Invitation

[Sillena af Mithri]

Sillena sukkede, da hun kiggede ud på regnen, der silede ned udenfor. Det var uden tvivl godt for græs og urtehaver, men det var ikke det mest spændende vejr. Hendes børn var ved at blive rastløse, af at sidde indespærret indenfor, og mod sin vilje havde hun bedt barnepigen om, at holde dem i nærheden af børneværelserne, da hun på ingen måde ville have dem ind på livet af de nye naboer, før hun kendte dem bedre. Det var Jianes mand der skulle komme på besøg, efter en invitation fra hende, for høflighedens skyld. Hun forsøgte naturligvis at være positiv, men faktisk gad hun ikke modtage gæster idag. Lysten var der bare ikke. Som altid var det lykkedes hendes mand at sno sig udenom, hvilket hun forstod, men som hun også misundte ham for. Man skulle - næsten - have været ridder.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi red afsted med konen ved sin side i en vogn som hun selv styrede, og børnene sad bagpå og var tavse. De var opdraget til det, og selvom turen for dem var alt for lang, så havde de alligevel ikke sagt et ord om det eller noget andet. Kun deres forældre havde sagt en smule, og Szumain havde tilbragt noget tid foran sin fars hest, indtil armen igen protesterede. Men de var alle tørre da de kom ind igennem porten og nogle folk kom og tog hestene. Det gode ved mørke skyer var jo netop mørke. Eremi så nogle midanerslaver og rynkede på næsen inden han steg af hesten og hjalp sin kone ned.

[Sillena af Mithri]

Sillena kunne høre nogle ude foran huset, og løftede op i skørterne på vej ned af trappen, i den elskede, sandfarvede kjole, der var et eller andet gyldent over. Hun åbnede den store dør, der svingede udad, så hun kunne stå i dørtærsklen og vinke, med et smil om læberne. Hendes smil blev mere ægte, da hun fik øje på børnene, og hun tog mand og kone i nærmere øjesyn, lettere diskret. "Velkommen til Mithrisletten, kære naboer!" Sagde hun i et hjerteligt tonefald. "Det var herligt, at I kunne komme."

[Eremi af Kuriqer]

"Åh, hej, kære Sillena," sagde Jiane, mens Eremi bare nikkede til hende og hjalp børnene ned inden han igen så over på midanerne og rynkede på næsen igen. "Jeg undskylder for min mand. Han har problemer med sin kæbe igen, så han siger nok ikke så meget." Eremis mundvige gik let opad da han så på sin kone, og han trak hende kærligt ind til sig mens de gik indenfor og han ikke længere så på midanerne. Han elskede en kone der var fuld af gode undskyldninger. Børnene kom velopdragent gående bag dem med hianden i hænderne.

[Sillena af Mithri]

"Det er helt i orden," forsikrede Sillena, da hun lukkede døren bag dem. "Jeg tror snart, maden er klar, men indtil da, kan vi vel sætte os ind i stuen." Med en bydende bevægelse førte hun gæsterne ind i stuen. Hun så på børnene. Faktisk havde hun ikke været klar over, at parret havde børn, men det forandrede jo sagen helt, med hensyn til hendes egne. "Jeg kan gå op og hente mine børn, så de ikke skal gabe over voksensnak alle sammen," tilbød hun smilende. Hun gik op af trappen, og ind i det værelse, hun vidste børnene var i. "Kom og hils på gæsterne, unger," smilede hun. Hun greb Sionyiis hånd, og lod de to drenge gå forrest ned i stuen igen.
"Jeg hedder Delaq," fortalte den ældste brunhårede friskt, men høfligt, og forsøgte at lade være med at stirre ivrigt på de fremmede børn, der var på besøg.
"Roux," skyndte en lyshåret at sige, for at følge sin storebror, og smilede. Sionyii sagde intet, men stirrede blot med store øjne på forsamlingen.
"Og hvad hedder du, min pige?" Spurgte Sillena opmuntrende. Men Sionyii nægtede tilsyneladende at sige noget, med sit generte væsen. "Sionyii," svarede Sillena muntert for hende, og gjorde en gestus mod sofaen, som tegn på, at gæsterne bare kunne slå sig ned.

[Eremi af Kuriqer]

Jiane gik direkte hen til Sionyii, trak hende op på hoften og smilede til hende. "Jeg er da ikke et stort farligt monster der kommer for at spise dit navn, vel?" sagde hun og smilede til pigen, mens hun kørte hånden gennem hendes hår. "Men du har da godt nok noget fint hår."
De to børn så afventende på deres far, inden pigen gik frem og rakte hånden frem mod den af drengene hun mente var ældst. "Mit navn er Levinde," fortalte hun, mens hendes mindre bror også gik frem og rakte sin hånd frem.
Eremi så sig bare om i rummet, masserede kæben lidt og så på Sillena. "Hvor meget er huset værd?" spurgte han kort med en stemme, der var mere venlig end uvenlig, og han rykkede vanemæssigt på sine briller.

[Sillena af Mithri]

"Meget, skulle jeg mene," svarede Sillena høfligt, selvom det ikke var et emne, hun havde så forfærdelig stor viden om. "Omkring tretusinde guldmønter, eller noget i den dur. Men..." tilføjede hun lidt skarpere. "...Gården er ikke til salg."
Sionyii så først lidt skræmt på Jiane, men nikkede så forsigtigt, uden egentlig og tø op. Delaq og Roux virkede ellers meget ivrige efter at møde nogle, og Delaq trykkede venligt Levindes hånd, og bagefter den yngre brors. Roux trykkede deres hænder bagefter.

