Invitation

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg tænker, jo tidligere, jo bedre. Så kan det være de bliver meget gode til det. Det ligesom med sang, eller med et musikinstrument. Jo før man begynder at synge eller spille det, jo længere i livet kommer man med det." Jiane betragtede fortsat Eremi, der sad passivt og ventede på den fortsatte samtale. Han foretrak at lytte. Hun vidste, han var uenig, så han behøvede ikke at nævne det.

[Sillena af Mithri]

"Det kan godt være rigtigt, men jeg husker i hvert fald fra min barndom, at det var stressende med alt det man skulle lære så tidligt. Måske vil de være lidt bagud, men jeg ved i hvert fald, at de kan overkomme det hele," svarede Sillena smilende, og så over på Eremi. "Hvad mener De?" Han brød sig nok ikke om ate spurgt, men mon ikke han overlevede.

[Eremi af Kuriqer]

En trækning gik over stenansigtets læber inden det vækkedes til live og svarede. Det var hans måde at vise utilfredsheden ved at blive trukket ind i det. "Jeg mener, at børnene skal finde et andet tidsfordriv en at lære at slå på hinanden med våben." Hans mening og kamp og krig. Han havde aldrig været den store kæmper, selvom han kunne forsvare sig.

[Sillena af Mithri]

Sillena vidste ikke, om hun var uenig. Det var jo ikke ufatteligt pædagogisk at lære sine børn at slå på andre, men på den anden side ville hun ikke se sine børn dø, af den enkle grund, at de ikke havde lært selvforsvar. Der var både ulemper og fordele. "Det var jo ikke meget I fik set af vores område i det mørke," smilede hun.

[Eremi af Kuriqer]

"Det jeg så var meget hyggeligt," sagde Jiane konverserende og så over på sin mand, der ikke overraskende forholdt sig tavs. Han havde set det hele, på grund af sin evne til at se i mørke, og hvad han havde set, var rigt. Han vidste ikke, hvad ham mente om dette. At skildre med sin rigdom var ikke noget for ham.

[Sillena af Mithri]

"Tak," lo Sillena og lænede sig tilbage i sofaen. "Kunne I ikke tænke jer noget at drikke?" Hun så rundt på dem begge, betragtede dem lidt, lettere diskret, for ikke at virke uhøflig. Hun var ikke træt af selskab, hun følte sig blot lidt træt, og undertrykte et gab. Det var adelsfolk sjovt nok forbløffende gode til.

[Eremi af Kuriqer]

"Nej tak," sagde Jiane mens Eremi blot rystede let på hovedet. Ingen af dem lod til at være tørstig, og Jiane smilede let til sin mand. Hun elskede ham, og selvom hun ikke kunne se det på ham og han ikke nævnte noget, var hun næsten sikker på, at han elskede hende. I hvert fald forstod han hende, som ingen anden havde gjort det før. Hendes mand reagerede ikke på hendes smil.

[Sillena af Mithri]

Sillena forsøgte at få en samtale op at køre nogle gange, hvor hun måtte opgive, og finde et nyt emne efter små, korte bemærkninger. Tiden skred frem, da et lavt smæk med en dør bevidnede, at hendes mand var kommet hjem. Hun rejste sig med et smil til naboparret, og gik ud i gangen, for at byde ham velkommen. Lidt efter gik de sammen ind i stuen igen, og han rakte hånden frem til de fremmede gæster. "Hiion," præsenterede han sig selv med et bredt smil.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi så bare på manden og rakte tavst hånden frem mod manden, mens Jiane i det mindste besvarede smilet og fortalte sit navn. Mørkedæmonen kunne ikke lide noget ved denne mand, og det var sikkert den udadvendte facon med det brede smil. Hans tavshed og det tilsyneladende manglende følelsesmæssige nærvær til omverdenen kunne give en følelsen af at han faktisk var mentalt syg.

[Sillena af Mithri]

Hiion satte sig ved siden af Sillena i sofaen, og lænede sig tilbage. Sillena lod opgaven at føre en samtale gå videre til hendes mand, hvilket han tilsyneladende ingen problemer havde med. "Kan I lide stedet?" Spurgte han smilende, og kiggede fra Jiane til manden, der ikke havde gidet at sige sit navn. Måske en dårlig dag? Sillena vidste bedre.

[Eremi af Kuriqer]

"Ja, meget," svarede Jiane og smilede stadig, mens hun skævede nervøst til sin mand. Hun vidste hvordan han kunne være, og hun kunne... Ja, ikke se på ham, men fornemmelsen omkring han var ændret. Han sad en smule mere stift end før med blikket rettet mod Hiion. "Hvad lavede De siden De ikke var hjemme?"

[Sillena af Mithri]

Hiion smilede venligt til Jiane, med et hastigt blik på den anden, der virkede som om, han trak sig længere og længere tilbage. Han sukkede. "Jeg måtte i ærinde for kongen, om at få fjernet nogle landevejsrøvere, der blev ved med at plyndre folk på vejene." Han lo kort. "Det trak ud, men vi fik dem." Sillena lyttede opmærksomt, men havde endnu ikke noget at byde ind med.

[Eremi af Kuriqer]

"Spændende," sagde Jiane og vidste, at hun var nødt til at skifte emne inden Eremi følte sig provokeret til at sige et eller andet. Hans evner lå i ordene, og han kunne smælde værre end en pisk over hovedet på en mand. Og Hiion lignede et nemt offer. "Kunne I..." Hun fortrød. "Jeg tror, Szumain ville være interesseret i at lære sværdene." Eremi sagde ikke noget, men hun vidste at hans indesluttede vrede fordelte sig. Han rettede blikket mod hende, meget langsomt.

[Sillena af Mithri]

Hiion nikkede. "Bestemt, bestemt! Det kan vi sagtens ordne," smilede han. Sillena lænede sig tilbage i sofaen, med en pludselig trang til at gå op at sove, og igen måtte hun undertrykke et gab.
"Børnene er velkomne til at komme herover så tit de vil. Jeg tror vores har savnet nogle legekammerater," indskød hun med et helt oprigtigt smil. Hun befandt sig i bedre selskab, end hun nogensinde havde regnet naboerne for.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi rettede igen blikket mod Hiion, og en muskel i hans kæbe arbejdede på højtryk. Det var den eneste bevægelse i hans ansigt, og det mørke øje der ikke var af glas begyndte langsomt at gløde af en følelse, der tydeligvis var i familie med vrede. Jiane åbnede munden, men Eremi kom først, selvom ingen så hans læber bevæge sig før de hørte ordene. "Kan du lide sværd?" spurgte han, og det virkede næsten som om han talte til et barn.