|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 19:39:22 GMT 3
Tophaf var kommet helt op i toppen af det andet træ og så bare på ham. I det mindste var han ikke tæt på nu. Så behøvede hun ikke løbe igen. Hun så bare på ham med sine smukker øjne og var meget forskræmt, kunne man tydeligt se. Hun turde ikke svare ham. Han var stadig en trussel, og hun ville ikke blive distraheret ved at forsøge at tale. Desuden var hun ikke sikker på hvad svaret på spørgsmålet var.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 19, 2009 19:41:54 GMT 3
Zar satte sig ned. En lille smule anspændt på grund af in blodtørst. Han ventede på hun skulle gøre noget. Sige noget. Et eller andet. Han kiggede tilbage på hende. Hun var godt nok underlig. "Hey.. måske skåner jeg dit liv. Du behøver ikke være så nervøs" sagde han lige pludselig, afslappet, og tænkte ikke på at det han lige havde sagt, sikkert bare ville gøre hende mere nervøs. Han rejste sig op, og gik hen til det træ hun sad oppe i.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 19:55:45 GMT 3
Tophaf reagerede netop ved at blive mere nervøs og vidste nu, at hun ville væk igen, men han var gået ind under hendes træ, og hun turde ikke gå så tæt på ham som hun ville blive nødt til ved at gå ned. Hun holdt sig tæt til stammen med den ene arm om den mens hun endnu tavst holdt øje med hver eneste lille bevægelse han lavede.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 19, 2009 20:02:20 GMT 3
Zar grinede. Han kunne ikke lade være. "Hallo.. jeg sagde jo at det ikke var sikkert jeg ville æd.... dræbe dig" han skiftede lynhurtigt det han ville have sagt. "Jeg kommer snart op efter dig hvis ikke du kommer ned. Og jeg MENER det faktisk" sagde han og smilede. "Ej.. jeg bliver bare her... indtil du kommer ned. Hvad er du? Please svar mig. Jeg vil helst gerne vide det, så jeg ved om jeg skal dræbe dig eller ikke dræbe dig. Okay? Det afhænger faktisk lidt af dit liv.." sagde Zar fuldstændig alvorligt til hende.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 20:11:23 GMT 3
Tophaf havde bestemt at hun slet ikke brød sig om den der var dernede, og hun trykkede læberne tæt sammen i en blanding af stædighed og frygt. Han truede hende. Og hun kunne ikke lide at blive truet. Men hun oplevede det tit når hun levede på gade, specielt fordi hun var lavest i hierakiet og ingen venner havde.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 19, 2009 20:14:48 GMT 3
Zar sukkede, og kiggede ned i sine foldede hænder. "Skal jeg virkelig komme op og hente dig," spurgte han lidt irriteret. Om lidt sprang han altså op i det skide træ. Ellers døde han sgu da af sult. okay... han kunne ikke dø af sult, men det var ikke sjovt at være sulten.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 20:25:34 GMT 3
Midaneren stirrede bare på ham med sine store, bange, forførende og smukke øjne. Han skulle ikke op og hente hende, men hun ville heller ikke sige noget til ham. Hun kunne ikke lide døden, og han truede hende med netop det. Han kunne da ikke forlange at hun samarbejdede? Det var som de mænd, der synes det kunne være sjovt at have det sjovt med en 15årig pige, selvom hun ikke var samme væsen som dem selv. At hun var det hun var, en midaner, og at hun alligevel var smuk, var nok netop grunden til at mange valgte hende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 19, 2009 20:31:22 GMT 3
Zar sukkede højlydt igen. Hvad fanden? Så kunne han jo lige så godt gå op til hende. Denne gang klatrede han 'langsomt' op ad træet. Han sprang ikke op på den gren hun stod på. Han bevægede sig langsomt og varsomt. Han var ikke helst sikker på hvad han havde gang i, men han var så sulten at det nærmest overdøvede alt andet. "Jeg prøver at hjælpe dig.. og mig selv. Det er jo ikke fordi jeg er vild med at dræbe andre... jeg.. det er bare..." Noget af hans gamle jeg var vendt tilbage. Han kiggede op på hende, under hans lange sorte øjenvipper. Nervøst.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 20:44:04 GMT 3
