a beer, a bed and goodnight //done

[Shinee]

Shinee betragtede ham fortsats med tænksomme øjne. Hun sagde ikke noget, men lod ham spise i fred. Hun lænede sig tilbage i sengen og flyttede blikket op i loftet. Hun vidste ikke om han hørte efter, hvad hun sagde, men hun kunne altid forsøge. Det var mærkligt, men hun havde følt det var det hun skulle gøre da hun var kravlet ned fra træet. Det hun skulle sige.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg forstår stadig ikke," sagde Ryonell lige så modstræbende som hver bid han tog af maden. Endnu to sejre. Til hende. Enten var hun god, eller også var han dårlig, og han vidste ikke hvilken en af de to muligheder der var værst. "Jeg har stadig min far, men jeg har aldrig åbnet op for nogen." Han så kun på maden og tog flere af de modstræbende bider.

[Shinee]

"Heller ikke jeg." mumlede Shinee tilbage. "Det er det, man siger venner er til for. Til at åbne sig op for." Hun rullede rundt så hun lå på maven og løftede sig op på albuerne. Hun kiggede tilbage på Ryonell og smilede et svagt, men ægte smil. Hun lagde sig ned igen og drejede sig, så hun fortsat kunne betragte ham.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg er ikke interesseret i venner," sagde Ryonell, endnu uden at se på andet end sin mad, og han holdt hårdere på sin mad, som om han ventede at afslaget ville få hende til at tage den fra ham. Lige nu var den første prioritet. Alt andet burde være ligemeget. Problemet var bare, at hun ikke var ligemeget, og han vidste ikke hvorfor.

[Shinee]

"Det troede jeg heller ikke jeg var." mumlede Shinee ned i sin dyne. Hun sukkede træt og kiggede så på ham igen. Hun lå bare og betragtede ham med trætte øjne. Hendes svage smil, forlod ikke hendes læber. Hun lukkede øjnene og tænkte sig om. Hun ville ikke falde i søvn og åbnede derfor øjnene igen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell slappede tydeligt af og fortsatte igen med at spise den dyrebare mad. Han ville stadig ikke gå uden sine ting, og en af hendes mænd var ved at hente dem. Det havde hun i hvert fald hævdet, men han var ikke sikker på, om hun talte sandt. Han så endelig over på hende, men hun skræmte ham, hvor mærkeligt det end var.

[Shinee]

"Hvorfor er du bange for mig?" spurgte hun grødet og satte sig op igen. Hun trak sine ben op under sig, og kiggede tilbage på ham. "Du behøver ikke frygte mig." mumlede hun så og kiggede ned på sine hænder. Det var jo hendes egen skyld, men hun ville gerne rette op på det

[Ryonell Bornakore]

Ryonell sendte hende et irriteret blik. "Jeg er ikke bange for dig," sagde han koldt og lagde tallerkenen ned. Den var tom, på trods af at han havde forsøgt at spise langsomt. "Hvornår får jeg mine ting?" fik han alligevel sig selv til at spørge, og han kunne have bandet. Han brød sig ikke længere om at snakke med hende.

[Shinee]

"Vent lidt..." Hun rejste sig og forsvandt ud af værelset. Kort efter vendte hun tilbage med hans ting som hun lagde på hans skød. Hun gik hen til sengen igen og faldt omkuld. "Farvel, du. Gå, forsvind... Jeg er ligeglad..." mumlede hun udmattet og sendte ham et sidste blik inden hun faldt i en urolig søvn.

[Ryonell Bornakore]

"Farvel til dig også, prinsesse," sagde han og forsøgte at finde vejen ud, men da han kom uset til porten skiftede han mening. Kunne han komme uset til udgangen, kunne han også komme uset andre steder hen. Gad vide hvilke skønheder, der befandt sig her? Han kunne ganske enkelt ikke dy sig for at kigge, og hans hovedpine blev glemt i begejstringen.

