Familyhonour

[Ryonell Bornakore]

"Jeg har blot andet at lave. End at sidde ved et skrivebord og passe det, der er så tæt på perfektion at min far ville have været stolt af mig for det. Hvis vi skal blive ved med at snakke om ham. Hvor end han fik sin adgang til godhed, så er det fra over denne verden." Der kom en smule bevægelse i hans mundvige, som lige inden Ryonell tvang ham til at åbne op. "Men jeg har en god lillebror. Hvis livet havde vist sig anderledes for ham..." Han så på hende, og var igen den hårde skal. "Men jeg forstår ham. Han er det eneste væsen jeg altid har været i stand til at forstå." Igen faldt hans blik ned til barnet, og hvad han så tænkte, så var det umuligt at se. "Men skal vi ikke finde noget mere... hyggeligt at snakke om?"

[Shinee]

"Som for at tage et eksempel, at man overhovedet ikke behøver sidde bag et skrivebord for at hjælpe andre? var det ikke netop hvad de far gjorde? var sammen med andre, gav dem et smil og noget mad? Det gjorde dem da glade." Hun surmulede med armene over kors, uden af flytte sig. "Du har ingen undskyldning, Eremi. Ingen." Hendes øjne rullede. "Vejret ser også ud til at blive dejligt de næste par dage."

[Ryonell Bornakore]

"For koldt. For meget fugt." Hans ene hånd sneg sig op til hans arm uden han lod til at lægge mærke til det. Han vidste det, bedre end hun gjorde. Kun i de varmeste Markare-sommerdage og i det hele taget vejret i Solitopia kunne han ikke forudse med sine skader, og lige nu dunkede kæben også som helved på grund af Ryonells spark. Men Eremi gad ikke tage sig af hendes ord. Hun vidste ingenting, så hendes mening var ligegyldig.

[Shinee]

"Godt vejr, altså. Fugten kan ignoreres og kulden kan jeg ikke mærke." Hun smilede skævt og lagde en hånd på Ryonells pande. "Ved du hvad? Du brokker dig over noget så dumt som skrivebordsarbejde, når det er dig selv der har valgt det. Du virker så klog, men du er virkelig snotdum." Hun begyndte at grine og rystede opgivende på hovedet. "Du snakker som om du ved alt om verden. Du ved jo overhovedet ingenting!"

[Ryonell Bornakore]

Eremi betragtede hende blot. "Det er folk, der dømmer mig. Jeg er blot god til tal. Andet har jeg aldrig hævdet." Hvordan kunne han virke så ligeglad?! Hun havde fornærmet ham på det groveste, men havde ikke fundet det interessant nok til at reagere på. Snotdum, ved ikke noget. Ligegyldigt. Hun havde mistet hans interesse.

[Shinee]

"Må jeg få knægten? Jeg synes at han skal hjem til sin mor." Hendes stemme var alvorlig og bestemt. "Du behøver ikke skænke verdenen endnu et ufølsomt væsen. Det er der andre, der klarer fint nok." Hun strøg stadig Ryonells pande, men hendes blik hvilede på drengen. "Hvis jeg tager drengen kan du jo prøve at tale med Ryonell. Vi er ikke sammen alligevel i øjeblikket."

[Ryonell Bornakore]

Eremis blik var gledet ned på hans lillebror, men ved hendes ord fik hun igen hans interesse. "You don't get my boy, Shinee." Hans stemme manglede følelser, og hans ansigt og øjne var blanke og ligegyldige. Alligevel kunne man fornemme følelser hos ham. Vrede, raseri og sorg emmede om ham som hans flydende mørke.

[Shinee]

"Så forklar bedre hvorfor du gør det her. Du gør det fordi du ville ødelægge hans fremtid? Fordi du... mener at du er glad for at din familie blev revet væk, så nu vil du gøre det for ham? Jeg synes du er ond, ondere end din mor. Men jeg skylder Jiane at hjælpe hendes søn." Hendes stemme var kold.

[Ryonell Bornakore]

"Du kendte ikke min mor. Og jeg behøver ikke fortælle dig mine grunde til at rejse, men det har meget lidt med ham at gøre. Du får bare ikke lov til at tage ham fra mig. Om så han skulle komme til at hade mig og ønske at dræbe mig, så vil jeg ikke lade ham glide fra mig." Hans blik lå igen på lillebroren, Ryonell, der lå lige så livløst som knægten.

[Shinee]

"Jeg taler ikke om hadet til dig. Jeg taler om at andre ikke bryder sig om dig, og at de kommer til at hade ham. Han ender som din bror. Men jeg følger efter dig til du svarer. Jeg er virkelig nysgerrig omkring det med at rive ens familie væk. Din mor rev ikke dig fra din familie. Det var minotaurene." Hun kiggede på Eremi og løftede et øjenbryn.

[Ryonell Bornakore]

"Nej, min mor ville have nøjedes med at dræbe mig hvis vi var alene sammen for længe. Men det er ikke ham det handler om, eller at rive nogen væk fra noget. Du er velkommen til at følges med os, hvis du ønsker svar." Eremi sagde sjældent noget han ikke ønskede, og kunne holde tavsheden længe. Meget længe. Han rettede blikket mod sin søn igen, og den lille begyndte at bevæge sig. Drengen satte sig op og var tydeligt forvirret. "Kom med, knægt," sagde Eremi, gik hen og tog et godt greb i sin søn da han hjalp ham på benene.

[Shinee]

Shin kiggede på Ryo. Hun bøjede sig ned og trak ham op fra jorden, lagde en af hans arme omkring sig. "Jeg kan ikke bare efterlade ham. Han følger med. Gider du vække ham, så jeg ikke behøver at slæbe ham hele vejen?" Hendes stemme var neutral igen.

[Ryonell Bornakore]

"Nej. Han begynder at slå mig igen, og jeg har tænkt mig at komme videre. Det vil jeg ikke være i stand til, hvis han begynder på det." Eremi havde ret. Ingen tvivl om at Ryonell ville være fornærmet, for ikke at sige have fået ny energi i sin vrede mod sin bror, efter at Eremi havde tvunget ham ud af bevidsthed. Så Eremi begyndte at gå.
"Far..." mumlede Szumain og gik et lille stykke bag ved den mørke mand, men ikke langt. Den lille dreng tøvede. "Far, jeg er træt..."
"Vi skal prøve at komme så langt som vi kan idag. Når vi kommer frem til en kro på bjergets anden side, kan du ride igen." Eremi fortsatte med at gå uden at være særlig hensynsfuld, men... Kortede han sine skridt en smule af?
"Du må også gerne ride, hvis du har lyst." En underligt trækning gik over Eremis ansigt, en blanding at et smil og en grimasse, som ikke passede til hans normale ansigt, men han havde ryggen til dem. De kunne derfor ikke se det. Men drengen bekymrede sig for sin fars velbefindende.
"Jeg har længst ben, og bruger derfor mindre energi på at gå end du. Derfor er det dig, der skal ride." Drengen så ned, ville ikke modsige sin far. Selvom han vidste, at fars beslutning ville gøre ondt... på far.

[Shinee]

Shinee vendte ryggen til og rullede med øjnene. Idioter vandrede for sig selv.