|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 15:43:23 GMT 3
"Du kan da ikke gå fra mig når de er efter mig!" sagde kvinden, igen bedende, mens hun løb endnu stærkere og mere stædigt hen til ham. Gilvasa lod sig trække og gik selv, hurtigt, med ham. Hun vidste ikke hvad kvinden snakkede om, og håbede Dore ikke havde instinkter der fik ham til at blive interesseret i kvindens problemer.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 15:46:52 GMT 3
Dore kiggede over skulderen på hende og løftede et øjenbryn. "Du har tid til at stå og sludre med mig? men de er efter dig? Hvorfor brugte du dog ikke tiden til at flygte?" han rystede på hovedet over kvinden og løb videre. Men så følte han sig varm og træt igen. stoppede brat op og kiggede over skulderen. Vredt. "Lad mig så være!" udbrød han.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 15:58:35 GMT 3
Alt for hurtigt nåede Roisind frem til dem, hvilket fik den overbeskyttende Gilvasa til at svinge sig mellem kvinden og den overbeskyttende Dore. Hun hvæste, men Roisind ignorerede hende, lige så provokerende som før. "De kommer jo ikke når i er der!" sagde kvinden og rakte ud efter hans hånd, der endnu lå om Gilvasa.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 16:03:03 GMT 3
"Lad være med at røre mig," hvæsede han og tog et vaklende skridt tilbage. "Gil, pas på..." Han følte sig feber agtig. "d**n. Undskyld, Gil." Han rettede sig op igen og tog sig sammen. "Vi kan ikke hjælpe dig." Trak Gil med sig og rystede svagt i hænderne. Ikke af skræk, men den ubehagelige følelse. "Lad mig være."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 16:06:43 GMT 3
"Vil du ikke nok hjælpe mig?" hviskede Roisind og gik frem mod dem igen. Selvom hendes ansigt endnu var bedende havde hun ikke tænkt sig at lade dem gå. Lade ham gå. Det var alt for længe siden hun havde mødt en mand, eller en kvinde for den sags skyld, og hun havde brug for ham. Hun rakte hånden frem mod ham og så kun på ham, brugte alt hvad hun havde på at tvinge ham til at blive. Og Gilvasa, ligemeget hvor meget hun ikke brød sig om kvinden, var blevet nysgerrig efter problemerne som kvinde måske, måske ikke havde.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 16:16:03 GMT 3
Han tog sig til hovedet og hun nåede at strejfe ham inden han kom væk. "Sh*t..." mumlede han, inden hans øjne blev halvt blanke. "Gil..." sagde han og slap hende ikke. Han knækkede sammen og prøvede at samle sig om et eller andet. Gilvasa. Han samlede sig om skæret i hendes øjne, farven, lyset, hende hår, ansigt... Han kiggede frem efter hende. "Gil?" hvor var hun?...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 16:20:50 GMT 3
(Kig dokument Days Grace)
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 16:56:50 GMT 3
Dore så ned på Gil og smilede kort. Så trak han hende op og væk fra kvinden, nåede lige væk inden hun rørte ham. Vidste ikke om han skulle dræbe hende, han havde lyst til at dræbe hende. Hun skulle havde holdt sig væk fra Gil. Hans øjne lyste af had. "Dæmon. Hun er en dæmon." mumlede han og forstod ikke, hvordan han kunne have overset det. Han var stadig varm efter kvinden berøring og det havde stoppet hans bevægelser et kort sekund da han havde sparket kvinden. "Gil?"
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 17:00:40 GMT 3
Gilvasa vågnede nogenlunde da hun blev løftet op og så på ham. Hun forstod at hun elskede ham i dette sekund, og et svagt smil lagde sig på hendes ansigt, inden hun vendte sig mod Roisind, og hendes ansigt blev hårdt. "Jeg hader dig," sagde hun og sparkede jord i hendes ansigt lige inden hun forvandlede sig til ulv igen og trak Dore med sig så de kunne komme væk. Hun kunne høre kvindens klageråb bag sig, men det betød hende ikke noget.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 17:05:22 GMT 3
Dore kiggede isnende på kvinden inden han villigt fulgte med Gil. "Syd." Han skubbede hende i den rigtige retning og satte farten op. Nød at blive kølet af igen. De løb i noget tid i total tavshed. Dore tænkte over hvorfor han mon et kort sekund havde tænkt at Gil var hans og ingen andres, når han mest holdt af hende som en søster (troede han). Det forvirrede ham. Hun havde været i hans tanker da kvinden gjorde til mod ham. Hvorfor dog det?!
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 17:08:26 GMT 3
Gilvasa nikkede og løb. Hun havde store problemer med at køle ned igen, og hun holdte sig tæt inde ved ham. "Er det sådan det føles når man..." For en gangs skyld kunne hun, i sin ligefremhed, ikke færdiggøre en sætning. Hun var ked af det. Meget ked af det. Hvis det var sådan det føltes, så havde hun ikke noget at glæde sig til på det punkt.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 17:21:07 GMT 3
Dore kiggede kort på hende og rødmede let. Han kunne ikke svare på det med sikkerhed, men han kunne vel prøve. "Jeg vil tro det er anderledes... fordi... hvis man gør det med en man gerne vil gøre det med... må det være... dejligere." mumlede han og tænkte over det. Betragtede hende og prøvede at regne ud hvorfor hun spurgte.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 17:34:20 GMT 3
Gilvasa nikkede og vidste ikke om det gav mening. "Kunne vi ikke prøve?" spurgte hun og så nervøst på ham. Hun ville meget gerne. "Jeg har ikke lyst til at lade det ende... sådan her. Hvis jeg skal have børn engang, hvilket ikke er et spørgsmål, så skal jeg ikke være bange for det." Hun så på ham, og selvom man kunne komme til at tro noget andet så var det helt oprigtigt. Hun ville heller ikke snyde ham ind i det, og det var virkelig skræmmende hvis det skulle ende med den kvinde...
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 13, 2009 17:43:25 GMT 3
Han spærrede øjnene en smule op og var kort mundlam. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Det var kommet lidt pludseligt og han prøvede at få styr på det. "Du skal ikke være bange for det." mumlede han så og kiggede fremad igen. Rød i hovedet. "Jeg tror man er nødt til at... være i stemning for det... før man kan gøre det." mumlede han så.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 13, 2009 17:48:46 GMT 3
"Jeg er stadig ikke ovre... hende," mumlede Gilvasa. "Er det ikke en slags stemning?" Hun så over på ham og stoppede op og gik tilbage i menneskeskikkelse. Nej, hun var langt fra kommet over det. Hun så lidt på ham og så så bagud. Hun kunne ikke fornemme Roisind, og hun så på ham igen. Hendes øjne var skræmte, men hun var stædig. Han var hendes flokkammerat, og hun havde brug for hjælp. For ikke at sige at hun elskede ham.
|
|
