a beer, a bed and goodnight //done

[Shinee]

"Ikke mere end du plejer at gøre." Hun grinede og lænede sig til siden. Hun sparkede efter hans inderlår, så han ikke kunne holde balancen og trådte derefter et langt skridt væk. "Ryonell, lad være med at lyve. Du nød det fra starten. Du ved jeg har magten over dig..." Hendes smil blev ubehageligt. "Helvede er utroligt langt væk. Hvorfor bliver du ikke bare her?"

[Ryonell Bornakore]

Ryonell knurrede og fløj frem mod hende igen. Hun havde ikke magten over ham. Han... Igen mistede han lysten til det hele, og han trak sig så langt fra hende soom muligt. Hun kunne snakke så meget hun ville. Hun kunne gør hvad hun ville. Det gode ved sværd var, at de var lige så skarpe for fjenden som for en selv. "Hvorfor skulle helvedet være langt væk?" Det var ikke et rigtigt spørgsmål. Han rettede sværdet mod sig selv. Kujonens vej. Så lad ham dog være en kujon!

[Shinee]

"Fordi helvede er flere millioner års rejse væk, lige meget hvilken vej man tager." Hun bevægede sig hurtigere end hvad burde være muligt. Hun greb fat i sværdet, ligeglad med at det var den skarpe side. "Jeg prøver at få dig til at leve, svagpisser. Ikke overraskende at det er så svært."

[Ryonell Bornakore]

"Du skal ikke blande dig i mit liv!" Det var en hvislen, og han sparkede ud efter hendes hofte. "Du har først magten over mig når jeg frivilligt går i knæ for dine fødder. Og det vil aldrig ske, svagpisser." Han havde ikke brug for noget sværd. Sværd var klodsede når de var rettet mod en selv. Han skød sig fra hende, mod søen.

[Shinee]

Shin reagere da han sparkede efter hende. Hun sprang væk, snurrede rundt og sparkede efter hans knæhaser. Uden at tænke nærmere over det, skubbede hun ham ned og sparkede ham igen. "Hvad bilder du dig ind? Er du virkelig så svag? Ryonell..." Hun sagde ikke mere, men sparkede efter hans ben.

[Ryonell Bornakore]

"Hvad bilder du dig ind, at blande dig i ting som ikke rager dig! Er du så idiotisk at du ikke kan fatte, hvornår man ikke har lyst til at du skal komme og være heltinde og redde mit liv, så jeg kan hylde dig for at lade mig fortsætte med at være her?! Jeg HAR IKKE BRUG FOR DIG! Det eneste jeg har brug for er at komme væk herfra, men du synes åbenbart ikke jeg er værdi til det?!" Han var blevet ramt af sparket, og holdt balancen på et ben et øjeblik. Han slog efter hendes hoved, og vred sig derefter fra hende og sparkede mod hendes knæ. Han trak sig tilbage og bakkede ud i søen.

[Shinee]

Shin stivnede og fik et tænksomt udtryk i ansigtet. "Du aner ikke hvor meget du tager fejl. Det er vel det jeg hele tiden har sagt." Hun greb fat i hans fod og slyngede ham op på land igen. "Det hele går ud på at kunne leve med sit eget liv hele livet igennem." Hun smilede og stillede sig ved siden af ham. "Jeg vil ønske at du aldrig havde blandet dig i mit liv, for så ville jeg ikke finde mig selv tryllebundet af dit dumme væsen. Jeg ville ønske at du forsvandt fra jordens overflade og min hukommelse, at jeg aldrig skulle se dit ansigt igen." Hun slog med hovedet og grinede. "Det rager mig en reje, hvad du har brug for, og jeg vil aldrig være din heltinde, eller have noget med dig at gøre igen. Men jeg har bare sådan på fornemmelsen, at dør du, inden det her bånd er forsvundet, så dør jeg også. Og jeg gider ikke miste livet på grund af en svagpisser der ikke har stolthed nok til at finde et mål med livet og leve det." Hun kiggede køligt ned på ham.

[Ryonell Bornakore]

"Du siger, du ikke vil være min heltinde, men alligevel vil du ikke lade mig dø. Hvis du vil af med mig så slemt, hvorfor så ikke bare lade mig overstå det?" Hans blik ændrede sig. Det var ikke had mere. Han var ikke rasende. Men det var heller ikke varmen han ikke kunne forstå, og som tvang sig frem igen. Han vidste ikke hvad det var. "Mit mål er at dø. Og jeg har levet rigeligt af dette liv. Mange har kortere liv end jeg har haft." Han så ikke på hende. Hans blik blev fjernt, og hadet begyndte at vende tilbage. "Jeg fatter ikke jeg har reddet dit liv..." Sætningen kom ud at ingenting. Han sprang bagud og ud i søen, og endte under vandet inden hun nåede at gøre noget. Han dykkede. Og dykkede. Det blev mørkt, og hans magi kunne pludselig bruge magien. Hvilke han gjorde. Han strakte det ned mod bunden, der ikke længere var langt væk, og bandt sig fast.

