Invitation

[Sillena af Mithri]

Hiion nikkede ivrigt. "Sværdet er et fantastisk våben," svarede han, tilsyneladende uden at bemærke den lettere nedladende tone Eremi brugte. Sillena sukkede, og overvejede at starte en samtale med Jiane. "Hvad skal tiden så gå med imorgen, når I vender hjem?" Spurgte hun smilende.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi flyttede ikke blikket fra manden, og ignorede de andre på en måde som kun han var i stand til, at give folk mere end blot evnen til selv at føle at blive overset. Han sendte det i hovedet af dem, og Jiane så væk. "Våben er, så vidt jeg er bekendt, kun et redskab til at få andre slået i småstykker." Tonen i hans stemme var stadig nedladende.

[Sillena af Mithri]

Hiion smilede. "Nej, uden våben kan man jo ikke forsvare sig!" Protesterede han. Sillena syntes ikke, at Eremis pludselig endnu koldere facade var et godt tegn. Han brød sig ikke om våben, og måske var det ikke lige hendes mand han skulle diskutere den slags med. Det var en håbløs diskussion.

[Eremi af Kuriqer]

"Ord har mere magt end De ser ud til at tro." Det lå noget foruroligende i ordet De, men man kunne ikke mærke noget præcist i det, andet end kulde. Hans ansigt var følelsesløst som en statue. "Men jeg kan vel ikke snakke sådan noget med en barbar der mener at blod er den eneste måde at få løst virkelige problemer er med et sving fra en metalstang."

[Sillena af Mithri]

Hiion sad tavst et stykke tid. "Jeg ønsker ikke, at gemme mig bag en bog. Jeg vil være med til at hjælpe de, der bliver plyndret. Hvis man kæmper for den rette sag, og står fast ved det, kan det være lige så godt som noget ord," lød hans forsvar. Sillena rømmede sig.
"Eremi? Kan jeg tale med Dem under fire øjne, lige hurtigt?" Spurgte hun fast.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi lod til at ignorere hende igen, og stirrede fast på Hiion. "Men du hugger stadig folk i småstykker som en primitiv abe. Plyndring kommer kun, fordi nogen ejer så lidt at de ser sig tvunget til at få penge på den måde." Og det derefter udvikle sig til noget nogen gjorde for sjov. "Men du må have mig undskyldt," sagde han og rejste sig, og på en eller anden måde fik trukket sofabordet en halv meter foran sig med op med sit ben, så alt væsken på bordet røg over i Hiions skød, "Sillena lader til at ville tale med mig." Han vendte rundt og skred ud af rummet, og Jiane var halvvejs lettet mens hun begyndte at undskylde til Hiion. I det mindste havde han ikke slået nogen denne gang.

[Sillena af Mithri]

"Alt forladt," brummede Hiion vredt, og gik op af trapperne for at skifte tøj.
Sillena lukkede roligt døren ind til stuen, og vendte sig mod Eremi i den halvmørke gang. "Jeg vil bede dig være lidt mere høflig under dette tag. Tror du, du kan klare det?" Hendes tonefald var skarpt og fast, og hun var gået over i uhøflig tale helt bevidst. Dog var hun ikke sur på ham.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg kan ikke lide din mand," sagde Eremi blot uden at hans ansigt bevægede sig unødvendigt. Intet smil, han blinkede endda næsten heller ikke. "Så har vi vel ikke mere at snakke om?" Han ventede i det mindste. Imens var Jiane inde i stuen helt alene og følte sig meget pinligt berørt. Hiion virkede, for hende, som en høflig mand, men han havde ting i sig der ikke gik godt sammen med hendes mand.

[Sillena af Mithri]

Sillenas øjne fangede det sorte gulv med et svagt suk, før hun lod det flakke på Eremi igen. "Eremi, dette er ikke en regnskov. Jeg ved ikke, om de adeliges grænse holder til, at du vælter et bord udover min mand. Jeg ved ikke, hvor uhøflig man har lov til at være i de uskrevne regler, det er bare noget man bliver nødt til at gætte sig til, men til gengæld ved jeg, at jeg kan smide dig ud fra den her grund, når du træder over min grænse, og det er tæt på. Nu har vi ikke mere at snakke om." Hun tog i dørhåndtaget ind til stuen.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg kan informere dig om at jeg ikke rørte det bord. Det hoppede op af sig selv." Der var noget bydende i hans neutrale stemme, der næsten fik en til at tro det, eller i hvert fald ønske at tro det. Han gik ind efter Sillena og satte sig igen ved siden af Jiane, der blot sendte ham et tavst blik. Han så ikke ud til at være rørt af Sillenas ord. Ikke det mindste.

[Sillena af Mithri]

Sillena satte sig i sofaen, kort efter at Hiion kom ned med rent tøj på. Han smilede, men det var ikke virkelig oprigtigt, da han satte sig ned. Sillena ledte efter noget at sige. "Måske burde vi gå i seng," forslog hun til sidst i et let tonefald, med et kort smil.

[Eremi af Kuriqer]

"Ja, det er nok bedst," mumlede Jiane og tog ikke blikket fra Eremi et øjeblik. "Bare vis os hvor vi skal sove, så skal det vi nok gå i seng." Hun rejste sig og lagde en hånd på Eremis skulder, men hendes mand var ikke villig til at sove. Han var ikke træt, og han betragtede bare Jiane et øjeblik inden han så væk. "Eremi har ikke lyst til at sove," mumlede hun, som om hun var blevet hans mund.

[Sillena af Mithri]

Hiion så irriteret på Eremi. "Det er jeg heller ikke," sagde han i et meget ildevarslende høfligt tonefald.
Sillena rejste sig. "Jiane, er du træt?" Hun ville gerne sove nu, så kunne de lade mændende diskutere videre.

[Eremi af Kuriqer]

"Nej, jeg tror jeg kan blive oppe," svarede Jiane, men hende blik flakkede. Hun var træt, men hun kunne ikke lade Eremi være alene i det humør. Også selvom hun ikke kunne stoppe ham, kunne hun i det mindste sige undskyld.
"Bare gå, Jiane. Jeg ved, du er træt." Det var første gang Eremi sagde noget der virkede omsorgsfuldt, og der var en lidt anden tone i hans stemme end når han snakkede normalt.

[Sillena af Mithri]

Hiion lagde armene over kors, og så ned på sine fødder med et tvært og beslutsomt udtryk i øjnene. Sillena så over på Jiane, for at se, om kvinden havde tænkt sig at sove, eller om hun kom til at hænge her lidt endnu. For tredje gang undertrykte hun et lavmælt gab, og sendte kvinden et spørgende blik.