[Eremi af Kuriqer]

"Vil du gerne ned til dine brødre nu?" spurgte Jiane så Sionyii, men hendes opmærksomhed lå på hendes mand. Han fortsatte med at betragte rummet og nikkede så.
"Fint hus. Men jeg forventede ikke andet. Hvad med slaverne? Hvordan har det det?" Han gned igen sin kæbe, som om den rent faktisk gjorde ondt. Lige nu havde den det fint, men bevægelsen var helt naturlig for ham. Han gjorde den flere gange om dagen. Imens faldt hans mørke øjne på Sillenas, eller, det ene af dem. Han vidste ikke om hun havde set glasøjet, og valgte ikke at nævne det.

[Sillena af Mithri]

Sionyii nikkede, denne gang ikke helt stum. "Ja," hviskede hun, som et svagt kvæk, man næsten ikke kunne høre. Helt ærligt, hun var bare ikke god til fremmede.
Sillenas stemme blev en anelse skarp. "Ja, slaverne har det fint. Jeg har smidt pisken ud, hvis det er det, De tænker på." Hun rankede sig kort, som tog hun det som en personlig fornærmelse, at blive udspurgt på den måde. For guds skyld, det var ikke en retssal det her!

[Eremi af Kuriqer]

Jiane smilede til den lille pige og lod hende glide ned på gulvet. "Eremi," sagde hun kærligt, og mørkedæmonen kiggede over mod hende. "Vi er her ikke i anledning af forretninger." Hendes stemme var mere streng nu. "Du bliver nødt til at opføre dig pænt." Eremi betragtede sin kone lidt og nikkede med en mine der fik ham til at ligne en retarderet. Jiane vidste hvad han havde gang i og kommenterede det ikke.

[Sillena af Mithri]

Sillena smilede til Jiane. Måske var hun ikke lige frem en grib. Det var utroligt, som folk kunne fordreje sine rygter, så de passede til noget mere spændende. En tjenestepige kom forsigtigt ind i stuen. "Der er mad, frue."
"Åh tak, Nia. Vi kommer nu." Sillena sendte pigen et smil, og hun gik ud fra stuen igen. Sillena fik fat i alle børnene, og tog Sionyiis hånd, da pigen rakte ud efter den. "Så lad os komme til bords," meddelte hun, og gik ind i en stor spisestue, der kunne huse mange gæster, selvom alle stolene sjældent var i brug. Hun ventede, til gæsterne havde taget plads, hvorefter hendes børn og hende selv tog plads. Et overdådigt måltid blev bragt ind. Sillena vidste, at kokken anstrengte sig for at lave god mad, fordi at hun jævnligt fik besøg fra sin frue, for at føre en måske lidt meningløs, venlig samtale om, hvordan det gik med arbejdet. Emeri vidste hun ikke, hvad hun skulle synes om. Han var svær at forstå. Men hun håbede ikke, han var en så hård forretningsmand, som han lod som, for ellers kunne det se ud som, hun kom til at afvise ham mange gange, med hensyn til Mithrislettens område.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi kom ind og så måltidet, og vekslede blikke med sin kone. Maden var svær at tygge, og det var ikke godt når kæben gjorde ondt. "Igen må jeg undskylde for min mand, hvis han ikke spiser meget," sagde Jiane da hun satte sig, og smilede venligt. Eremi lukkede øjnene et øjeblik inden han også, i en glidende bevægelse, satte sig på en plads. Deres børn fulgte tavse med, mens de kigge på de fremmede børn med stor interesse.

[Sillena af Mithri]

"Naturligvis. Ellers kan jeg nok godt få fat i noget suppe," svarede Sillena venligt. Hun havde med vilje fået sat Sionyii ved siden af sig, da pigen så en anelse usikker ud, men hun ville blive en smule modigere, når hun lige var tøet lidt op. Sillena gav hjælpsomt sin datter en portion mad på tallerkenen, og sikrede sig, at alle havde taget, før hun selv tog. "Min mand er desværre ikke hjemme idag, men I møder ham nok på et tidspunkt," undskyldte hun.

[Eremi af Kuriqer]

Jiane smilede. "Det gør ikke noget. Jeg forstår." Hun vidste, hvad folk sagde om hende, fordi hun havde taget sin mands ry på sig. Sillena kunne ikke undgå at få det at vide, hvis hun havde været ved hoffet. Imens nikkede Eremi bare kort. Szumain satte sig ved hans side og trak ham let i ærmet, og hviskede noget til sin far, som mørkedæmonen nikkede til. Drengen sprang ned på gulvet igen og satte sig på den frie stol ved Sionyiis anden side, og han kiggede på hende i smug. De var ca. samme alder, så han ville hellere være sammen med hende end hendes brødre.

[Sillena af Mithri]

Sionyii kiggede tøvende på Szumain, med store øjne, som overvejede hun, om hun skulle sige noget. Hun var lige på nippet til det, men lukkede så munden igen, og spiste stilfærdigt. Sillena betragtede først Eremi, så Jiane. Det kunne meget vel tænkes, at hun ville tage Jianes parti ved hoffet, når kvinden var væk, og sladderen igen gik om det underlige par, der havde overtaget stakkels Albardores jord. "Vi glæderr os til at se dig ved hoffet," sagde hun, for at få samtalen igang. Altid hoffet. Eller noget om syning, børn, teselskaber. Sladder var det største, det bedste emne blandt de adelige, men Sillena havde forlængst opgivet på den front. Hun var elendig til det.