|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 18:31:24 GMT 3
"Er du sulten?" spurgte han hende så, igen kom det ud af det blå, og han var ikke engang selv sikker på at det var til hende. Men eftersom der ikke var andre, og han endnu ikke var tosset nok til at snakke med sig selv, så måtte det vel være hende. Men han havde ikke noget mad. Og han ville ikke ned på jorden igen, før de kom væk fra regnskoven. Om han så skulle flyve i søvne.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 18:37:29 GMT 3
Shinee tænkte sig om. "Ikke så slemt. Jeg kan sagtens overleve." sagde hun så og smilede lidt. Hun sukkede og kiggede ned igen. "Hvor lang tid vil du skyde på at det tager, før vi er forbi skoven her?" spurgte hun stille.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 19:13:56 GMT 3
"Forhåbentligt inden i aften," svarede Ryonell, men det var mere ønske end noget andet. Endnu en nat der, og så var de nok ude derfra. Hvor irriterende, men sådan var det vel nu. Han ville væk derfra, men kunne ikke kommer hurtigere afsted end vejen tillod ham. Medvind kunne måske ændre det med en halv dag, men det ville også være at håbe for meget.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 19:19:26 GMT 3
Shinee trak vejret dybt og sukkede. "Ingen mad inden så...?" hun ville trække på skulderne, men det var ikke rigtig muligt. Hun kiggede ned og betragtede træerne der gled forbi under dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 19:27:24 GMT 3
"Nej, ingen mad indtil da." Han så ned igen, men løftede hurtigt blikket fremad igen. Det hjalp ikke, da skoven var enorm og strakte sig længere end hans øje rakte. "Har du aldrig været her før?" spurgte han så, igen ud af det blå. Tale er sølv, tavshed et guld, og han ønskede at han bare kunne holde mund.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 19:32:38 GMT 3
"Nede i skoven.. Jo. Et par gange, men det var i udkanten." Hun rømmede sig lidt. "Jeg turde ikke bevæge mig for langt ind i skoven." indrømmede hun så og kiggede langt ud til den ene side, uden rigtig at se noget. Også her bredte skoven så, som om den aldrig ville ende. Træerne var høje, bladede grønne og fik det hele til at ligne et grønt hav.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 19:39:18 GMT 3
Ryonell brummede bare, endelig i stand til at holde mund, men det kun fordi han ikke kunne komme på noget andet at tænke. Han fik øje på en kolibri, men fløj forbi den for ikke at sænke dem mere. Han burde have ignoreret enhjørningen, men den havde jo alligevel fået ham til at få det mere behageligt.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 19:47:39 GMT 3
Shinee tav lige så. Hun var løbet tør for ord. I stedet betragtede hun landskabet. Selv om det fik kuldegysninger til at løbe langs hende rygrad, så var det smukt. "Jeg ved ikke..." mumlede hun for sig selv.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 22:42:38 GMT 3
"Hvad?" spurgte Ryonell, der var blevet helt uopmærksom et kort øjeblik, fordi han havde søgt efter en vej ud. Han havde glemt at han ønskede tavshed et kort øjeblik, fordi han blottede sig på måder, han ikke brød sig om. Det var unormalt, og det gjorde ham mere utryg end noget andet her i Solitopias regnskov.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 22:46:19 GMT 3
"Jeg ved ikke hvorfor jeg stoler på dig... Og hvorfor skoven den ser smuk ud, når jeg frygter den." mumlede Shinee og rynkede panden. Hun sukkede og rystede på hovedet. "Og alligevel... giver det mening."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 23:10:34 GMT 3
"Det smukke skjuler tit lige så meget ondt som det grimme," mumlede Ryonell og satte farten en lille smule op igen, mens et skrig fra en flok aber nåede op til dem. "Fantastisk, dem havde jeg glemt alt om," sagde Ryonell med en irritation, der mindede om den, han plejede at bære på konstant.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 28, 2009 17:22:35 GMT 3
Shinee kiggede ned og prøvede at få øje på dyrene. "...Du lyder som om det er noget irriterende. Men det er da bare aber, ikke? eller kan de flyve?!" spurgte hun og kiggede tilbage på ham. Hans ord og det grimme og smukke, havde hun fattet.... "Hader du mig egetlig?" tilføjede hun så nysgerrigt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 28, 2009 18:30:24 GMT 3
"Der er ingen bevingede aber, i hvert fald ikke nogen jeg kender. Men jeg hader aber, fordi de har det med at larme tidligt om morgenen og gennem hele dagen, hvis der er kamp mellem en ung han og lederhannen. Og eftersom jeg er en mørkedæmon og derfor aldrig har kunnet finde ud af sengetider, så kommer man til at hade de bæster." Han undlod bevidst hendes andet spørgsmål. Han havde ikke svaret, og gad ikke forsøge på at snakke sig ud af det.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 29, 2009 19:23:31 GMT 3
"Så... du hader mig virkelig.." mumlede Shinee og gemte omhyggeligt skuffelsen væk. Hendes egen skyld, som altid. Hun var godt dum, -som altid. Hun kiggede på skoven under sig og der bredte sig en tavshed, bortset fra de stadig larmene aber. De var irriterende, det måtte hun indrømme...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 31, 2009 13:54:21 GMT 3
Han svarede hende ikke, men fortsatte tavst fremad. Hvorfor spurgte hun ham om sådan noget? Spørgsmål, han ikke havde svar på, brød han sig ikke om. Hvorfor skulle det betyde noget, om han hadede hende? Hun kunne vel være ligeglad. Han vidste, at alle hadede ham. Og han plejede at hade alle. Men nu hvor han var her, føltes det, som om han ingen hadede.
|
|
[/URL]
