a beer, a bed and goodnight //done

[Shinee]

Hun stødte ind i ham og kiggede tåget på hans skikkelse. De måtte op til overfladen... Hun sparkede igen og ved held, brød hun vandoverfladen. Hun gispede og kæmpede for at få ham op over vandet. Luften i hendes lunger fyldte hende med lettelse og hun svømmede træt over mod breden. Der var bare så langt... Så langt... Hun lukkede øjnene og åbnede dem igen. Tættere på nu... Ikke langt igen... Det krampede i hendes ben og arme af anstrengelsen, men hun fortsatte. Havde stadig fast i Ryo. Hun skubbede ham op, og det var sådan set hvad hun kunne holde til.
Det hele begyndte at svømme for hendes øjne, og hun hvilede hovedet mod jorden kun halvvejs oppe af vandet. Havde ikke flere kræfter... Et dybt suk undslap hendes læber og hun mistede bevistheden.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell hev efter vejret og vendte sig om på maven, så vandet i lungerne kunne komme ud. Han kastede også op inden han igen rullede om på ryggen, og lukkede øjnene. Blodtabet. Det var det. Præcis som hun havde hævdet. Men han sagde ikke noget om det og løftede hovedet for at kunne kigge på hende, og lod det så falde ned på jorden igen.

[Shinee]

Hun forblev bevistløs og trak vejret langsomt. Hun lignede lidt et spøgelse, med sine kridhvide hud og de helt røde læber, og det blanke våde hår.
Men hun fik ikke lov til at blive liggende på brede. Langsomt, men bestemt gled hun tilbage i vandet og med et plop forsvandt hun under overfladen igen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell løftede igen hovedet og kiggede efter hende. Han havde ikke opfattet at hun var forsvundet, og han rejste sig overrasket op, uden at tænke over om han overhovedet var i stand til det. Så regnede han ud, at hun var i vandet, og sprang i efter hende uden at tænke over det. Han skulle ikke langt for at kunne trække hende op, og han kastede hende op på land.

[Shinee]

Shin rørte svagt på sig, og hostede, men vågnede ikke. Hun rystede stadig af kulde og krummede sig sammen. Hun ville gerne vågne... Men kulden tvang hende til at blive i mørket. Hun holdt langsomt om med at ryste og lå helt stille. Hun havde gåsehud og hendes hår var faldet ned over hendes ansigt.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell betragtede hende svagt og greb sig i at være ved at strøge hendes pandehår væk fra panden. Han lod hånden falde uden at røre hende og han rejste sig op og stavrede væk fra hende, op på der hvor det var mere sikkert, kun for at lægge sig ned og lukke øjnene for at slappe af. Han lå på ryggen og stirrede op i himlen. Han skulle ikke videre lige forløbig.

[Shinee]

Hun gled over i en dyb og drømmeløs søvn. Hendes underbevisthed havde på ingen måde tænkt sig at fortælle hende om hun var levende eller død, via en drøm.
Sorte skyer samlede sig langsomt på himlen og det begyndte at buldre. Snart ville regnen også falde og det kunne komme når som helst.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stirrede endnu op i himlen med det enlige øje, og blikket i det være fjernt, mens han så de mørke skyer samle sig, og mærkede regnen begynde. Han kedede sig ikke. For en gangs skyld var der noget, der var interessant. Han bevægede sig ikke mere en det tog for hans lunger til at udvide sig eller trække sig sammen. Han hørte en stemme, men kunne ikke forstå den. En dråbe faldt ned under hans øje, og hans blinkede.

[Shinee]

Shin vendte sig i søvne og endte tættere på vandet igen. Hun strakte sig ud og krummede sig sammen igen.
Selvom regnen faldt, blev skyerne mørkere. Et skybrud var på vej... Og måske hagl. Det tav, som stilheden før stormen, og det var et spørgsmål om minutter før det ville bryde løs.

[Ryonell Bornakore]

Regnen tvang gentagende gange Ryonell til at blinke, men alligevel flyttede hans øje sig ikke en millimeter. Stemmerne kom nærmere... Stemmen? Nej, der var to. Han blinkede igen med øjnene to gange i trak, da han var tæt på at få en dråbe i øjet. Den ene stemme var dybere end den anden. En mand og en kvinde? Det lød sådan. De var stadig utydelige. "Jeg sagde jo jeg så noget." En ung kvinde, ca. to år yngre end Ryonell, satte sig på knæ ved Shinee og strøg hendes hår, inden hun kiggede over på manden. Han så ud til at være lidt ældre end sin kæreste. Han nikkede og nærmede sig Ryonell.
"Jeg tror han er vågen," sagde han og gik en smule nærmere. "Han har vinger..."

[Shinee]

Shin bevægede sig svagt ved berøringen, men sov videre. Det var svært at se om hun var bevistløs eller om hun sov, en ting var dog sikkert; hun havde ikke tænkt sig at vågne.

[Ryonell Bornakore]

"Vi kan da ikke bare lade dem ligge," sagde kvinden da manden vendte sig fra Ryonell i foragt. Manden kendte ham ikke engang, men havde allerede dømt ham. Ryonell havde ikke lagt mærke til dem. Han havde endnu problemer med at høre og forstå dem. "Hvis jeg hjælper hende...?"
"Manden er vågen. Han kan vel gå selv," sagde manden hårdt, og prikkede til Ryonell med foden. Mørkedæmonen reagerede ikke.

[Shinee]

Da Ryonell ikke reagere vendte manden opmærksomheden mod kvinden igen. "Siden han ikke vil med, tager vi bare hende." Kvinden nikkede og Shin blev løftet op. Hun rørte ikke på sig og hovedet faldt slapt ud til siden. Hendes vejrtrækning var uhørlig.

[Ryonell Bornakore]

Stemmerne var nu klare, og han fornemmede en skygge glide forbi hans ansigt. Det tog tid for ham at registrere det, og han fik vendt sig om på siden og opdagede først nu at han rystede af kulde fra både søen og regnen. Hans lemmer var stive, men han følte sig ikke forkølet. Han var meget sjældent forkølet. Han forsøgte stift at rejse sig og så op på de to fremmede med endnu meget fjerne øjne.

[Shinee]

Kvinden trådte lidt tilbage og løftede Shin med. "Han... har det måske fint nok. Vi kunne også lade hende være... måske..."
"Det var dig der sagde vi skulle hjælpe hende. Kom så." Manden hjalp med at løfte og de gik væk fra Ryo.