|
|
Post by Shinee on Aug 19, 2009 21:14:24 GMT 3
Hun stoppede med et sæt og vendte sig imod ham. Hendes øjne bar en ubestemmelig følelse og hun gav sig til at vandre fra side til side. Havde glemt hans esistens igen og lod sig ikke irriterere. Hun smilede ikke, hendes øjne var fjerne og munden en smal streg af alvor igen. Men hun tænke ikke på noget specielt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 19, 2009 21:53:13 GMT 3
Ryonell sagde ikke noget. Kræfterne vendte langsomt tilbage igen, men det fik ham ikke til at forsøge at rejse sig endnu. Han vidste han endnu var for svag, og gad ikke drætte om når han igen kom op at stå. I stedet for lå han og trak vejret dybt og holdt øje med Shinee, og af en eller anden underlig grund forsvandt lysten til at slå hende ihjel igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 19, 2009 22:48:41 GMT 3
Hendes blik blev næsten jaget og hun begyndte at skærer tænder. Hun stoppede ikke. Men gik i cirkler rundt, hele tiden så langt væk som mulig. Det var tydeligt der var noget mere eller mindre galt og en dyb rynken viste sig i hendes pande. "...ikke sandt..." hendes mumlen var forandret fra før.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 22, 2009 11:42:00 GMT 3
"Hvad er ikke sandt?" Stemmen der kom op fra Ryonells hals var underligt hæs, og han havde fået nok kræfter til at sætte sig op. Hans åndedræt var roligt og langsomt, selvom det endnu rev i hans hals efter det ville hosteanfald. Langsomt kørte en hånd gennem hans hår og fjernede det sjaskvåde pandehår fra ansigtet. Han gad egentligt ikke høre svaret, men det kom nok heller ikke.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 22, 2009 11:57:06 GMT 3
Hun kiggede ikke på ham, men snerpede munden sammen. "...Verden... følelser." mumlede hun bare og sparkede i jorden. Hun vendte sig og gik modsat retning rundt og skar ansigt af indeholdt vrede. Hvad bildte han sig ind?! Hun stak hagen frem og trak vejret dybt. "..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 22, 2009 13:02:30 GMT 3
"Det var et meget klart svag, nu ved jeg jo tydeligt hvad du snakker om!" Meget af det hæse var allerede begyndt at forlade stemmen, men det var dog alligevel rustent i forhold til hans normale stemme. Han gad ikke rejse sig. Orkede det ikke lige nu. Men han ville heller ikke dræbe hende. Hvorfor ønskede han ikke at dræbe hende?!
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 22, 2009 16:41:43 GMT 3
Hun lod ikke til at lægge mærke til ham og vandrede stadig frem og tilbage. Hendes blik blev næsten øjeblikkeligt jaget igen mens hendes hænder var knyttet tæt sammen. Hun rettede ryggen og kiggede rundt, hele tiden væk fra ham. "Det nytter ikke...." hvislede hun og strøg håret væk fra panden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 22, 2009 16:46:56 GMT 3
"Ja, det vidst blevet 'ignorer-Ryonell'-tid igen, hva?" mumlede mørkedæmonen irriteret og kom langsomt og forsigtigt op at stå på rystende knæ. Han stod lige så stabil som en bladdynge i stormvejr, og han lænede sig op at træet, lukkede øjet og trak vejret dybt. Et kort øjeblik. Og da han igen så på Shinee vendte den varme følelse tilbage.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 22, 2009 22:45:02 GMT 3
"Jeg ignorere dig ikke, men jeg har intet svar!" udbrød hun og tårerne stod igen i hendes øjne. De var vilde, jagede, og rettet mod ham i et splitsekund inden hun var gået forbi ham igen og på den anden side af træet. Hun trak vejret i stød og sank sammen på jorden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 0:09:53 GMT 3
"At fortælle du ikke har noget svar er også et svar, tudeprinsesse," sagde Ryonell og droppede det. Han satte sig ned igen og ventede igen på kræfterne. Det ville nok hjælpe med noget mad, men han havde ikke noget. Månen var lys, men det var stadig mørkt, og dette mørke var lige så god erstatning for mad og vand som et surt æble var for et sødt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 23, 2009 0:19:25 GMT 3
"Er du så tilfreds? Med et svar du ikke kan bruge til noget?" Spurgte hun spottende, men hendes stemme bar spor af hvad der var antydet i hendes ansigt. Hun slog armene om sig selv og prøvede at tage sig sammen, at skubbe de ubehagelige ting væk. "Du er hjerteløs, Ryonell. Det er en ting der skifter ved dig, men inderst inde er du hjerteløs."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 0:32:23 GMT 3
"Ja, igen skal vi rakke ned på mørkedæmonen, fordi han er for dum og svag til at svare igen, ikke, tudeprinsesse? Men et svar er et svar, og jeg kunne bruge det til mere end du ser ud til at kunne fatte. Og tak for din noget så venlige, kongelige kompliment." Han hævede blikket og stirrede op mod månen. Han brød sig tydeligt ikke om hendes høje rang, men det var først nu det kunne høres rigtigt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 23, 2009 0:37:37 GMT 3
"Din gris. Du tror jeg er ligesom alle de andre... Du tror jeg er en højrøvet nar, som har alt i verden måske? du tror at jeg tror at jeg er bedre end dig?" Hendes stemme var toneløs. "Du tror så meget. Det kan da forfanden ikke være min skyld at jeg blev født ind i en røvsyg familie." Hun holdt tæt om sig selv. "Jeg er ikke kongelig. Jeg er ikke den alle tror jeg er. Når de hører mit navn, ser hvad jeg kan, bliver jeg kongelig. Bliver jeg adelig. Det er ikke noget jeg ønsker. Men folk lytter ikke når man prøver at forklare det til dem."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 0:50:09 GMT 3
"Og hele verdenen har jo derfor stor grund til at have ondt af dig, mens klæder dig fint om smæsker dig i dine fine fasaner, og har alle dine fine heste i dit herlige land. Jeg interessere mig ikke i det, tudeprinsesse, ikke mere end at vide at jeg skal stole mindre på dig end på andre. Adlen irritere mig." Han så ikke på hende. Hans stemme var kold. Som den plejede. "Du er prinsesse. Og prinsesser er, hvis det skulle overraske dig, tilfældigvis en del af kongefamilien, og vil derfor blive kaldt kongelig."
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 23, 2009 0:55:17 GMT 3
"Jeg hader de grimme kjoler, jeg hader de store banketter, jeg hader fasaner og jeg hader min familie. Er det nok? Jeg beder ingen om noget, for verden har bedt om alt for meget af mig. Jeg vil ikke have folk skal have ondt af mig. Det er derfor jeg ikke er svag." Hun var allerede på benene igen og hendes hvileløse vandring blev genoptaget.
|
|
[/URL]