|
|
Post by Shinee on Aug 12, 2009 22:12:01 GMT 3
Shinee drejede hovedet og stirrede på ham. Hun sad for langt væk til at kunne nå ham og kastede sig derfor væk, udnyttede snoren i et splitsekunds chance. Hun klamrede sig til jorden og tvang ham væk. Tårerne trillede af anstrengelsen. "Jeg bad dig! Jeg skal kravle for på knæ, jeg skal gøre dig til mere end du er, jeg kan hugge min hånd af...."
Hun kravlede videre. "Men du slår dem ikke ihjel Ryonell. Det gør du ikke."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 12, 2009 22:28:49 GMT 3
Ryonell blev stoppet helt af hende, mens kvinden slap sin mand og flygtede, kun for at stoppe op og løbe tilbage og få sin forvirrede mand. Med en enkelt bevægelse fra Ryonells vinger for han tilbage mod Shinee og sparkede efter hendes hoved. Hun bestemte ikke hvad han gjorde. Ingen bestemte hvad han gjorde. Igen fik han svunget kroppen rundt og fløj mod kvinden.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 12, 2009 22:33:32 GMT 3
Shin gipsede og blod flød fra hendes mund. Hun kiggede sløret rundt og greb fat i nogle trærødder. Det enorme træ ved breden havde ladet sine tykke rødder brede sig til alle sider, heldigt for hende. "Ryonell... Det gør du ikke..." Råbte hun og spyttede blod ud. Man kunne næsten ikke høre hvad det var hun sagde, men hun råbte på ham alligevel. Råbte hans navn, fortalte ham, spurgte ham om at han nød at dolke andre i ryggen som Gwui havde dolket ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 12, 2009 22:44:03 GMT 3
Hendes ord var for Ryonell mere end ligegyldige, og han så sig tvunget til at vende om igen, da hans vinger ikke kunne rokke hendes stædige greb. Han sparkede hende først i ansigtet, derefter i på albuen af hende ene arm, der hold fat i rødderne. Han vendte rundt igen og satte videre, og tanken om også at dræbe prinsessen strejfede ham. Hun var... mere end besværlig. Manden havde fået sig rejst op, men væltede ind i kvinden da hun nåede ham. De væltede begge omkuld, manden uden helt at have opdaget den fare de begge svævede i.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 12, 2009 22:47:39 GMT 3
Hun blødte fra næsen og slap halvt med den ene arm. Men hun vidste også at hun ikke ville slippe. Kvinden havde et tegn på sin taske, et fra Shins eget land og hun kunne ikke lade kvinden dø. Shin lukkede øjnene og prøvede at lukke det ud. Følelserne, tankerne, begrebet om smerte... Hendes stemme forsvandt langsomt mens hun holdt fast i grenen med et stålgreb.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 12, 2009 22:53:47 GMT 3
Lænken stoppede igen, og Ryonell landede på jorden og vendte sig væk fra manden og kvinden. Han gik langsomt over tilbage mod Shinee, mens de to allerede var i gang med at flygte. Hun havde lige forhindret ham i nogle fuldstændig unødvendige drab, men også nogle drab han alligevel ikke ville få samvittighed over. Hun havde gået i vejen så mange gange... Han ville ikke mere. Hun skulle væk. Langt, langt væk.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 12, 2009 22:59:12 GMT 3
Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede sløret på ham. Smilede langsomt, selv om det gjorde ondt og lukkede øjnene igen. "Så nu vil du slå mig ihjel..." hun sukkede og tænkte på det hun skulle have udrettet før hun døde. Nogen af tingene havde alvorlig betydning for krigen og for Markares fremtid...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 12, 2009 23:04:55 GMT 3
Ryonell fortsatte med at gå over mod hende, og mulighederne gik gennem hans hoved på samme måde som det havde gjort da han så på manden. Hans kræfter var vendt tilbage efter flyveturene frem og tilbage, så han kunne slå hende, hvis det var det han ville. Næsen var et let sted at slå, halsen noget sværere. Kravebenene en mulighed. En god mulighed. Hans øje gik søgende over hendes krop.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 15, 2009 18:30:59 GMT 3
Hun sukkede dybt, mærkede hans blik på sig, men ude af stand til at gøre noget. "...jeg dolker dig aldrig i ryg..." hendes stemme var kun lige så høj at han kunne høre det. "...noget andet med dig..." hun mistede næsten taget i sig selv, men holdt sig stadigt fast. Han ville forhåbenligt slå hende ihjel hurtigt... Hun kunne ikke klare mere smerte, for det krampede i forvejen om hendes følelser.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 15, 2009 20:53:17 GMT 3
Kloen var ikke i nærheden... Han kunne derfor ikke bruge den. Sværdet. Han havde sværdet. Han skulle have fat i de andre... Han trak sværdet og svang det hårdt mod Shinees skuldre og det øverste af hendes ryg, og svang det derefter mod hendes arme. Det gik hurtigt, men han havde ikke travlt, og han stod og betragtede hende, for at blive sikker på hun ikke havde fat. Så længe de hang sammen, så han kunne fange de to. Han ville ikke lade dem slippe væk, og prinsessen var jo alligevel meget tæt på ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 15, 2009 21:01:44 GMT 3
De lange åbne sår blødte for meget. Hun mærkede tårerne og et skrig undslap hendes læber. Hun måtte ikke give slip, måtte ikke lade ham få sin vilje, lade ham slå hendes folk ihjel. Hun mærkede en underlig vrede boble i brystet og stirrede fast frem. Hendes øjne blev mere og mere sorte, og magien gled ned i jorden. Hun drejede langsomt hovedet og kiggede bare på ham. "...undskyld." magien bandt sig om hende, tvang hende mod jorden, men hun begyndte at grine skingert.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 15, 2009 21:13:47 GMT 3
Mørket hvirvlede omkring Ryonell, og han bandede irriteret og trak sig så langt tilbage han kunne. Det interesserede ham ikke om hun kunne få kontrollen igen, så længe han ikke blev for såret, og hun kunne godt lige skynde sig at dræbe sig selv. Han gik i luften i ren refleks, selvom det ikke hjalp noget på det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 15, 2009 21:17:27 GMT 3
Hun blev liggende og grinet forsvandt langsomt fra hendes ansigt. Istedet flød tårerne voldsommere, og smerterne gjorde hendes tanker slørede.
Det var forvirrende, for indviklet. Intet... kunne passe, følelserne var for svære at forstå, for svære at sige. De gled rundt i en indviklet knude, og udenpå var der noget skarpt og koldt der klemte og stak til dem. Der fik det til at gøre ondt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 12:23:44 GMT 3
Det var irriterende. Hun irriterede ham, provokerede ham med vilje. Det regnede. Pludselig silede det ned med store, våde dråber, og han følte sig allerede mere gennemblødt, selvom han jo også havde været en tur i søen. Han dykkede ned mod hende og opdagede at han endnu havde sit sværd i hånden.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 16, 2009 12:26:57 GMT 3
Hun mærkede regnen, nød af den skyllede det sidste tegn på svaghed væk. Følelserne, sanserne, alting forsvandt, suget med regnen ned i jorden.
"hvorfor..." Hun sukkede og knugede grenen. Bemærkede ikke anden end regnen der gled ned over hendes ansigt og krop, som skyllede hende ren, fri fra det hele...
|
|
[/URL]