Hell

[Ryonell Bornakore]

Ryonell holdt pause et øjeblik og betragtede V, og nåede frem til en underlig konklussion. "Det er faktisk sjovere end jeg troede." Han begyndte igen, og folk knurrede irriteret af dem begge. Også Ryonell ignorerede deres tydelige irritation.
"Du kan ikke bare komme her igen og tro du ejer det hele!" knurrede en af mændene og rejste sig.
"Det har jeg heller aldrig påstået."

[V Baleckali]

V grinede bredt. "Dejligt at du dækker over mig ved at være til stede," bemærkede han, og forsatte sin trommen på bordet, gjorde den endda lidt højere med fuldt overlæg. "Og du har ret, det er ganske sjovt." Ellers ville han slet ikke have gjort det selvfølgelig.

[Ryonell Bornakore]

"De kender mig bare godt... Tror de." Ryonell trampede stadig i jorden, og de lavede deres eget lille musikspil af trommen og trampen. Den eneste i hele kroen der ikke så ud til at være irriteret på dem var servitricen, den lille yngling som ikke kun kunne se forandringen hun ikke havde oplevet, men også havde en fin humor. Hun var værd at huske...

[V Baleckali]

V smilede. ”De tager fejl, forhåbentligt. Jeg vil ikke håbe for dig, at de kender dig ud og ind.” Han hævede et øjenbryn. Han selv blev aldrig genkendt, aldrig husket, og den der påstod at kende ham, var det mest naive fjols, der kunne fødes. Nej, han holdt bestemt kortene tæt indtil kroppen, end ikke hans navn fik de at vide. ”Ryonell. Jeg synes du virker bekendt, kan det passe?” Han var selv vokset op i Solitopias værste slumkvarter, det skulle være mærkeligt, hvis han ikke kendte manden, der bestemt ikke lignede nogen, der boede i det finere kvarter. Han holdt inde med sin trommen, og hvilede hænderne mod bordet i stedet.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg levede her fra jeg var 14 til 19," sagde Ryonell med et skuldertræk, og nogle af mændene fnøs. Ryonell ignorerede dem og lænede sig så langt tilbage som muligt i krostolen. "Aner ikke om du kender til mig." Selvom der var god mulighed for det. Han var en legende i de fleste slumkvartere. Den eneste bryder, der var fuldkommen ubesejret.

[V Baleckali]

"Jeg burde kende dig," svarede V. Han kunne have tilføjet, at han også var opvokset i Solitopia, men det kunne vel være lige meget, og han lavede et skuldertræk, der egentlig fulgte med til hans tanker, og ikke hvad han sagde højt. "Det gør jeg," indså han. "Jo, det er bryderen." Han smilede kort. "Du må blive genkendt i denne her by konstant."

[Ryonell Bornakore]

"Folk har det med ikke at kunne lide mig. Mere på grund af det uden for ringen end i ringen, selvom jeg også der har... fået en del fjender. Og folk i andre byer ved ikke hvordan jeg ser ud, så der er jeg sikker." Han så ikke på den anden. Det var meget normalt at han ikke så folk i øjnene længere. Han mindedes den tid hvor han havde været tættest på at være glad siden hans brors og mors død.

[V Baleckali]

V havde det helt fint med at undgå øjenkontakt, og stirrede på et andet punkt, for at se på noget. Han havde ikke lyst til at lukke øjnene. "Jeg tror dig. Så du levede af brydning, huh?" Han tænkte lidt over det. Han havde levet af at stjæle - og gjorde det stadig en gang i mellem. "Du ligner ikke en bryder."

[Ryonell Bornakore]

"Det var det jeg tjente mine penge på, i hvert fald," mumlede Ryonell og så mod baren uden at se grund til at forklare at det havde været hans ene job. Eller at han havde begyndt sin tilværelse med at stjæle indtil hans far stoppede med at være syg. "Du kommer fra Solitopia," mumlede han så. Ellers ville den anden ikke kende ham.

[V Baleckali]

"Du har ret. Jeg kommer fra Solitopia," bekræftede V uden at ville uddybe. "Det var nemt at regne ud, desværre." Han lagde hovedet let på skrå, og drejede sit krus på bordet, lettere åndsfraværende, for at have noget at lave. Ryonell vidste allerede mere, end de fleste, ved den oplysning. Hvilket beviste hvor lidt folk vidste om V.

[Ryonell Bornakore]

"Og du kommer højst sandsynligt fra slummen." De fleste af de rigere så brydningen som voldeligt og tåbeligt og gad ikke interessere sig for det. "Og..." Ryonell smilede mens han betragtede den anden. "Du er, eller har været, professionel tyv." Han grinede svagt. "Men det ligegyldigt. Så længe vi begge er solitanersvin."

[V Baleckali]

"Jeg hader folk, der gætter rigtigt," indrømmede V med et suk, men kunne ikke holde et smil tilbage. "Du er heller ikke fra det rige kvarter. Hvad laver du egentlig for tiden?" Det var bedst at spørge først, og undvige det samme spørgsmål bagefter. "Jeg er nysgerrig."

[Ryonell Bornakore]

"Jeg er arbejdsløs, vandrende og forlovet." Det sidste kunne ikke være andet end overraskende. "Og har så lidt penge at jeg ikke kan betale for mit ølkrus," fortsatte han, "så regner med at overtale pigen til at give mig rabat. Selvom det ikke ville være noget problem hvis jeg ikke kan gøre det." Han trak på skulderne.

[V Baleckali]

V tænkte lidt over det, og Shinee dukkede pludselig op i hans tanker, selvom det kunne lyde lidt umuligt, at han skulle møde hendes forlovede. Men hvorfor ikke spørge, for spørgsmålets skyld? Ryonell var alligevel ikke så uddybende, som han kunne have været. "Det skulle vel aldrig være Shinee, vel?"

[Ryonell Bornakore]

"Vil meget gerne vide hvor du kender hende fra." Det var ingen bekræftelse, men manglende benægtelse var det samme som et ja. "Og er du inviteret?" Hans enlige, gule øje betragtede pludselig V, meget opmærksomt. "Og jeg er også far til knægten, hvis du har hørt om ham. Han er opkaldt efter min far, som boede her indtil... for nylig."