Hell

[V Baleckali]

"Vi har stødt ind i hinanden et par gange eller to," svarede V ærligt. Og forsøgt at drikke hinanden under bordet, men det behøvede han jo ikke at vide. "Og hun har snakket om en søn, det var faktisk mig, der opdagede, hun var gravid." Han kunne ikke lade være med at grine. "Og ja... Jeg er inviteret."

[Ryonell Bornakore]

"Hun invitere for to, siden jeg ikke har nogen venner at lokke med," sagde Ryonell og trak på skulderne. Det var ikke noget det havde snakket om, og han vidste ikke hvor mange hun ville have med, men han ville tage det som det kom - også selvom det kom i alt for stort antal. Han drak mere af sit krus.

[V Baleckali]

"Jeg har ingen anelse om, hvor mange der kommer, men jeg tror bare, jeg vil finde et eller andet fredeligt sted, og skåle når I bliver viet. Ved du overhovedet noget om brylluppet?" V hævede et øjenbryn. "Eller dukker du op ligesom alle andre, og følger med strømmen?"

[Ryonell Bornakore]

"Regner med at kommer samme dag. Hun kender mig, jeg smadre det hele hvis jeg har for meget med det at gøre." Det var sandt, selvom han hverken var klodset, dum eller den slags. Han var blot sig selv, og sig selv var ikke god til at arrangere den slags. Og han var bange for at gøre hende noget ondt...

[V Baleckali]

"Du er ikke den første, man ville tro skulle giftes." V tænkte lidt over det. "Men hun virker meget glad for dig og sønnen." Han trak på skulderen. "Slår I jer så ned og det hele?" spurgte han, men havde svært ved at forstille sig det. I det hele taget kunne han ikke forholde sig til et fast hjem.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg er ikke god til at blive på et sted." Ryonell gad ikke uddybe. "Regner ikke med at hun skifter livsstil for mig heller. Selvom jeg ikke ved hvordan hun kommer rundt med den retningssans." Et lille smil viste sig hos ham, men forsvandt så igen. "Ved ikke hvad jeg skal føle... Om bryllup og alt det. Om jeg skal være bange eller nervøs..."

[V Baleckali]

V gabte. "Sikke nogle kedelige følelser. Så gider jeg ikke være gift." Nervøsitet eller frygt til et bryllup lød jo ikke lige frem tillokkende, og han havde i forvejen droppet tanken for længst. "Du kunne også bare glæde dig?" Han strakte sig lidt på stolen.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg er ikke god til at glæde mig." Han trak på skulderne og så ud igen, ud på sit teenagefængsel i form af en storby, der ikke havde noget til overs for ham, og ikke havde det fra starten. Han forstod egentligt ikke hvad han lavede her, andet end at genoplive minderne om sin far. Minder som han egentligt gerne ville glemme, ligesom minderne om hans mor og bror.

[V Baleckali]

"Så øv dig nu," opmuntrede V uden større entuasisme, og fulgte Ryonells blik ud mod storbyen. Han kunne godt lide at være her, selvom hans liv ikke havde været det letteste. Men hvem havde også haft det nem? Måske bortset fra adelige, der var født med en guldske i røven, men han var ikke misundelig. Slet ikke.

[Ryonell Bornakore]

"Øve sig i at være glad. Lyder..." Han rullede med øjet. "Lyder som om der er noget i vejen med mig." Det vidste han selv der var. Hans evne til at dræbe uden at føle sorg, frygt eller dårlig samvittighed, hans behandling af kvinder som han ikke kunne forhindre sig i at gøre med Shinee. Han kunne ikke være en normal mand...

[V Baleckali]

"Ja, du kan lige så godt melde dig på galeanstalten med det samme," V rullede med øjnene. Der var noget galt med alle levende væsener, ellers ville de være helt... Forkerte. "Du kan vel være lige så dum som alle andre," han trak på skulderen. "Jeg kan være ligeglad."

[Ryonell Bornakore]

Ryonell rullede med øjet og forholdte sig tavst. Han havde ikke noget at sige, og ikke en grund til at sige noget. Galeanstalt var måske det helt perfekte sted for ham, men han havde problemer med atoriteter og havde alt for let ved at dræbe folk. Og han var stoppet med at dræbe folk for noget tid siden, så det var nok ikke det bedste.

[V Baleckali]

V gad ikke samle samtalen op fra gulvet, så han nød stilheden. Eller så stille der nu kunne blive i en kro. Skraben af stole, larm og råben, væddemål, fulde mennesker, eller krus der røg på gulvet. Der var massere af lyde, og man skulle være et meget fjernt væsen, for at kunne lukke det hele ude. Det var han ikke i stand til, men det generede ham ikke, og han satte sig bedre til rette på stolen. Hans blik rettede sig mod den endnu ikke tændte pejs.

[Ryonell Bornakore]

Reinhard kom ind uden at se sig for og satte sig ved det bord Ryonell lige havde forladt. Ryonell begyndte igen, fraværende, at trampe i gulvet, og Reinhard så op på ham og gjorde store øjne. Det var ham! Det var den! Det var mørkedæmonen! Han rejste sig, udstødte et råb og sprang frem mod Ryonell. Ingen så ud til at ville hjælpe ham, og Ryonell så sig bare over skulderen og dukke ned under bordet og op ved siden af V. Reinhard stødte ind i bordkanten. Ryonell betragtede ham uden interesse.

[V Baleckali]

V kunne ikke holde et grin tilbage. "Afgjort en snigmorder," roste han sarkastisk, og så på manden, der forsøgte at dræbe Ryonell. Reinhard fór op igen.
"Hold din kæft!" snerrede han rasende, og forsøgte igen at springe på mørkedæmonen. V vippede lidt ligegyldigt på sin stol.