[Shinee]

Shinee sov fortsat. Hun lå helt stille mens en mærkelig drøm prydede hendes tanker.
Skibet gyngede og hun væltede omkuld. Bølgerne i vandet var høje og der var ikke andre på skibet end hende. Hun kiggede tilbage og så en by. En by... Vandets by. Hvorfor så hun den? Hvad var det der kredsede om denne by og dette land, i hendes underbevisthed?! hun vendte sig uroligt og krummede sig sammen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell bevægede sig forsigtigt gennem gangene, og hørte pludselig et arrigt råb fra et af rummene. Døren var lukket, men et eller andet sagde ham at det var stemmen fra den berygtede Vanyrimora. Hun råbte af en eller anden, og en hulken fortalte at det var en tjenestepige, der var synderen. Han endte med også at flygte, og da han stoppede op var hans hovedpine forsvundet som dug for solen. En tanke slog ned i ham, og han listede omkring og stjal et par ting fra køkkener og værksteder, og også fandt et smukt udsmykket sværd i et rum, som han var ret sikker på tilhørte kongen eller en høj embedsmand eller adelsmand. Han syntes det var smukkere og stærkere end hans eget og kunne ikke dy sig for at tage det med. Så listede han igen ind til Shinee, tog de fleste af hendes papirer, gik ind til hende og fandt et reb, han havde stjålet, frem. Han rørte ved hende med underligt blide hænder og da hun i drømmene lod til ikke at se hans berøringer på arme, hænder, ryg og ansigt som fjendtlige bandt han hende og kneplede hende. Han vidste ikke om han overordnede ville have ham til at dræbe hende, men i hvert fald kunne han fragte hende med. Hvis han gik gennem Solitopia ville det nok ikke være noget problem.

[Shinee]

Shinee åbnende øjnene langsomt. Hun vidste så snart, hun opdagede, at hun ikke kunne rører sig, at hun var en idiot. Hun fnøs og prøvede at komme fri. Hendes øjne var smalle af raseri og hun trak vejret dybt for at berolige sig. Vreden hamrede i hendes bryst og skygger bevægede sig rundt i værelset. Hendes sværd var ved at bryde ud igennem hendes håndled som en lang, smal klinge, men hun stoppede den med viljestyrke. Det ville ikke hjælpe hende selv.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg er altså ikke dårlig til at binde knuder, prinsesse," meddelte Ryonell og betragtede hende med ligegyldige, halvt lukkede øjne. "Drømte du godt? Det så ikke sådan ud. Forhåbentligt var det om hav og vand, for du kommer til at se meget af det snart." Han rejste sig, og et tykt reb viste sig at være viklet om hans håndled. Det var forbundet med det tynde reb, der var om hendes hænder, og han kom hen trak hende op med en brutalitet, han også havde vist, da ondskabsfuldheden tog overhånd, da de var i sengen på kroen. Han tjekkede hende for alle våben, hun kunne have, og han søgte grundigt, ligegyldigt hvilket sted det var, hvor der var mulighed for at skjule noget, men fandt intet. Derefter viklede han det tykke reb om hendes liv og holdte hendes mørke væk med sit eget mørke. Han havdeskam sørget for, at solen ikke fik overhånd og gjorde ham forsvarsløs overfor hende. Han tog fat om hende, og med et par kraftige vingeslag fløj de tværs gennem trukne gardiner og vinduet udtil. Hvis vagterne så noget, var det ligemeget, for han kunne klare at holde sig langt over deres buers rækkevidde.

[Shinee]

Shinee trak akavet på skulderne og himlede med øjnene. Hun vippede lidt med hovedet og bekæmpede stadig lysten til at hugge hovedet af ham. Men hun kunne i hvert fald... Hun bemærkede det lille stik af smerte da en af hendes pile brød igennem hendes skulder. Den skar kneblen over og forsvandt med det samme. "Puh.. Jeg er så glad for at kunne snakke igen. Og faktisk er jeg ikke overrasket over at hvor vi skal hen. Jeg drømte om det, forstår du. Men jeg vil også gøre dig opmærksom på at jeg ikke behøver at være bundet. Jeg stikker nemlig ikke af." sagde hun og hendes stemme var klar og frisk. Et smil lyste over hele hendes ansigt og skjulte fuldstændig den næsten sindsyge vrede, der rasede i hendes indre. Og en god halvdel af vreden var rettet mod hende selv.