald hansegne følelser... skræmmende.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 18:00:26 GMT 3
Gilvasa var underligt alvorlig da hun så på ham og gik hen mod ham. "Vil du ikke hjælpe mig med det her?" Han var den eneste i nærheden, og hun kunne lide ham. Meget. Det kunne vel ikke være helt galt i hendes hoved. Frygten forlod hende langsomt, og hun kom endnu nærmere. "Jeg lover at være god..." Hun vidste ikke hvor mange han havde haft med i seng.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 18:04:48 GMT 3
Han skævede ud til siden. "Du er altid god... Til alt hvad du laver," mumlede han og kiggede kort på hende. "Jeg ville gerne hjælpe dig, men... Er du sikker på at det er frivilligt? at det ikke er fordi at hun... du ved satte dig op til det?" spurgte han og bemærkede hendes udtryk i ansigtet. Hun var ikke bange mere?.. det var vel altid noget...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 18:08:45 GMT 3
Gilvasa nikkede. Det ville blive mere end frivilligt, var hun sikker på. Hun gik helt hen til ham, og hendes ansigt var stadig alvorligt. Modent, på en eller anden måde. Selvom de blå øjne stadig var uskyldigheden selv, og nok ville være det resten af hendes liv. "Jeg gør det for mig... Og dig. Ikke for den... heks."
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 18:13:08 GMT 3
Han trak vejret dybt og besluttede at tage hende på ordet. "Godt..." han bøjede sig frem og kyssede blidt på munden. Han kunne lide hendes udtryk. Som om hun var vokset to år og var endt som han egentlig gerne ville have hende. Men stadig var som den han var faldet for. Det var klart i hans hovede. Han var faldet for hende.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 18:23:21 GMT 3
Det gav et sug i hendes mave, præcis som det havde gjort ved brylluppet, og hun var et øjeblik om at overlade sig til sit instinkt og kyssede igen. Denne følelse var meget anderledes end den dæmonen havde skabt, og lige så instinktivt som kysset trak hun sig tættere ind til hans hårde krop. Hun lukkede øjnene.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 18:30:47 GMT 3
((Tjek dokument Days Grace))
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 22:25:01 GMT 3
Han smilede ned til hende og åbnede øjnene. Prøvede at skjule hvor meget det smertede ham at vide at hun havde ondt. "Alle gode ting har vel en mørk side..." mumlede han og trykkede hende forsigtigt ind mod sig. "Og det her var virkelig, virkelig godt..." hviskede han i hendes øre og sukkede så.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 22:32:18 GMT 3
Gilvasa nikkede og lukkede øjnene igen, og denne gang kunne hun ikke kæmpe imod længere. Hun trak ham helt tæt ind til sig, lagde hovedet på hans bryst og sov. Sov i armene på sin elskede flokkammerat med dem skræmmende familie. I søvnen havde hun ikke ondt, og det var hun meget glad for.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 22:38:53 GMT 3
Han faldt i søvn, så snart han kunne høre hende rolige åndedræt. Han holdte hende ind mod sig, til han vågnede igen.
Solen var væk og natten mørk. Han var dog ikke urolig. Uden at røre sig, vendte han ansigtet mod himlen og så på månen. Den var smuk. Næsten lige så smuk som hende. Han mimede hendes navn og sukkede. Han havde aldrig følt det som han havde følt da de var sammen. Som om han var svag, ville give hende alt og som om han fik alt tilbage igen.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 22:52:46 GMT 3
Gilvasa sov videre et stykke tid endnu, og vågnede ved at naturen kaldte. Hun åbnede øjnene. "Undskyld mig," mumlede hun søvndrukkent og forsøgte at rejse sig, men måtte stoppe forsøget på halvvejen og satte sig forsigtigt ned igen. Hvorfor skulle det gøre så ondt? Hun forvandlede sig til ulv og gik meget stivbenet - på bagbenene - ud i skoven.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 23:00:58 GMT 3
Han smilede over hende, men var dog stadig en smule bekymret. Havde hun meget ondt? Skulle han have holdt sig tilbage? Hans smil forsvandt igen og han så dybt bekymret ud. Måske skulle han slet ikke have gjort det, gået med til det. Han strøg en hånd igennem håret og lukkede øjnene. Ventede utålmodigt på at hun skulle komme tilbage.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 23:12:15 GMT 3
Hun kom tilbage lidt efter, og hendes gang havde ikke ændret sig det mindste. Hun sørgede for at lægge sig ned inden hun forvandlede sig til menneske, da det gjorde mindre ondt, og lå igen med armene omkring ham. Stjernerne glimtede over dem, og hun så op på dem med endnu trætte øjne. Også månen var fremme, og den var næsten så stor at hun havde lyst til at hyle af den. Hvis nu det ikke gjorde så ondt at sætte sig op...
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 23:18:25 GMT 3
Han kiggede ned på hende og hans ansigt var stadig bekymret. Forsigtigt lagde ham armene om hende og strøg hende langt ryggen. Forsigtigt. "Undskyld..." mumlede han og så ud som om han havde dræbt nogen... eller gjort hende noget. Det tænkte han også at han havde. "du har ondt..." mumlede han og så ud til at fortryde fuldstændig at han havde gjort det. Men de kunne alligevel ikke gå tilbage nu. Stjernernes lys gjorde hende ansigt smukkere end før. "Du er smuk..." mumlede han og trak vejret dybt.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 23:26:50 GMT 3
"Du skal ikke undskylde," sagde Gilvasa og grinede. "Det var rart. Meget rart. Jeg ville ikke have noget imod at gøre det igen... En anden gang." Hun smilede stadig, og efter lidt tid lukkede øjnene og faldt i søvn endnu en gang. Hun forstod ikke hvorfor det var så trættende, men det var det vel. Eller også var det bare det med at hun sov for lidt normalt.
|
|
