a beer, a bed and goodnight //done

[Shinee]

Shin gik ikke langt bag ham og hendes blik var pludselig træt. Hvis der lå nogen foran hende trådte hun på dem, hun havde ikke tid til at gå uden om, eller træde over -det syn ville hun ikke give dem. Hun satte en hånd i siden og trak vejret dybt. Det gjorde ondt der hvor han havde sparket hende

[Ryonell Bornakore]

Ryonell var meget hurtigt ovre ved lagerbygningen og fandt sine ting næsten lige så hurtigt, og da de kom ud igen begyndte folk at forstå nogenlunde hvad der havde foregået. Han havde i hvert fald været ved spionchefen, og havde dræbt ham, men man vidste ikke hvad der videre var sket. Men hvorfor bekymre sig, når man endelig måtte få den idiotiske mørkedæmon ned med nakken uden at nogen sagde noget til det?

[Shinee]

Shin bed sig i læben. "skal vi - i hvert fald dig- slå alle dem ihjel?? Må jeg være på din side, for de er altså ikke særlig venlige..." det var hvad hun sagde til den nok mest uvenlige person hun nogensinde havde mødt. "Ryonell, det var faktisk dig jeg talte til..." mumlede hun og skar ansigt.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fortsatte med at gå, og gik rigtig nok i gang med at dræbe folkene der også begyndte at angribe ham. De blev overraskede over hvor godt han kæmpede, og han havde slået næsten halvdelen ihjel inden en fik ramt ham for første gang. Mørkedæmonen fik et dybt hug mod hoften og var lige ved at falde da han støttede på foden igen, men han holdt balancen. Hurtigt sparkede han manden med det sårede ben, på halsen så den brækkede, og hans instinkter bad ham nu flygte. Men Ryonell var ikke en der flygtede.

[Shinee]

Shin kiggede bare på ham. Hun rynkede panden da han blev såret og bekymringen skar igennem hendes sind. "pokkers dig Ryo!" hvæsede hun og kastede sig frem mod en gruppe der var på vej frem. Nu måtte de alle dø... Hun stak dem ned en efter en, uden at møde modstand. De var for overraskede til at svinge sværderne. Hun gik til angreb på folkene omkring Ryo med et køligt smil på læberne. "nu ska du ikk dø, vel svagpisser..."

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så ikke engang ud til at lægge mærke til hende men fortsatte bare med at kæmpe mod sine kollegaer... Eller tidligere kollegaer. Han kunne ikke vise sig igen senere, nogensinde, men Ryonell tænkte ikke lige nu. Hans hjerne var endnu mere eller mindre lukket ned, og grunden til at han endnu var der var, at han var delt mellem et naturligt og et selvlært instinkt. Enten skulle han flygte, eller han skulle kæmpe til døden.

[Shinee]

Shin gispede da hun blev snittet i armen. Hun stak vredt sværdet igennem personens hals og sprang så tilbage. Sværd blev til bue og hun smilede svagt. "adieu."
Pile svirpede igennem luften og ramte hvor de skulle. Shin landede og kastede sig frem igen. Hun banede sig vejen frem mod Ryo og kiggede indtrængende på ham. "væk... Nu..." sagde hun.
Og fortrød bittert sin uopmærksomhed. En klinge stak frem gennem hendes højre under arm og hun skreg. Vendte sig og dræbte manden der havde gjort det.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gjorde sig stadig ingen tanker om flugt, selvom prinsessen ellers så venligt foreslog ham det. Det var først da et sværd borede sig dybt ind i hans skulder at det naturlige instinkt tog over, og han trak sig tilbage og for i vejret, og det var ikke svært at regne ud at Shinee fulgte med ham. Han fløj over muren og mod skoven, og ingen pile nåede frem til ham.

[Shinee]

Shin gispede og det sortnede for hendes øjne. Men hun ville ikke lade nogen i live. Hun lod sin magi søge ud og en mørk flod bølgede fra murens sorte skygge. Hun sukkede dybt og smilede da hun mistede bevidstheden.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fløj langt over muren og væk fra byen, og landede omtrent fire kilometer derfra, inde i en stor løvskov. Han landede uden at se på Shinee og satte sig på en sten. Her rakte hans instinkter ikke længere. Han var ikke sulten, han havde ikke noget sted at tage hen, og han vidste han ikke kunne ordne sine sår, der for resten ikke var så slemme. Så længe intet var brækket ville han ikke passe det.

[Shinee]

Hun faldt sammen på jorden og lå ubevægelig i lang tid. Blodet stoppede med at fosse ud af hendes sår, og begyndte at heale. Shin vågnede ikke lang tid efter og stirrede på sin arm. Hun var blegere end et spøgelse og hendes læber helt mørkerøde. Hun kunne ikke tænke på noget og kiggede bare på såret. Tilda og Hilda... det måtte være dem... men hvordan!?

[Ryonell Bornakore]

Ryonell sad med et tomt ansigtsudtryk og stirrede ud i luften. Han lavede ikke noget, og lagde ikke mærke til sine sår. Langsomt fandt han ud af, at han skulle finde den mand eller kvinde, der havde myrdet Gwui, men han rejste sig ikke. Hans instinkter ville ikke have ham til at gøre noget, uden han vidste, hvor han skulle lede.

[Shinee]

Shin løftede langsomt blikket og kiggede på den skyfri blå himmel. Hun var sulten, træt og udmattet. Endelig tog hun sig sammen til at flytte blikket på ham og rejste sig for hurtigt. Hun gispede, vaklede og gik så en slingrende gang mod ham. "Så, svagpisser, hvornår begynder du at vågne op?" udbrød hun hæst og væltede ned på jorden.

[Ryonell Bornakore]

"Du kan ikke engang stå op, og du kalder mig svagpisser." Der var intet i stemmen. Den havde ikke den sædvanlige kulde, der normalt lå bag hvert af hans ord, og der var heller ingen varme. Han så ikke på hende, men sad bare på en sten. Hans hjerne var langsomt begyndt at vågne igen, men det var meget langsomt.

[Shinee]

"Har mistet blod... Det gør mig svimmel. Og kan stadig slå dig ihjel, så hold kæft." hvislede hun nede fra jorden. "Det gør mig ondt, med hvem det nu er, men du er altså lidt dum." sagde hun så og fortrød. "Meget dum." Hun skar ansigt og kiggede tørt på ham.