a beer, a bed and goodnight //done

[Ryonell Bornakore]

Ryonell havde blikket rettet fremad, men kneb øjnene sammen for at kunne se uden at blive for irriteret af solen. "Hold nu bare din mund," sagde han, og hans stemme skælvede som om han var ved at græde. Så fik han kontrol over sig selv og sine følelser, og var lykkeligt vidende om at hun ikke kunne se svaghedens og fortidens tårer i hans øjne fra der hvor hun var. "Jeg frygter ikke noget." Han kiggede ned, og lidt efter, gennem tårernes tåger, så han det sidste lys reflektere i en lang tråd. Floden, grænsen mellem Markare og helveds land.

[Shinee]

Shinee kiggede undrende bagud. Hun bed sig i læben og begyndte at tvivle lidt på hans ord. "Undskyld.." mumlede hun så lavt. Hun kiggede fremad igen og trak vejret langsomt og dybt. "Jeg kan godt tie stille... Nogengange.. men jeg kan ikke lige nu... og det undskylder jeg..."

[Ryonell Bornakore]

De fløj over floden, og det var som om de få meter sendte et pust af varme imod dem. Der var bjerget, 20 kilometer fremme, endnu noget. Solen forsvandt i horisonten, og langsomt kom mørket snigende. Han nød det, men han var stadig følelsesmæssigt ude af kurs. Han kendte denne tunge varme, der kun kunne komme op fra regnskoven.

[Shinee]

"Jeg ved hvor vi er henne..." mumlede Shinee og sukkede så. Det hjalp ikke at snakke når han ikke ville svare... Men hvis han nu lyttede. Hun begyndte at fortælle om hvordan hun engang, næsten var blevet opdaget, da hun uspionerede sin tante, mens denne havde skældt hendes far ud. Hun snakkede med en lav stemme som alligevel var høj nok til at Ryonell kunne hører det.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell lod hende snakke mens bjerget kom nærmere, og han svingede udenom, så de ikke skulle over det. Bjerge havde tit drilske vinde, og han hadede at bruge mere energi på mindre tid. Så hellere bruge meget energi, og det tog lidt længere tid, så det i alt ville ende med, at han kom længere på den energi han havde til rådighed.

[Shinee]

Shinee snakkede ubekymret videre om ligegyldige ting. Hun kiggede på samme tid ned, og noterede sig enhver interessandt ting. Hun gyste lidt, det var koldt og hun var jo våd. "Hvor langt kan du egentlig flyve uden stop? Jeg tør vædde med det er langt men alligevel.. hvor langt tror du selv?" spurgte hun pludselig.

[Ryonell Bornakore]

"Fra morgen til aften, og lidt mere, så længe det ikke er Jeanore," sagde Ryonell, og havde næsten glemt sine ord om at hun skulle holde mund, eller at han ikke ville snakke med hende. Hans blik var stift rettet mod jorden, som nu var dækket af høje, fugtige træer, og selvom man ikke kunne høre det, kunne man fornemme dyreliv nede i denne enorme skov.

[Shinee]

"Hvorfor så længe det ikke er Jeanore? bjergene?" Hun kiggede op på himlen og sukkede. "Betyder det egentlig ikke også at vi snart må lande?" Hun gyste ved tanken... Det var koldt, og måske var der vådt overalt dernede, så det blev endnu koldere.

[Ryonell Bornakore]

"Bjerge har tit drilske vinde, og nej, det betyder det ikke. Vi begyndte sent. Det betyder, at man kan slutte sent. For man har energien til at fortsætte. Og jeg vil væk herfra hurtigst muligt. Hvorfor tog jeg også denne vej?!" Hans stemme blev svagere, ikke gennem tonefald, men mere skælvende og usikker.

[Shinee]

Shinee kiggede overrasket frem for sig. "Er du... Har du det godt nok? Vi kan godt klare den her vej, du kan i hvert fald.. Hvis nogen burde være usikker på noget nu, burde det være mig. Det er dig der normalt flyver. Og du er god til det, du kan finde ud af det." og jeg stoler på dig. Hun sagde ikke det sidste højt, da han nok ville tabe hende ved et 'uheld' hvis hun sagde det.

[Ryonell Bornakore]

"Det ikke problemet!" Hvæste Ryonell, arrigt, på en måde der ikke passede til hvad hans stemme havde røbet ham som før, og han stirrede stadig ned mod regnskoven, som var den et mareridtsvæsen der lurede og ventede på at tage ham. Og fortære ham og flænse ham og gøre ting, der netop tilhørte mareridtene.

[Shinee]

Shinee sukkede og prøvede at gemme sig. Umuligt i hendes situation. Hun kiggede ned på regnskoven og lukkede øjnene. På en eller anden måde faldt hun i søvn.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fortsatte længe mens han stirrede ned mod mareridtet i stedet for fremad. Han var glad for at hun ikke var vågen, for sådan var det vel bedst. Til sidst måtte han endelig give op og lade sig synke ned mod trætoppene, fordi hans vinger var blevet for trætte til, at det var sikkert at være i luften. De ramte jorden blidt, og han lod Shinee falde blidt ned på jorden for ikke at vække hende og satte sig selv. Det var, som om han var kommet i helved. De store træer var så bekendte, som gamle venner, men også gamle venner, der havde vendt ham ryggen. Hvorfor havde de taget den vej?! Han var sikker på, at han ikke ville kunne falde i søvn. Og der tog han fejl, selvom han sov let og uroligt.

[Shinee]

Shinee vågnede med et sæt da det mørket allerede havde lagt sig igen. Hun vred sig og udnyttede sin evne med sit sværd, til at skære rebbene over. Hun strakte sig og sprang op. Betragtede Ryonell med et grin, som en puslen i kradtet bag ham stoppede. Hun rynkede en panden og stillede sig tættere på ham. En stor slange huggede ud fra mørket og hun spiddede den, lige uden for Ryonells øre.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell vågnede og for op, efter hende, fordi hun var det, han så først. Han væltede dem begge om på jorden, så han lå øverst, og stirrede på hende med sit ene, rovdyrgule øje, og mærkede igen den der ubehagelige følelse fra regnskoven. "Så du har ikke engang tænkt dig at give mig ordentlig nattesøvn?" spurgte han og forsøgte at lyde som sit normale jeg. Det lykkedes ikke.