|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 13, 2009 21:08:17 GMT 3
Ryonell vågnede og opdagede til sin irritation at han var faldet i søvn. Han satte sig op og forsøgte at finde ud af hvad klokken var, men hans indre ur 'var i stykker' og han kunne ikke se ud af vinduerne. Der var vidst vinduer, men det var ikke til at se noget. Eller også var det mørkt. Eller også var han mere syg end han troede. Hans hovedpine var ikke så slem, og han rejste sig og opdagede at han var sulten. Meget sulten. Hvornår var det han sidst havde spist?
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 13, 2009 21:16:58 GMT 3
Shinee havde siddet og stirret frem for sig i timer. Hun havde ikke selv bemærket det og stirrede så fremad, da solen viste tegn på at stå op. "Daggry." Hun rejste og klatrede langsomt ned fra træet. "Så du er vågen." Hun kiggede ned på Ryonell, fra vinduet hvor hun var kravlet ind. "Er du sulten? Skal jeg finde noget mad?" spurgte hun så og smilede svagt. Alt ved hende skreg træthed og hun sukkede. "Du kan stikke af når som helst. Men jeg ville hellere at du ikke gjorde det."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 13, 2009 21:26:35 GMT 3
"Jeg har stadig hovedpine," sagde han bare. "Det betyder at jeg stadig skal kede mig, hvis din kur da er rigtig. Det håber jeg, for jeg har aldrig kedet mig så meget. Hvorfor bekymre du dig om mig?" Han så opgivende på hende. Han følte igen sin stædighed over ikke at ville spise, men han var syg, afkræftet og træt, og han ville nok dø hvis han ikke spiste. Desuden gjorde hans mave ondt. Ikke sulten-ondt, men ondt. Det føltes ikke godt. Men hvad var der i vejen med at dø? Han havde ingen og intet. Men døden var ukendt og farlig. Og det ville gøre ondt hvis dette var hvordan det føltes når man var halvvejs i at dø.
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 13, 2009 21:33:28 GMT 3
"Fordi jeg føler et ansvar for hver person jeg skader. Jeg bryder mig ikke om vold i den forstand." sagde Shinee og smilede stadig svagt. "Det er mærkeligt, jeg ved det. Desuden har jeg intet imod dig. Jeg vil gerne være din ven." Hun trak på skulderne og rødmede let. Træthed påvirkede hende for meget...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 13, 2009 22:19:09 GMT 3
"Og hvorfor vil du gerne være min ven?" Ryonell var både bange, mistænksom og sur på hende. Hun løj! Hun var en løgner! Ingen ønskede ham som ven! Hvorfor skulle de? Han ville ikke have venner, venner var i vejen, og det var en ukendt del af de normales liv og en del han var glad for at være foruden. Hun mindede om sergenten, der havde kontrollen over ham og hans 'kammerater', ham som altid skulle blande sig og komme med 'opløftende bemærkninger'.
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 15, 2009 19:56:50 GMT 3
"Fordi...." Shinee blev højrød i hovedet og trak vejret dybt. "Jeg har intet imod dig. Som før sagt.... Men også fordi jeg ikke har nogen rigtige venner. Og jeg vil gerne have nogen venner. Og du er ikke som alle de tåber der er her i slottet. Heller ej, som nogen jeg nogensinde har mødt." sagde hun langsomt og trak så på skulderne.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 15, 2009 22:24:44 GMT 3
"Hvorfor ønsker du venner?" spurgte Ryonell, nu forvirret i stedet for bange. "Hvad vil du med venner?" Han havde ikke problemer med at bevæge sig i blandt folk og være en del del af samfundet, det var samfundet og folket, der havde problemer med ham. Og hvis folk ikke ville have noget med ham at gøre, hvorfor så forsøge at blive en del af massen? Kun få havde overskud til at være venlige mod ham, og han vidste ikke, at det var fordi, hans udstråling som mørkedæmon havde dårlig effekt på bøller, voldelige drukkenbolte og folk i det hele taget.