"Væk!" sagde Tophaf højt og tydeligt og lavede en bevægelse mod ham der sagde at han skulle blive væk fra hende. Hun kunne ikke lide at han kom nærmere. En fysisk trussel, selvom han ikke overrumblede hende som før. Langsommere. Det gjorde hende faktisk mere tryg, selvom han bevægede sig i den forkerte retning. Op mod hende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 19, 2009 20:47:40 GMT 3
Zar kiggede bedrøvet op på hende. Han tøvede. Han sprang ned igen, og satte sig på en sten, med hænderne plantet i panden. Hvorfor skulle han gøre det her? Hvordan havde han været lige før. Han kunne ikke huske det helt. Han havde vidst været lidt.. led. Som altid. Zar skar tænder. Han kiggede igen op på det smukke væsen. Han behøvede jo ikke at dræbe hende.. han mærkede sulten trænge sig på igen. Nej... han måtte sgu da tage sig sammen nu. Hun var hans mad. Basta. Han begyndte igen forsigtigt at klatre op i træet. Han kiggede sørmodigt på hende. "Jeg er virkelig ked af det..."
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 21:00:26 GMT 3
"Gå væk!" råbte Tophaf igen. Et øjeblik havde det været så tæt på at... Hun havde været lige ved... Da han var sprunget ned... Hun følte sig næsten sikker på ham. Et lille øjeblik havde hun næsten været sikker. Hendes øjne var begyndt at blive fyldt med tåre, for hun var bange for hvad der ville ske nu og var næsten sikker på at hun vidste det. Han var ude efter hende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 19, 2009 21:05:58 GMT 3
Zar kiggede på hende med opspilede øjne. Han slap lidt i taget på træet. Han tog sin ene hånd op til hovedet. Hvorfor skulle det være sådan? Han kiggede på hende. En tåre gled ned ad hendes kind. Han kunne ikke klare det. Der var ved at komme en klump i halsen på ham. Nej.. nu skulle han ikke også til at græde. Det ville være mega dumt. Han holdt klumpen tilbage. Måske.. havde han tid til det senere. Noget i ham, blev ved med at sige at han skulle dræbe hende. For hun var jo bare et sølle væsen. Det ville jo også gå hurtigt. Nej. Han ville IKKE dræbe hende. "Stop nu... Nej!" Han snakkede nærmest med sig selv, uden at tænke over at hun stadig var der.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 19, 2009 21:44:12 GMT 3
Tophaf stod bare og så på ham med tårerne trillende ned af kinderne, endnu bange for at skulle miste sit liv. Hun klamrede sig til stammen og så ned på ham med sine forunderlige, gyldne øjne, og hendes hale hang ned mod jorden uden at den bevægede sig. Hun kunne ikke forstå ham, ikke forstå hvad han lavede. Hun kunne ikke stole på ham.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jun 20, 2009 9:55:27 GMT 3
Han slap træet helt, og kurrede ned ad stammen. Han gav op. Han måtte nok bare finde et dyr. Det var også sket andre gange at han valgte at lade offeret gå. Han kiggede bedrøvet op på hende igen. "Undskyld.. men nogle gange bliver jeg jo nødt til at.. ja du ved" sagde Zar, selvom hun nok ikke vidste hvad han mente. "Jeg dræber dig ikke. Selvom jeg havde tænkt mig det. Jeg er så forbandet sulten, og alligevel dræber jeg dig ikke. Du er heldig. Min blodtørst kunne ellers godt drive mig så meget til vanvid at jeg kunne have dræbt dig"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Jun 20, 2009 14:34:07 GMT 3
Tophaf stirrede endnu ned på ham med tårerne i både øjne og kinder og turde ikke bevæge sig. Hun havde opfanget hans ord, men hun troede ikke på dem. En jæger jagede altid byttet så langt de kunne, og hun havde ikke mulighed for at flygte. Hvorfor lade være med at tage hende nu? Det gav ingen mening.
|
|
