|
|
Post by Shinee on May 26, 2009 18:35:49 GMT 3
Shinee rettede sværdet der stak ud fra hende arm, lodret op, så slangen gled ned af det. Den sorte klinge skinnede af blodet. "Hvis du aldrig har lyst til at vågne, så fint nok." sagde hun og smilede til ham. Hun grinede og udnyttede chancen til at kysse Ryonell på kinden. "Din idiot." Hun skubbede ham tilbage med fødderne og rejste sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 19:02:46 GMT 3
"Vi skal videre," sagde Ryonell og kiggede ind i træerne, hvor han pludselig hørte et højt grynt. Han rejste sig hurtigt og tog fat i hende. "Hvis du er sulten, finder vi et andet sted at spise," sagde han og skød i vejret. "Jeg vil ikke have noget med de minotaure at gøre." Der var stadig et eller andet usikkert over ham, som om noget havde slået ham ud af balance.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 26, 2009 19:16:34 GMT 3
Shinee sukkede og sværdet forsvandt. "Har du ikke på et tidspunkt boet her?" Hun slog arme og ben omkring ham, helt automatisk. Bare for ikke at falde ned. Hun trak vejret dybt og smilede så undskyldende. "Undskyld... Meget." Hun rynkede panden. "Hvem har de dræbt? Minutaurene?" gættede hun så.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 20:09:27 GMT 3
"Min mor og min bror. Og mit øje." Han sagde det langsomt og så helt overrasket ud, før han så væk. Han havde bare sagt det. Uden tøven. Uden at forsøge at undvige eller noget som helst. Han brød sig ikke om det. Det føltes forkert, som om han var syg, men ikke kunne mærke det. Forbandede sted og forbandede møgvæsner!
|
|
|
|
Post by Shinee on May 26, 2009 20:43:09 GMT 3
"Tak for ærligheden." mumlede hun og smilede svagt. Det var rart. synes hun selv. "Er det længe siden?" spurgte hun så og drejede hovedet for at kigge på ham. "Du har det svært her... Ikke noget mærkeligt når man tænker på hvad du har mistet her."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 21:09:18 GMT 3
"Hold din mund," sagde han bare, og fik dem højere op, længere op i vejret. Han brød sig ikke om at være så tæt på. Han havde næsten glemt denne verden, som var så smuk og så sårende for ham. Så længe siden. Han ville ikke snakke med hende, ikke når det var sådan her. Han ville ikke lade hende vide noget. Ingenting.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 26, 2009 21:18:57 GMT 3
"Jeg er ikke farlig... Hvorfor hader du mig sådan?" spurgte hun lavt og sukkede. Det gjorde et eller andet sted ondt. Hun ønskede ikke at han skulle hade hende. Men hun havde vil selv været ude om det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 21:39:29 GMT 3
"Hold din mund," gentog han og skød hende nærmest fysisk fra sig, mens han tog farten op. Han ønskede bare at komme hjem. Han savnede det nærmest... NEJ han gjorde ej! Men så Gwui da... NEJ! Holdt op med at tænke! Han så nej igen, og fik et glimt af sølv. Han stoppede op og lod sig falde, glide ned mod træerne igen. Han landede på jorden, så et aftryk af en hov og smilede, og trak hende lydløst ind mellem træerne.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 26, 2009 21:54:48 GMT 3
"Og nu vil du have hævn?" spurgte hun næsten lydløst. Hun rystede på hovedet, men hvis det skulle komme til kamp var hun klar. "Eller er det bare morgenmad, du kigger efter?" spurgte hun så sarkastisk, men stadig meget stille.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 0:03:14 GMT 3
"Ti stille," sagde ham mere blødt og håbede, at sølvskæret ville komme igen. Man kunne se, at han havde været her før. Hans måde at bevæge sig på var næsten lydløs, og han gled mellem hver plante uden at rokke for meget i det. Dér, et skær af sølv. Han gik hurtigere, og stoppede så op, da han så gennem sammenflettede grene mod en lysning. Og der stod en enhjørning og sendte en smuk, varmende følelse af tryghed mod Ryonell, mens den roligt snuste sig vej til de bedste blade. "Man skal bare vide hvad man kigger efter," hviskede han uden at se på Shinee og uden at forklare nærmere.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 16:57:17 GMT 3
Shinee stirrede fasineret på enghjørningen. Hun turde ikke bevæge sig af frygt for at den ville forsvinde og et lille barnligt, men ægte smil dansede på hendes læber. Hun havde pludselig smilehuller, noget der sjældent trådte frem på hendes ansigt, og hende øjne lyste. Trygheden lagde sig over hende, naturligt og hun slappede af. "den er så smuk..." hviskede hun næsten uhørligt for sig selv.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 17:03:54 GMT 3
"Jeg gik altid på jagt efter dem da jeg var lille," mumlede Ryonell. "Mig og min bror så en da vi var meget små og ledte efter dem når vi ikke havde noget at hjælpe med. Vi fandt aldrig nogen, mens min far kunne gå ud en time før solnedgang, komme tilbage en halv time inden og føre os til en på få minutter." Han smilede. "Alligevel har jeg kun set dem fem gange, mens jeg har haft over hundred møder med forskellige væsner her i skoven." Enhjørningen løftede hovedet og så på dem, gik lidt nærmere mod dem, og tog hovedet ned til jorden igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 17:37:24 GMT 3
Shinee lyttede til hans ord og smilede stadig sit eget lille barnlige smil. "Fantasisk.. Jeg har aldrig set en før." mumlede hun og kiggede stadig på enhjørningen. Hun trådte forsigtigt frem, kun et lille skridt og kantede sig frem forbi Ryonell. Hun stoppede da hun stod ved siden af ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 27, 2009 17:47:29 GMT 3
"Vi må videre. Vi kan ikke holde pause her. Jeg vil væk herfra." Han tog fat i hende da han igen mærkede utrygheden, og vinkede let til enhjørningen, der vrinskede et højt og skingert farvel, inden den selv forsvandt ind i den tætte skov. Ryonell trak hende op gennem bladene, og så var de afsted igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on May 27, 2009 18:07:48 GMT 3
Shinee kunne ikke slippe sit smil og kiggede ned i skoven under dem. "Mange tak..." mumlede hun, selv om hun ikke regnede med at det var for hendes skyld at han havde fundet den. Hun sukkede og prøvede at komme til at se hans ansigt.
|
|
[/URL]