|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 10, 2009 23:04:07 GMT 3
Reshim lod forsigtigt en hov falde ned på den stenede grund og sørgede for at ingen sten skred under den før han lod den næste løfte sig op. Det var et projekt bare at tage de første skridt, men han var halvvejs, så der var jo kun halvdelen tilbage. Kun halvdelen? Kun? Han så ned til siden, mod afgrunden, der lå alt for langt nede. Hvorfor havde han vovet sig så langt? Heste var meget dårlige til bjerge, så hvorfor skulle han være bedre? Han så igen mod afgrunden og kløede sig i skægget, som om han havde glemt at han stod med den ene hov løftet. Endelig satte han den og løftede den næste lige så langsom og forsigtigt som før.
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 10, 2009 23:09:15 GMT 3
Finadore sprang hurtigt op af bjergets stejle side. Han var opvokset her og det gjorde ham ingen problemer at bevæge sig på de løse sten. Satji lå gemt under hans halsterklæde og hvilslede utilfreds. Den brød sig ikke om kulden. Dore brummede lavt og sprang videre. Han greb et udspring og svang sig op på en smal sti. Han kiggede ned og kløede sig i nakken.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 10, 2009 23:22:49 GMT 3
Reshim hørte noget. Han så op og følte sig usikker. Kamp her var for ham den sikre død, og det ikke kun fordi han bare ville snuble og falde til jorden og dø ved at hele hans krop blev knust mod de skarpe sten. Der var intet oppeaf, og han så tilbage i stedet. Det måtte være bagude så. Eller fremme af... Han sukkede. Det var jo ikke sikkert de ville ham ondt... Men befolkningen i dette land var bare så lukkede og utilnærmelige og fjendtlige overfor andre. De syntes alle at ønske at gå i struben på ham, så hvorfor skulle disse personer ikke ønske at skade ham? Man kunne efter sigende få meget fint skind ud af en kentaur, selvom det gav ham kuldegysninger at tænke på.
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 10, 2009 23:27:06 GMT 3
Satji forsvandt ned af Dores arm og bevægede sig hen af stien. Dore kiggede lidt efter den, rynkede panden og kravlede så videre op af klippevæggen. Han gik ned til siden og fulgte Satji med skarpe øjne.
Satji hvislede lavt og stoppede op. Den rettede sig op og kiggede nøje på Kentauren foran ham. Tungen hvislede ud af munden og den kiggede op af klippen og fangede Dores blik.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 10, 2009 23:39:26 GMT 3
Reshim virrede med hovedet. Hvislen. Det betød kun en ting. Han holdt øjnene mod jorden og klippen ved sin side, og pludselig så han den. Han spærrede øjnene op ud at se videre på manden, og instinktet råbte at han skulle flygte. Han stejlede og skulle til at kaste sig den modsatte vej, tilbage hvor han kom fra. Han mærkede jorden skride under sine baghove, og kæmpede for ikke at gå i panik da han var kommet ned på alle fire igen og stenene endnu forsøgte at få ham ud af balance. Han skar tænder og gav sin vægt skylden. Lidt over et halvt ton, lidt i forhold til en hest i hans størrelse, men stadig nok til at få en usikker bjergsti til at brokke sig.
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 13, 2009 17:30:58 GMT 3
Satji hvæste og hvislede, hvorefter den forsvandt op af klippen. Dore stod med krydsede arme og kiggede koldt ned på kentauren. Han spredte benene let og krummede sig, som om han ville angribe kentauren. Men han stod helt stille og stirrede. Spyddet fra hans ryg havde flyttet sig til hans hånd og han ville uden tvivl bruge det, hvis der var tegn på trusler.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 13, 2009 17:59:06 GMT 3
Reshim stod endnu og vaklede, og truslen om at lade ham falde lå endnu i de sten og klippen han stod på. Han så op og sukkede over hvad han så. "Hvad skal våbnet til for, ninja?" spurgte han med en træthed der syntes at ligge dybt i ham. "Har jeg måske våben i min hånd?" Han havde sin højtelskede, kraftige bue over den ene skulder og koggeret over den anden, men som sagt havde han intet i hånden og kunne kun få det hvis han var meget hurtig på fingrene og meget god med buen. Det var han selvfølgelig, men det var en sjældenhed at nogen var det, også inden for kentaurerne. Manden kunne ikke vide det, også selvom han var ninja og eliten i dette land.
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 13, 2009 18:04:15 GMT 3
Dore trak let på skulderne og tvang et smil frem. "Rager mig ikke. Fremmede her, falder nemt." sagde han venligt og løftede et øjenbryn. "Kentaurer hører ikke til i bjergene." tilføjede han efter en lang pause. Han stolede på ingen måde på kentauren og det lyste næsten ud af hans øjne. Satji rejste sig på hans skulder og spyttede efter væsnet. "Enhver ville undre sig. Også jeg."
