a beer, a bed and goodnight //done

[Ryonell Bornakore]

"Jeg kan ikke se nogen grund til at du skulle kalde mig tilbage til livet, hvis du bare skal sidde og svine mig til, prinsesse." Ryonell vidste, han havde været tæt på. Dét havde ikke skræmt ham. Men af en eller anden grund var han sikker på, at han ikke havde været på vej til helved. Og eftersom han ikke var religiøst anlagt kunne han ikke have været på vej til himlen. Hvor skulle han mon ende? Det vakte hans nysgerrighed. Var der et tredje sted?

[Shinee]

"Så altså er der to andre muligheder; jeg elsker dig meget højt af hele mit hjerte, og frygter for din død, eller så var det måske fordi jeg sådan set selv var ved at dø, da du døde. Kan du se? strammer rebet om din hals, kvæler det altså også mig." Hun smilede venligt til ham. "Hvilken grund tror du det var?"

[Ryonell Bornakore]

"Det lyder tillokkende," mumlede Ryonell, og havde ikke haft øjet åbnet endnu. Han... orkede det ikke. Det var trættende at være ved at dø, og han følte ikke engang at han havde kræfter til at komme op og stå på alle fire. Det forhindrede ham ikke i at forsøge, og han var meget forundret da det faktisk lykkedes ham, dog på rystende albuer.

[Shinee]

"...Du svarede ikke. Tror du at jeg elsker dig eller holder for meget af mit liv?" Hun løftede et øjenbryn og gik hen til ham igen. "Hvis jeg elskede dig, ville du så ikke blive glad? Hvis jeg drømte om dig, om at du skulle blive min. At du skulle vågne op fra din grav og vise verden at du ikke var en elendig svagpisser, der drukner i sit eget salv og selvmedlidenhed."

[Ryonell Bornakore]

"Du elsker mig! Aller elsker mig! Hele verdenen gør alting så let for mig, fordi den elsker mig!" Stemmen var tyk af sarkasme, og Ryonell gav op og lagde sig ned på jorden igen. Mudder overalt. Dejligt! Det regnede endnu, opdagede han pludselig. Han så på hende. "Selvmedlidenhed handler desuden om at havde ondt af sig selv og prøve at gøre det bedre. Find ordet for en, der ønsker at dø, og ikke har nogen grund til at leve. Jeg har ikke brug for dine ord. Jeg hader mig selv omtrent så meget som du hader mig."

[Shinee]

Shinee grinede og nikkede, med et bredt varmt smil på læberne. "Altså må du elske dig selv ret højt, ikke?" Hun blinkede til ham og lagde ben og arme over kors. Det var svært at se at hun hadede ham i øjeblikket. "Har du tænkt over at hvis jeg hadede dig, ville jeg nok slå dig ihjel, riste dit lig og æde det, før jeg var tilfreds? Udstille dit øje i mit værelse... Men ved du hvad? det har jeg ikke lyst til overhovedet."

[Ryonell Bornakore]

"Det ville være lettere hvis du havde lyst, tudeprinsesse. Jeg skal ikke have noget med dig at gøre efter dette." Hun elsker mig ikke. Hvis hun gjorde, var hun skredet for længe siden. Desuden er der ingen, det kan elske mig. Min far... Jeg tror, han hader mig. Hvis familien hader mig, kan ingen elske mig.

[Shinee]

"Det skal du passe på med at sige. Selv jeg har kun sagt det en gang." Hun gik hen mod ham og lignede pludselig den person man havde set gå i gennem kroen mod hans ensomme bord, en aften hvor mørket hang tæt. Men nysgerrige mørke øjne, et frit og venligt smil på læben og hænderne i siden. "Man skal ikke friste skæbnen, Ryonell. Det burde du vide." Hun blinkede ned til ham, lænede hovedet tilbage og sukkede dybt. Månen var stor og rund, men end ikke fuldmånde. Der ville ikke gå lang tid.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell betragtede hende, og følte ingen frygt over hendes ord. Hun havde truet med at slå ham ihjel, og han ønskede at dø. "You really don't take me serious, even after I tied myself to the bottom of a lake?" Stemmen og ansigtet var ikke surt eller fornærmet, eller overrasket. Det var bare koldt.

[Shinee]

Shin smilede varmt til ham og nikkede. "Exactly." Hun satte sig ned ved siden af ham og fik et tænksomt udtryk i ansigtet. "Think about it... You're really stupid and pitifull as you're laying there..." Hun klappede ham på kinden og løftede et øjenbryn. "Prøv at tænk på at da vi mødtes var det had ved første blik." Hun sukkede længselsfuldt. "Tror du."

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så bare på hende, og hadet kom frem i ham igen. Han ville dræbe hende. Han skulle bare komme til sig selv igen. Han skulle bare. Han mærkede igen kræfterne sive fra sig, og han vidste, at hans krop protesterede overfor ham. I det mindste kunne hun ikke komme væk. Han kunne vente til han fik kræfterne tilbage, og så vente til hun viste tegn på svaghed og uopmærksomhed. Alle havde de øjeblikke. Og han havde mange af dem i naturen, men få i byen.

[Shinee]

Shin kiggede tilbage og smilede fortsat. "Tænk på hvor kedeligt livet havde været, hvis der ikke engang imellem dukkede noget uforudsigeligt op." Hun grinede let og satte sig så langt væk som muligt. Kom endelig til at se ned af sig selv. Hun kunne lige så godt smide kjolen, den var ødelagt på ryggen, våd og gennemsigtig, og totalt ubrugelig. Kanterne var svedne og sorte og det var svært at se at den engang havde været smuk. Hun mumlede irritereret frem for sig.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell sagde ikke noget, og mærkede at han igen begyndte at fryse. Eller også var han aldrig stoppet, men var begyndt at tænke på andre ting? I hvert fald sneg gåsehud sig over hans krop, men ikke om han havde tænkt sig at gøre noget ved det. Det stoppede nok, når han blev tør igen. Så skulle sø og regn bare væk. Men han værdigede ikke Shinee et blik.

[Shinee]

Hendes mumlen fortsatte i minutter, mere og mere uden ende og hendes blik blev normalt. Hun skubbede kulden væk og krummede sig sammen. Ventede kort på noget, men hun vidste ikke rigtigt hvad det var. Så rejste hun sig, kunne ikke sidde stille, selv om hun var møjsommeligt træt. Så begyndte hun at gå, og trak ham med sig, ligeglad med at han blev hevet hen af jorden.

[Ryonell Bornakore]

Et øjeblik lod Ryonell sig trække med, så blev han stædig og gravede hånden ned i jorden. Selvfølgelig ville Ryonell ikke trækkes særlig langt, og da hans negle ikke gad blive i jorden gjorde han prinsessen kunsten efter og fik fat i en trærod. Han strammede grebet om den. Det var meget lettere end jord.