No life to live for

[Finadore]

"Hende kender jeg..." mumlede Dore og tænkte lidt over det. Han gad egentlig godt snakke med den dame igen. Hun burde til at styre sin papdatter. Hans bedst betalende kunder kom fra Markare og det irriterede ham at han ikke kunne komme ind i landet uden sorte kapper og mørke skygger.

[Reshim Gyldenhov]

"Virkelig? Synes du hun er dejlig? Jeg håber for kongen at jeg kun har set hendes værste side." Reshim sukkede. "Men hvis du kender hende som jeg ville jeg sige, at du ikke kan se en måde at rette op på det. Jeg vil gerne hjem, men det virker meget umuligt. Jeg har ikke rigtigt andet at vende tilbage til end mit publikum, men jeg elsker mit publikum, og det giver mig et lys i mørket."

[Finadore]

"Skuespiller eller musiker?" spurgte Dore nysgerrigt og styrede sig hurtigt. "Og jeg har kun mødt hende et par gange. Kongens datter går mig på nerverne. Men jeg siger dig, hvis du vil ind i landet, så er det hende du skal snakke med. Hun vil vidst gøre alt for at irritere sin kære stedmor." Dore trak vejret dybt og kløede sig i panden.

[Reshim Gyldenhov]

"Jeg kender ikke noget til kongefamilien eller hvordan det foregår, eller noget til deres forhold til hinanden. Kentaurerne er ikke interesseret i konger eller dronninger, kun folk der ønsker at snakke lige så stille med dem og ikke truer dem med våben." Han trippede lidt, men tog sig i det da klippen igen meddelte utilfredshed. "Og jeg er skuespiller. VAR skuespiller. På et rigt teater i Aregos."

[Finadore]

"Vil du virkelig tilbage? Hvis du virkelig vil, så gør du alt for at få det til at ske." Sagde Dore og smilede. Han rynkede panden. "Kom. Gå her over hvor jeg står, og hvis du kan, fordel vægten rigtigt. Så holder klippen." Disse klipper var hans brødre. Han kendte dem ud og ind. Dore smilede og rykkede let.

[Reshim Gyldenhov]

"Jeg har ingen kraft til at gøre det," mumled han mens han igen, meget langsomt, løftede en gylden hov og satte den i jorden et lille stykke foran sig. "Jeg vil gerne, men der er jo... nærmest... ingen mening i det. Der er mere dårligt end der er godt derhjemme. Her er det bare ukendt, og selvom fjendtligheden er et minus er det kun ét minus."

[Finadore]

"Opgiver du dit hjem?" spurgte Dore, uinteresseret igen. Han kiggede lidt på kentauren og lod så blikket glide ud over hans elskede bjerge. Det var her, han var opvokset. Han kunne ikke tvinges væk fra dette sted. Han var født af bjergene, af sit land. Et smil spillede på hans læber.

[Reshim Gyldenhov]

"Det kunne jeg ikke drømme om. Men der mangler drivkraft i det. Hvorfor gør jeg det? For et publikum der sikkert har glemt mig? Det er bare ikke noget. Jeg kan se målet, men ikke det som giver mig muligheden for at nå det. Hvem ville interessere sig i mig? Jeg har været i kontakt med folk fra enhver stand og de har skilt sig af med mig." Reshim trak på skulderne, og endnu en gylden hov blev sat i jorden. "Der er ingen der ønsker mig tilbage fordi jeg er mig, men nærmere for penge eller egen vinding i andre former."

[Finadore]

"HVis du ellers er en ordenlig skuespiller, så glemmer dit puplikum dig ikke." sagde Dore og sukkede. "Du giver op. Du er svag. Det er i hvert fald et tegn på at du ikke engang ønsker at komme tilbage. Håber heller ikke. Så kan jeg godt forstå du giver op." Han kiggede på Satji og smilede spagt. "Siden hvornår er du begyndt at snakke?... og endda så meget. Hvor ville jeg ønske jeg kendte til dine forældre. Det kunne måske forklarer en del." hvislede Satji pludselig. Dore ignorede den.

