|
|
Post by Tharqi on Sept 15, 2009 22:18:06 GMT 3
Det tænkte hun lidt over og kiggede så på ham. "Du flygter fra døden. Du flygter fra livet. Så du løber frem mod ingenting. Håbet smider du væk med valget..." hun prøvede at få det til at passe sammen. Det var forvirrende. "En forbandelse.. kan brydes. Det siger de. Men tror du på det?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 15, 2009 22:24:01 GMT 3
"Du stempler mig for hurtigt som modløs. Uden mit håb var jeg aldrig kommet videre," svarede Movicth. "Jeg flygter fra Døden, jeg flygter for Livet. Min forbandelse går fra slægt til slægt, og den forfølger os, til vi alle er udryddet. Jeg har endnu ikke fundet en løsning, men jeg leder stadig."
|
|
|
|
Post by Tharqi on Sept 15, 2009 22:31:36 GMT 3
"Undskyld... Leder du alene?" Det ene ord, undskyld, gjorde det klart at hun undskyldte sin hurtige mening. Men hun var nysgerrig. "Har du børn?" det var et spørgsmål der kom ud af ingenting. Men alligevel. Han snakkede om sin slægt jo.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 15, 2009 22:36:40 GMT 3
"Hvis jeg ikke leder alene, bringer jeg andre i fare," sukkede Movicth. Det næste spørgsmål smilede han over. "Børn? Ikke rigtigt nej." Han kunne ikke forstille sig, at han kunne blive en god far. De ville være på farten hele tiden, uden en mor. Men det kendte han alt til selv.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Sept 16, 2009 19:42:44 GMT 3
"Hvis du ledede sammen med nogen, så kunne det være at det gik hurtigere. 2 er altid bedre end 1. Og hvis det var en der kunne lide dig og var din ven, ville han eller hun nok være ligeglade med faren." Hun smilede og trak på skulderne. "Børn dukker op her og der. Det kan være flinke..."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 17, 2009 18:33:20 GMT 3
"Hvis det var en, der holdt af mig, og blev min ven, hvordan kunne jeg så lade ham eller hende at følge med mig? Min krop er trænet til at være på farten hele tiden, jeg har trænet hele mit liv. Det er ikke noget man kan blive god til på en måned. De vil få mindre mad, mindre søvn, og hvis det er en, der skulle følge mig, kræver det en vis hurtighed eller vinger. De vil leve i evig frygt for døden. Det er ikke en måde at leve på, det kan jeg ikke unde nogen." Movicth rystede på hovedet, men smilede så. "Men hvad med dig? Hvad laver du i dit liv?"
|
|
|
|
Post by Tharqi on Sept 17, 2009 18:46:48 GMT 3
"Jeg forsøger at gøre op med en gammel ting. Du kan kalde det en forbandelse, hvis du vil. Det er dem der dræber os. Og hvorfor gør de det? fordi de vil have spænding. Men hvorfor skal vi dø på grund af dem.." Hun smilede og trak på skulderne. "Jeg spilder mit liv, siger de. Hvorfor det?... Jeg ville desuden, uden tvivl ofre det der skulle ofres for at være sammen med en ven. Jeg ville ikke frygte døden, men din død. Det er sådan noget venner gør. Stoler på hinanden, ikk? og acceptere hinandens valg."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 19, 2009 19:59:40 GMT 3
"Wow, wow, jeg kan ikke følge med i dine tanker," lo Movicth. "Hvem er 'de'?" Han tænkte lidt over hendes ord om venner. "Jo, venner ofre sig nok for hinanden. Og acceptere hinanden. Hvis man er parat til at dø for en anden." Han lagde hovedet på skrå. "Det er en smuk tankegang," afgjorde han til sidst, både med hende og sig selv.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Sept 19, 2009 23:54:27 GMT 3
Hun smilede og nikkede. "Det er dejligt. Tænk hvis nogen altid er villig til at ofre alt?" Hun trak på skulderne. "'De' er dem der jager os. De tror at vi alle er menneskeædere og dræber alt og alle. Det gør vi slet ikke." mumlede hun og rynkede panden. "De vil slå os ihjel. Og så er der dem der er som os og gør det mod os."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 20, 2009 23:32:36 GMT 3
Movicth kunne stadig ikke bedømme, hvem hun talte om. Mennesker? Uhyrer? "Undskyld, jeg er ikke helt med," indrømmede han modvilligt og så smilende på hende, satte tempoet op rent instinktivt, uden selv at ligge mærke til det.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Sept 20, 2009 23:56:53 GMT 3
"Vi er varulve. Forbandede os. Det er os, de hader. Menneskerne, væsnerne, de fleste." Hun krympede sig ubemærkeligt og blev til den snehvide ulv. Hun løb på lette poter og fulgte med.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 21, 2009 14:19:02 GMT 3
Movicth nikkede, nu med igen. "Mennesker har mange fordomme," indrømmede han. "De er ikke rene væsener, men hvem er også det?" Han så mod den hvide ulv, der løb ved siden af ham med blikket rettet lige ud. Han havde ikke mere at sige.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 21, 2009 14:23:55 GMT 3
"De færreste." mumlede hun og strakte sin krop, mens hun løb. Poterne lavede næsten ingen lyd og hun kiggede rundt, mere sløvt end opmærksomt. I et kort sekund havde hun været til stede, rigtigt til stede, men igen var hun nu fraværende, intet sigende og mystisk.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 21, 2009 14:26:35 GMT 3
Movicth tænkte lidt over hendes svar. Han havde aldrig mødt en helt igennem renhjertet person, ikke mærket den uskyldighed, som han aldrig havde kunnet finde i sig selv. Han så lige ud igen, væk fra den fjerne varulv. "Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen," smilede han.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Sept 21, 2009 14:31:29 GMT 3
"Heller ikke jeg." svarede hun og gryntede. Slog med hovedet og hoppede over en busk. Tavsheden dalede ned over dem og hun kiggede kort på ham. Men hun havde intet at sige. Da tavsheden blev trykkende brød hun den med et irrelevant spørgsmål; "har du slet ikke nogen bestemt retning du følger lige nu?"
|
|
