|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 22:56:12 GMT 3
Ryonell lukkede øjet igen og forsøgte at få Gwui til at ende det samme sted som hans mor og bror var endt, og han sejrede så godt som han kunne når døden endnu var så tæt på. Eller viden om døden. Han vendte sig om og så på hende. "Hva så med de, der dolker en i ryggen mens de endnu lever?" sagde han og hans blik brændte. Ikke med had mod hende. Bare med det had, der lå i ham. Rettet mod den verden der syntes at have givet ham op.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 22:58:59 GMT 3
"Deres hoveder kan skilles fra skuldre og hals, uden større besvær." sagde hun bare uden at kigge på ham. "Så hvis du dolker mig nu, så ved jeg jo endnu engang hvordan det føles."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 23:11:24 GMT 3
"Det hjælper ikke på følelsen," svarede Ryonell og fortsatte med at stirre på hende, inden han igen vendte sig fra hende. Hun havde en mulighed for at dolke ham i ryggen. Den klassiske. Og han kunne ikke gøre noget for at forhindre det, så længe de var sammen. De forbandede hekse. De havde også gået imod ham, men eftersom han aldrig havde stolet på dem betød det intet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:17:55 GMT 3
"Og hvad så? du får hævn... og du kan slå mig ihjel, på samme tid." Hun trak på skulderne og lod ham ikke være endnu. "Det vil du gerne, et eller andet sted." Hendes øjne og stemme sagde intet om nogen følelser. Det var bare tomhed. Også hvad hun følte. Tomhed.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 23:21:30 GMT 3
Skulle han tage videre? Ja. Det var nok det klogeste. Han var træt af at snakke med hen om hendes... vrøvl. For ham var hævnen ikke alt. En vigtig ting, ja, en drivkraft der fik ham til at blive et sted og forlade et andet, som bestemte hvad hans næste træk var, ja, men den var ikke alt. For der var en ting som hævnen ikke kunne ændre på, og det var det, der var det vigtigste for ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:27:42 GMT 3
Shin sagde ikke mere, men foldede armene om sine ben. Hendes blik var ømt, træt... ligeglad. Hun trak vejret langsomt og dybt, velvidende at hun nok havde afsluttet samtalen.
Men hun forstod ikke hans holdning. Havde han sagt andet der kunne få hende til at tro at han ikke ville dræbe hende? han tav underligt når hun nævnede det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 23:39:20 GMT 3
Han lukkede øjnene og gik i luften igen. Han så ned på hende, og mærkede hadet endnu en gang. Hvis han dræbte hende, frygtede han at føle det som den dolk i ryggen på sig selv. Han havde aldrig før frygtet drabet. Han tog farten op for at få afløb for nogen af sine følelser. Han ville ikke tænke, og koncentrerede sig om at bruge kræfter i stedet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:45:57 GMT 3
Shin fulgte med og fik trukket forbandelsen rundt i sin krop så hun ikke hang i sin arm igen. Det hjalp, så hun slappede mere af, men hun stolede stadig ikke på det. Hvis det ligepludselig stoppede, ville hun falde langt. Alt for langt. Det var det, der skræmte hende mest. Bortset fra...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 23:53:05 GMT 3
Ryonell fortsatte. Jeanore. Den første by ovre grænsen de stødte på. Derefter ville han gå. Han var ikke en bjergfugl, så han skulle ikke over nogen bjerge. De ødelagde hans vind. Men han ville prøve at leve der. Var han heldig, behøvede han aldrig rejse derfra igen. En ninja kunne måske være god nok. Så var det bare at finde en.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 10, 2009 14:34:45 GMT 3
Hun lukkede øjnene og forsvandt -ikke for første gang- i tankerne.
Drømmen. Den havde betydning, hvorfor drømte hun den så ellers. Det var barnet, der foruroligede hende, barnet, for hun kunne ikke være gravid. Det kunne ikke passe, ikke være, og derfor skubbede hun tanken væk. Men han reagerede på samme måde som i drømmen... når hun sagde at han kunne slå hende ihjel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 14:55:20 GMT 3
Ryonell fortsatte med at flyve, underligt nok, og så op mod himlen, og derefter ned på jorden igen. Skyer. Træer. Skyer. Kedeligt. Uinteressant, som alt det andet var det. Han mod hende igen, og så hurtigt op igen. I det mindste holdt hun mund... Indtil videre. Hun kunne hurtigt begynde igen. Han havde egentligt ikke noget imod hendes stemme, kun... Den måde hun snakkede til ham på.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 10, 2009 15:03:25 GMT 3
Shinee gned sine hænder da kulden slog imod dem. Det var ikke nyt, men alligevel ramte det hende hårdere end normalt og hun forsøgte at få varmen til at brede sig. Ikke nemt. Hendes tænder begyndte at skære sig mod hinanden, da hun ikke ville se helt dum ud. Øjnene flakkede rastløst omkring.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 15:17:12 GMT 3
Ryonell mærkede pludselig den svimmelhed der havde sørget for at holde Shinee på jorder for ikke længe siden, og han slingrede inden han igen fik kontrol over det. Han sår i skulderen? Det havde blødt mest. Han kiggede på det, og så forvirret at det var næsten helet. Uden at han vidste hvad der skete faldt han pludselig ned, og han så sig forvirret omkring da han blev omringet af koldt vand.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 10, 2009 15:26:13 GMT 3
Shin stirrede på ham, da hun tvunget fulgte efter. Hun ramte vandet samme sted som han, og sank ned, med forstende øjne og kunne knap nok bevæge sig. Vandet var isnende. Hun begyndte at svømme blind rundt uden at kunne finde ud af op eller ned.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 15:34:36 GMT 3
Ryonell sank et godt stykke, inden det gik op for ham at han ikke havde noget luft. Instinktiv forsøgte han at svømme op mod lyset, fordi lyset altid var positivt i vand. Det betød endten overfladen eller himlen. Han vidste regnede ikke med at komme i himlen, da det ikke var et sted for folk der dræbte andre, men lige nu var det luft han gik efter. Det sortnede for hans øjne, og han havde stærk kvalme. Han nåede kun lige at få hånden over vandet, da han pludselig begyndte at synke igen. Han var ikke ved bevidsthed.
|
|
[/URL]