[Reshim Gyldenhov]

"Godt, jeg indrømmer det!" sagde Reshim teatralsk, men han var overbevisende, som om han mente hvert ord. Det var svært med en så lille, meget farlig, scene, men hans præstation var overvældende god. "Jeg mistede mit håb for længe siden. Jeg troede jeg kunne alt, men det vidste sig, at intet var indenfor min rækkevidde! Hvad skulle jeg gøre, når verdenen vendte mig ryggen for at stile efter andre og størrer folk?!" Han løftede hånden afværgende. "Det er fra et stykke, en rolle jeg aldrig har spillet, men som alligevel er fanget i min hjerne. Stykket er Ridder Nesmimer, hvis du kender det, og det passer godt på min situation. Jeg har rigtigt nok ikke håbet, og ønsket virker som en drøm fra for længst glemte tider. Det er der, dybt inde, men det brænder ikke længere. Jeg har givet op, for jeg har mistet alt, og håbet som ville være det, en normal mand bruger til at få liv og ære tilbage, valgte at sive fra mig før jeg fik mulighed for overhovedet at se lyset, der er vejen tilbage til sejren og livet." Han tog endnu et skridt, og han smilede lettet da stenene stoppede med at råbe advarsler.

[Finadore]

"Hvad du end siger, så kald dig ikke en mand. For ingen rigtigt mand mister det håb, det lys, det liv, som de har kæmpet for." Dore kiggede ikke på kentauren. "Forskellen på dig og en rigtig mand er, at en rigtig mand aldrig giver op. Du er lavere end det laveste, når du stopper med at kæmpe for noget som er dig kær. Hvis din historie ikke skal ende med at du ligger på bunden af denne kløft, så må du hellere rette din bøjede ryg, få respekt for dig selv og det du kan, og vis det til andre. Ellers skal jeg nok skubbe dig ned." Det hele blev sagt i en ligegyldig tone og blikket ændrede sig ikke. Men inde i hans hjerne arbejdede et eller andet på højtryk. For det var en kun noget han fortalte kentauren, disse ord havde han også brug for at høre selv.

[Reshim Gyldenhov]

Reshim smilede. "Jeg fortjener alt hvad du siger. Men jeg er ingen mand, jeg er en halt kentaur. Der er stor forskel." Han betragtede Finadore dybt ind og rystede på hovedet. "Du er vel ikke interesseret i at dele dit liv med mig." Hvis du da interessere dig for noget, tilføjede han i tankerne. "Men du ville undre dig, hvor mange mænd, der har det som o... som mig," rettede han sig hurtigt. "En rigtig mand siger du, ikke er i stand til at miste håb, lys og liv? Hvad med alle de mænd, der drikker sig halvt ihjel hver aften? Og alle de, som er hjemløse og tvunget til at sove på gaden? De er i alle byer, og det er kun antal og hvor mange, der viser sig offentligt, der varriere. Desuden ved jeg ikke, hvor meget du er i stand til at smide mig over kanten. Jeg vejer ikke meget i forhold til min størrelse, men jeg er stadig tung, og det meste af det er muskler, da jeg har mistet det meste af den overflødige vægt for ikke længe siden."

[Finadore]

Dore trak på skulderne og flyttede blikket mod kentauren. "Jeg har tre ting jeg gerne vil sige: Et; du må gerne sige os, men jeg har stadig noget jeg lever for og jeg har et liv. To; De mænd er ikke rigtige mænd, men! Dem der bor på gaden, har måske selv valgt det. Bare fordi du ikke har et hus, betyder det ikke at du ikke har et liv. Tre; Jeg vil ikke smide dig ud over kanten, men skubbe dig." sagde han og lagde hovedet på skrå.

[Reshim Gyldenhov]

Reshim kunne ikke lade være med at grine af det sidste ninjaen sagde, men tvang sig i ro. "Ja, et af områderne er måske en smule for bredt," indrømmede han. "Men du burde ikke kalde den slags stakler dårlige eller urigtige mænd. De vælger ikke deres egen skæbne, og det er ikke alle, der har den styrke, de skal have, for at komme tilbage til livet." Han gik videre, lidt mere sikkert, og betragtede afslappet Dore. "Kentaurerne hævder, at de har styrken, men desværre for dem, og mig, gør den løgn det svært for os at komme op igen, når vi er faldet og det viser sig, at vi faktisk ikke har styrken."

[Finadore]

"Det lyder som en dårlig undskyldning." sagde Dore bare og trak endnu en gang på skulderne. Han skubbede sig fra klippen og dansede ude på kanten af skrænten. Han kiggede ligegyldigt ned i kløften, uden af bekymre sig. "Og som du selv siger.. Det er en løgn, så du har ingen grund til at tro på det."