|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 20:26:52 GMT 3
Shin løftede overrasket et øjenbryn og stirrede ned. "Nej nej nej..."
Det ville gøre ondt. Meget. Hun regnede ikke med at noget ville formilde ham, så i stedet prøvede hun at komme i tanke om noget hun kunne gøre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 20:45:39 GMT 3
Ryonell landede også selv hårdt på jorden og stod igen og stirrede tomt ud i luften mens han kæmpede med sine følelser. Han lukkede sit øje og lod vægten på være den ene fod, da han havde slået den anden i landingen. Han tænkte ikke selv over dette, men stod bare og åbnede øjet igen. Hvorfor skulle den idiot også dø?!
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 20:59:06 GMT 3
Shinee lå på ryggen og kiggede op på himlen. Hun havde ondt i skulderen og det stak ubehagelig i hendes hofte. "Du har aldrig prøvet at være venlig, har du? Sådan, helt med vilje?" spurgte hun så surt og løftede et øjenbryn af ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 21:03:48 GMT 3
"Lad vær med at spørg om idiotiske ting," svarede Ryonell og vendte sig mod hende med kolde øjne. Eller, koldere øjne end han plejede. Alle har prøvet at være venlige på et tidspunkt, mente Ryonell. Og han brød sig ikke om hendes ord, og det var det, der gjorde hans øjne så meget koldere. "Jeg droppede den vej. Man får ikke noget ud af det."
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 21:12:34 GMT 3
"Med andre ord, sidst du var venlig, var du en ung, dum, stædig teenager som ikke vidste meget om verden? Det tager jeg som et nej. Du har aldrig været venlig." Hun kiggede ikke på ham og satte sig op, så hun sad med ryggen til ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 21:16:41 GMT 3
"Sidst jeg var venlig slæbte jeg min syge far ind til en idiotisk healer, som nægtede at hjælpe os. Hvorfor skulle jeg forsøge at hjælpe folk, når den er befolket af idioter der ikke engang vil lade mig gå på gaden? Jeg ser ingen grund til at skulle anstrenge mig, når resultatet er det samme, lige meget hvad jeg gør." Han vendte sig om og forsøgte stadig at få kontrol over følelserne.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 21:21:54 GMT 3
"Hvad så med alle dem der lader dig være? eller som forsøger at være venlige? Du afviser andres venlighed med det samme." hendes stemme var stadig udtryksløs.
"Vær' venlig mod de uvenlige. De mangler det mest."
Et gammelt ordsprog hendes mor havde lært hende. Det betød ikke så meget for hende mere, men det var måske rigtigt i den nuværende situation.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 21:30:04 GMT 3
"De er der kun for at dolke mig i ryggen. Ligesom Gwui har travlt med nu." Han sparkede hårdt til et træ med den dårlige fod, og med ryggen til hende kunne hun ikke se at han skar ansigt. Han stod endnu lidt mere på den anden fod, og den skadede begyndte at dunke. Han tog sig ikke af det. Som alt andet der gjorde ondt, tog han sig ikke af det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 21:36:42 GMT 3
"Sådan er det hele tiden. Men det er også der, du tager fejl. Men det er da også rart at vide at du kan føle sådan. For de må have betydet noget, hvis de dolker dig i ryggen, når de dør."
Hun smilede varmt frem for sig og sukkede. "Det er døden der gør livet hver at leve, var der en gang en der fortalte mig."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 21:42:24 GMT 3
Ryonell fnøs og stirrede ud i luften. "Du synes det er rart at vide at alle, jeg har kære, sårer mig, når de ikke længere er der?" Engang havde der kun været tre folk, der havde betydet noget for ham. De var blevet reduceret kraftigt da han var 14 år gammel. "Og hvad skulle døden få livet til at blive værd at leve?" Han ønskede blot døden for at undgå livet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 21:52:58 GMT 3
"Den tager hvad der betyder noget... Den får en til at føle sorgen, men hvis man er heldig vil man søge for at føle trygheden igen. Døden kan indtræffe hvornår som helst og hvor som helst og de fleste har noget af udrette inden." Hun kiggede endelig på ham, denne gang iskoldt og glødende. "Jeg har aldrig været glad for at dine kære, som du holder af er døde. Jeg ved nøjagtigt hvordan det er at miste."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 21:56:45 GMT 3
Ryonell var tavs, og han følte ikke engang at nogen pillede ved hans gamle sår. Det var blot et ar, der kløede en gang imellem, og som var stoppet med at hele. Hans stemme lød fremmed da han igen åbnede munden. "Hvad hvis man er 17 år og først lige skal til at rejse fra sine forældre og ud i verdenen?" spurgte han koldt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 22:05:21 GMT 3
"Så har man mistet hvor det gjorde rigtigt ondt. Men man kan altid glæde sig over den tid man har haft sammen, i stedet for at rende rundt og forsøge at lade gode minder forsvinde i glemslen!" Hun kiggede på ham og vidste at hun burde opgive. Han ville aldrig forstå. Aldrig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 22:09:31 GMT 3
"Hvorfor skulle de ting være gode, når jeg så ville være i fortiden? Man siger, at de, som lever i deres fortid, mangler en fremtid." Havde han en fremtid? Ja. Hans fremtid var med afhugget hoved foran en værdi modstander. Det var en fremtid. Frem for at sidde på en stol i sit hjem og sygne hen, sådan som hans far havde brugt de første par år på. Han vidste ikke, hvad hans far gik og lavede nu... Det var heller ikke interessant.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 22:17:52 GMT 3
"Det betyder ikke at fortiden skal glemmes!"
Hun fløj op fra jorden og stod tæt på ham. "Og heller ikke de personer, der har haft betydning i den. Jeg vil aldrig glemme min mor og det hun betød for, hvor langt under jorden hun så skulle befinde sig, og du glemmer heller ikke de gode tider og hvor meget du holdt af dem, som du har mistet. Det er der du svigter dem allermest." Hun stirrede hårdt på ham, forsøgte at trænge ind i hans tanker og se om han hørte efter.
Så vendte hun sig væk og satte sig så langt væk som lænken tillod med ryggen til ham igen.
|
|
[/URL]