Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 20, 2009 14:39:56 GMT 3
Zar løb lynhurtigt mindst 80 meter væk. Så. Nu kan hun gå. "Nu kan du gå" sagde Zar bedrøvet. Han var så forbandet sulten. Hans mave knurrede men han prøvede at ignorere det. "GÅ NU FOR HELVEDÈ!" råbte han. Han kunne mærke hvordan han var ved at skifte mening, med hensyn til at lade hende slippe. Hun måtte gå inden han begyndte at løbe tilbage mod hende.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 20, 2009 17:37:35 GMT 3
Tophaf blev skræmt af hans råb og var lige ved at blive oppe i træet, men hendes instinkter rådede hende til noget andet, og hun lod sig lynhurtigt kurre ned af stammen til hun ramte jorden, og derefter løb hun så med samme fart væk fra ham. Hun havde altid været hurtig som en kat, og selvom skoven var hende og hendes fødders værste fjende, kom hun alligevel hurtigt væk.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 20, 2009 17:48:56 GMT 3
Zar kiggede efter hende. Han var irriteret på sig selv. Hvorfor kunne han ikke færdes nogen som helst væsner uden at skulle dræbe dem. Han slog knytnæven hårdt ind i en træstamme og bandede højt.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 20, 2009 20:10:04 GMT 3
Tophaf fortsatte med at løbe indtil hun trådte op i en spids gren, og mens hun tørrede øjnene humpede hun over til et træ og satte sig på jorden ved stammen. Hun kiggede på såret hun havde fået og langsomt og forsigtigt trak hun det ud af sin fod. Det gjorde jo selvfølgelig ondt, og hun ville sikkert blive syg, men hun skulle nok finde ud af det.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 20, 2009 21:11:52 GMT 3
Zar kiggede stadig på hende, og kunne se hun tog et eller andet ud. Hvad lavede hun? Han troede hun ville løbe væk fra ham. Hun sad ned og trak noget ud af sin fod. Han gik forsigtigt langsomt tættere på. Eller det vil sige hvad han ser som langsomt. Nu var kan kun nogle meter fra hende. Han kiggede forsigtigt på hende. "Undskyld, men skal du have hjælp til noget?" Han sørgede omhyggeligt for at være i afstand til hende, så hun ikke blev bange igen.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 21, 2009 11:40:03 GMT 3
Tophaf fór sammen da han kontaktede hende og kiggede på ham med de endnu meget store, smukke og forskræmte øjne, og rystede så på hovedet. Nej, hun skulle ikke have hjælp. Han skulle i hvert fald ikke hjælpe hende, det ville hun ikke have. Han var stadig meget farlig. Hun rejste sig igen og humpede videre, og på en eller anden måde lykkede det hende at komme næsten lige så hurtigt afsted som før.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 21, 2009 13:21:57 GMT 3
"Ej.. jeg ved godt jeg var ret underlig og led lige før. Men det mindste jeg kan gøre nu til gengæld er da at hjælpe dig.." Zar var havnet i en situation han kun kendte alt for godt. Hver gang han havde prøvet at dræbe én og var havde skiftet mening, prøvede han at snakke med personen. De flygtede selvfølgelig alle sammen. Hvem ville være ven med en morder? Zar sukkede og kiggede ned i jorden. Han var forfærdeligt ked af det alt sammen. Men han skulle jo også leve... ikke? Hun humpede af sted igen. Hun var godt nok stædig med at slippe af med ham..
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 21, 2009 14:15:28 GMT 3
Tophaf fortsatte bare uden at se på ham, også selvom jord og visne blade var i gang med at forpeste hendes sår. Hun ville langt væk, og hun var på vej langt væk, og hun kæmpede for det, selvom det gjorde ondt i foden. Han skræmte hende, men for hende var han ligesom alle andre menneskelignende folk som skræmte hende. Han var ikke så speciel...
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 21, 2009 17:04:35 GMT 3
Zar fulgte med lethed efter hende. Han gik roligt ved siden ad hende, imens det så ud som om hun havde store kvaler ved bare at løfte benene. Han fløjtede en melodi han havde hørt engang for lang tid siden. Han smilede. Han troede vist nok de. havde været fra en vuggevise. Måske havde hans mor sunget den for ham engang, da han var lille? Uanset hvad ville han aldrig få svaret på det. Han rynkede brynene, og gik lidt hurtigere. Han satte dog hurtigt farten ned da han så at hun bare prøvede at gå endnu hurtigere for at slippe af med ham, og skadede sig selv endnu mere ved at prøve at gå så hurtigt. Han havde jo skadet hende nok nu. Nu behøvede hun jo heller ikke skade sig selv, på grund af ham...
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 21, 2009 20:07:19 GMT 3
Tophaf fór endnu afsted og var begyndt at få tåre i øjnene igen da han forfulgte hende, som om han endnu var uden efter hende. Hun var bange, altid bange, og ville bare have ham til at holde sig væk. Langt væk. Hun gik ned på alle fire, og på trods af at han allerede var faldet bagud, løb hun nu afsted igen, endnu hurtigere end før. På trods af benet.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 22, 2009 19:39:07 GMT 3
Zar sukkede irriteret. Han blev altså ved med at følge efter hende, indtil hun accepterede ham. Nu gad han ikke mere pjat. På tre lange spring, var han henne ved hende igen. "Hva så? Hvordan går det?" spurgte han, for ikke at virke for skræmmende. Måske gjorde det ham bare endnu mere skræmmende, ved at tale til hende.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 24, 2009 14:04:12 GMT 3
Tophaf stoppede op og stirrede på ham, endnu med tårer i øjnene, og løb så en anden vej, ud til højre, igen med høj fart. Hvorfor gik han ikke bare? Han var hurtigere end hende, han var stærkere end hende, og han synes åbenbart ikke at hun skulle slippe. Hun var stadig så forfærdeligt bange for ham. Og alle andre, for den sags skyld.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 24, 2009 16:51:58 GMT 3
"ARRRGH!" Zar var ved at eksplodere af raseri. Nu måtte det altså være nok! Kunne han ikke bare få lov til at sige undskyld og så var det det?! Han sprang hastigt over til hende igen, og fulgte hende, med lethed, halvløbende. "Du må altså meget meget undskyld min opførsel, det er bare når jeg bliver sulten, så bliver jeg så... ja jeg kan ikke selv gøre for det. Undskyld! Undskyld! Undskyld!" Zar lød som et lille barn der lige havde væltet en dyr vase, og prøvede at undskylde det.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 24, 2009 22:32:29 GMT 3
"Gå væk, går væk, GÅ VÆK!" råbte Tophaf tilbage og skiftede retning igen, tilbage i den retning hun havde taget først. Hvorfor kunne han ikke bare GÅ VÆK?! Hun fortsatte frem i fuld fart, og skiftede retning igen inden han nåede op til hende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 2, 2009 12:17:55 GMT 3
Zar kiggede efter hende og sukkede. Nu havde han prøvet at undskylde. Det var ikke hans skyld at hun ikke ville tage imod den. Så gik han i modsatte retning, og bandede lavmælt.
|
|