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 13, 2009 18:19:36 GMT 3
Spytklatten ramte Reshims hesteryg, og han sukkede, igen træt. "Jeg forstår heller ikke hvad jeg er her for," sagde han. "Jeg ved hvorfor jeg er her, i landet, men ikke hvorfor jeg absolut skulle være så tåbelig og dum at gå op i dette bjerg og forsøge at gå igennem lige HER!" Reshim var begyndt at blive arrig, men det kom kun op til overfladen et kort øjeblik, så var det væk og igen erstattet af det trætte, modløse mulddyr der ikke hørte til nogen steder. "Men at jeg er her betyder ikke at du skal true mig med et våben når jeg ikke gør dig noget."
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 13, 2009 18:27:45 GMT 3
Dore trak på skulderne. "Du har vel ret." Sagde han og ville nok være gået, hvis ikke det var fordi han var en lille smule eftersøgt i Markare, kentaurnes hjemland. "Du' dygtig. Til at tale dig ud af situationer." han rettede sig en lille smule op og en kulde slog ud fra hans øjne. "Bryder mig ikke om dig, heste konge." mumlede han, men satte spyddet tilbage på sin ryg.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 13, 2009 18:44:19 GMT 3
"Hvis jeg var konge af noget, så befandt jeg mig ikke i fremmed land, uden venner eller andet at søge tilflugt hos. Hvis jeg var konge, ville jeg sidde hyggeligt hjemme i mit slot og råbe af nogle tåbelige undersåtter, eller sådan noget. Det er i hvert fald det jeg har set konger gøre. Kentaurer har ingen konger, og konger forvirre mig. Men jeg ved Jeanore har en konge. Er det en konge, der råbe over den mindste fejl, er det en konge, der taler lige så stille og roligt med sine undersåtter, eller er det en konge, der er meget, meget værre?" Reshim så afslappet op på den fremmede. "Jeg ber nærmest om det, gør jeg ikke?" spurgte han, og et meget svagt, meget forkert smil lagde sig på hans ansigt, som om han ikke havde smilt længe. "Jeg ber dig nærmest om at hade mig og dræbe mig."
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 13, 2009 18:51:33 GMT 3
"Ligeglad," Dore trak kedsommeligt på skulderne. "Hader ikke væsner for deres egen ødelæggende dumhed." Han smilede ikke men der var et smil i hans stemme. Han rettede sig helt op, blot for at sætte sig ned på kanten af klippen han stod på. "Konger har kun den betydning de selv skaber. Du er ingen konge, men du er vel herre over dit eget liv og dit eget sind. Det gør dig til en konge alligevel. Du er selv skaber og ødelægger af dit eget liv, men du kan altid rette op på det. Du behøver ikke dø eller blive hadet af andre for den befrielse." Dore sukkede dybt. Så lang en tale havde han aldrig holdt. Ikke siden skolen i hvert fald. Han rejste sig og rystede på hovedet over sig selv.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 13, 2009 19:11:14 GMT 3
"Ingen er herrer over deres eget liv," sagde Reshim. "Ikke fuldkomment, i hvert fald. Var jeg født en smule senere ville min far ikke have elsket mig, og hvis Kjina, mit livs kærlighed, var kommet tidligere, ville min far aldrig have smidt mig ud af flokken. Hvis Kjinas mor ikke var kommet, ville jeg stadig rejse med deres, og hvis bonden ikke var blevet syg, var jeg aldrig søgt til byerne, og hvis jeg ikke var gået ind i Albern ved mit første besøg i Aregos ville jeg endnu være i Markare." Han trak på skulderne. "Alle de er tilfældigheder, og de tilfældigheder har jeg ikke kunnet styre. Og de alle har ændret mit liv i en ny retning, som for det meste har været negative. Jeg går ikke imod din filosofi," sagde Reshim høfligt, "men jeg mener bare, at det i hvert fald ikke gælder for mig."
|
|
|
|
Post by Finadore on Apr 13, 2009 20:05:40 GMT 3
"Du kan stadig rette op på det." Dore hoppede ned og stod med hænderne i sine lommer. Han lænede sig op af klippen og kiggede op på himlen. Den var begyndt at mørkne i horisonten, men han tog sig ikke af det. "Havde jeg ikke overvejet hvert et skridt jeg tager, ville jeg have sagt det samme. Men jeg vælger ikke at fortryde noget jeg har gjort og vil ikke kæmpe imod hvad der sker." Hans stemme var let rusten og hæs, men han bemærkede det ikke selv. "Hvis ikke min plejemor havde mistet sin søn, havde hun aldrig fundet mig." Jeg lever på en andens død, tænkte han ikke for første gang.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Apr 13, 2009 20:14:00 GMT 3
"Det lyder ikke som noget liv," sagde Reshim afslappet og bandede indvendig over at han bevægede sig så ubekymret rundt. Klippen følte sig allerede provokeret af Reshims vægt, og det kunne kun blive værre hvis han begyndte at springe rundt. "Men jeg kan ikke se hvordan jeg kan rette op på at fornærme selve hendes kongelige Majestæt, isdronning Vanyrimora af Markare, og komme tilbage til mit dejligt flade land."
|
|