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 17, 2009 22:02:25 GMT 3
"Fordi venner er noget som en hver væsen bør have. Jeg følger bare min hjerne." og mit hjerte." hun trak igen på skulderne og hoppede ned fra vindues karmen. "Du er fri til at forlade slottet. Selv om det ville sårer mig." Hendes blik rettede sig mod hans ene øje og borede sig ind i det. Det var ikke koldt, men afventende og -etellerandetsted- bedende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 22:19:00 GMT 3
Ryonell stirrede koldt på hende. Hun skræmte ham nu mere end nogensinde. Hvorfor skulle han bruge venner? Hvad kunne venner? Intet! "Hvad kan venner gøre, som er så fantasisk?" Men han havde en ven. Eller, på en måde. Og han behøvede intet mere. Intet! Han opdagede pludselig at den eneste grund til, at han var der, var, at han var for sulten til at gå nogen steder, han var bange for at hun ville tage hans ting fra ham hvis han skred, og at hovedpinen bekymrede ham. Han så stædigt på hende, og nægtede at give efter for trangen til mad.
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 17, 2009 22:26:12 GMT 3
"Venner kan være der når man har brug for dem. Venner er noget, der er der hele livet. Venner hjælper en, støtter en og redder en. Ikke at jeg ville bede en ven ofre noget som helst for mig." Hun kiggede på ham. "Skal jeg hente noget mad til dig?" spurgte hun så og løftede spørgende et øjenbryn. Hendes blik havde dog ikke forandret sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 23:27:08 GMT 3
"Kun hvis du vil forklare mig hvad du mener," sagde han og følte sig besejret af hende og forrådt af sin egen mave for at hungre efter føde. Og han ville ikke indrømme sin uvidenhed, selvom han allerede havde gjort det. Han vidste, hvad venner var, og at folk havde drømme om, at de stod for ting, men han anede ikke hvorfor de hungrede efter andres selskab eller hvad det ellers var de skulle forestille at give.
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 17, 2009 23:51:55 GMT 3
"Jeg kan da prøve..." mumlede Shinee og forsvandt kort. Hun kom tilbage med en stor tallerken fyldt med mad og rakte den frem mod ham. Hun satte sig på sengen og lænede sig forover sine ben. Hun tænkte sig om og prøvede at forklare... Ikke at det lykkedes hende at skabe en hel sætning.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 23:56:52 GMT 3
Ryonell tog et par bider, og det var først da han mærkede maden i maven, at han vidste, hvor sulten han i virkelig havde været. Og det var meget værre end den smerte, han havde følt af ikke at have fået mad. Alligevel tvang han sig selv til ikke at spise hurtigt. Det ville føles svagt, og hun skulle ikke have flere sejre.
|
|
|
|
Post by Shinee on Apr 18, 2009 0:12:31 GMT 3
Shinee kiggede tankefulgt på Ryonell. "Har du nogensinde følt at der var en person, du bare gerne ville hjælpe... Som du virkelig gerne ville have til at være der og se, første gang du rammer pletskud. Når du har det rart og vil give det til andre." sagde hun så. "Det er lidt det samme som ens familie. Venner er bare nogen du betror de ting til, som du ikke kan sige til din familie."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 18, 2009 0:21:33 GMT 3
Ryonell trak på skulderne. Nej, ikke af hvad han huskede. Han voksede op et sted, hvor der ikke var andre mennesker eller menneskelignende væsner, hvis man så bort fra minotaurerne, og da han endelig kom til byen, var folk instinktivt fjendtlige over for ham og han far. Han havde ikke haft mennesker som venner... hvis han huskede rigtigt. De fleste mørkedæmoner levede på den måde, og hans familie havde den forskel at de havde kunnet holde ud at være sammen med hinanden. Det var tit mørkedæmoner ikke engang var sammen med deres familie. Og kvinderne kom normalt kun til ham af en enkelt grund.
|
|
[/URL]