[Shinee]

Shin stirrede bare på søen hvor han var forsvundet. Rebet trak hende derud... Hun blev trukket under vandet og gispede. Han kunne da ikke dykke 10 meter ned?!... Vingerne... Hun prøvede at komme op. Hendes hånd nåede overfladen, men hun kunne ikke få hovedet op over. Hun lukkede øjnene, tænkte at det ikke kunne passe... Hun var så tæt på overfladen, men alligevel kunne hun ikke komme op. Hun kiggede ned og hendes magi gik amok. Den rev i Ryonell og trak i ham.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell knurrede da hendes magi nåede ham og bobler søgte op langs den usynlige kæde, mod Shinee. Hans lunger blev tømt, og han gispede efter luft, men der var jo ikke noget. Han så rundt og mærkede panikken brede sig. Han havde ikke forestillet sig det anderledes end det. Han sugede vand ned i lungerne og hans øjne lukkede i da alt blev mørkt. Det pressede mod hans ører... Han mistede bevidstheden, og hans mørke kæde mistede en del af sin kraft. Hendes magi trak ham opad, men Ryonell mærkede ikke noget.

[Shinee]

Hun trak alt hvad hun kunne og gispede efter luft. Hun gik ind på lavt vand og hendes magi tvang ham op overfladen. Så begyndte kampen mellem hendes indre igen. Hun tog fat i ham og havde lyst til at skrige ham i hovedet og drukne ham igen... Men på samme tid ville hun hjælpe ham. Hun skubbede ham ind på land, kun lige og gik væk fra ham. Det var blevet nat og månen skinnede klart.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell trak ikke vejret. Vand fyldte hans lunger, og det blev kun til et enkelt gurglende gisp, inden lungerne gav op. Hjertet bankede endnu, men også det var ved at give op. Der kom ikke noget ilt rundt til det, og selvom det kæmpede bravt, endte det også med at stoppe. Han var død. Han var så tæt på døden.

[Shinee]

Shin gispede og vendte sig om. Hun havde måske alligevel haft ret... Et eller andet klemte om hendes hjerte og gjorde det besværgeligt at trække vejret. Hun stirrede på Ryonell og tårerne strømmede ubevidst nedad hendes kinder. "For... Ryonell! Don't you dare die!" hun sprang tilbage og ignorede sin svimmelhed.
Det måtte ikke ske.
Hun ville ikke dø.
Hun ville ikke have at han skulle dø.
Shin gav ham hjerte massage og stirrede ængsteligt på ham. Hun bemærkede ikke at hun kun svagt kunne skimte omridset af ham og at iltmangel var ved at stige hende til hovedet. Han skulle bare vågne.

[Ryonell Bornakore]

I starten lå Ryonell bare uden at bevæge sig. Så spærrede han pludselig øje op, gispede og vendte sig fra hende for at få vandet ud af lungerne. Han fik et hosteanfald, der var værrede end han nogensinde havde oplavet før, og han fik ondt helt ned i maven. Hans allerede tomme lunger krummede sig sammen, da hosten endnu forhindrede ham i at få vejret ordentligt. Han lod han hovedet falde og lukkede øjet igen, og trak vejret i hårde stød. "Du... Skal absolut... Ødelægge det... igen..." gispede han, men så ikke engang på hende. Han havde øjet lukket og hovedet vendt den anden vej. Han havde ondt i ørerne, og kroppen var træt. Men han orkede ikke noget. Han ville dræbe hende... Om lidt. Når han ikke var svimmel og kunne stå op igen. Men hans lunger var alligevel ikke færdig med at hoste.

[Shinee]

"Nej. Jeg ødelægger intet, men jeg -modsat dig- holder meget af mit liv. Jeg vil ikke dø på grund af dig." Hun samlede sig om den tanker og stak ham en lussing. Så gik hun væk fra ham og satte sig tungt på jorden. "idiot, svagpisser, svin, endda solitanersvin, røvhul, satans lede unge, godd**ned little kid, chicken..." hun forbandede ham med alle grimme ord og forbandelser hun havde hørt i hele sit liv.