Familyhonour

[Shinee]

Hun satte sig på hug ved drengen og stivnede så. "Don't even think of using my own motherland magic on me," sagde hun langsomt og rettede blikket kort mod Eremi. Hendes magi reagerede stadig svagt og hun havde et mentalt og stærkt forsvar i kroppen mod det. Hendes blod åd stadig mørket. Sværdet var blevet i sin form og hang i hendes bælte.

[Ryonell Bornakore]

Eremi reagerede ikke. Mørket blev blot ved med at dirre og tage form. Ryonell forsøgte at samle sit eget mørke, hvem af dem end skulle have brug for hans hjælp, men det var lyst, meget lyst. Han kunne ikke engang samle en smule. Eremis blik blev mere intenst, da han anstrengte sig. Mørket flød omkring ham, kun synligt på grund af lyset. Det ville være faldet i et med nattens mørke. Ryonells var normalt tydeligt og vilde bølger, og forskellen var tydelig. Kun små svedperler omkring hans hals og tinding viste Eremis anstrengelser. Men det fohindrede ikke mørket i at flyde gennem luften, tyndt som vand og derfor umuligt for en modstander at stjæle.

[Shinee]

Hun bøjede sig ned over drengen og kiggede så fast på Eremi. "Du sårer ham. Du ødelægger din egen søn, fordi du ikke mener at du kan hjælpe din kone. Jeg har aldrig forstået hvorfor Jiane valgte dig, men jeg tænkte at du sikkert var en anden person med familien. Ligesom Ryonell. Men du er ligeglad med hvad du ødelægger for din egen familie. Din egen søn tør ikke engang græde med dig." Hendes stemme var rolig, og hendes hænder dækkede drengens ører omhyggeligt.

[Ryonell Bornakore]

"Det underligt..." En svag skygge af en følelse viste sig over hans ansigt. Forundring, måske over i svag frygt. "Ingen af jeres ord rør mig." Han så fra Shinee til Ryonell, og derefter til drengen. Så ramte hans blik hende igen. Og det virkelige øje var lige så koldt og intetsigende som det af glas. "Jeg er mere min mor end jeg troede. Og nu..." Mørket kredsede om drengen, sugede sig forbi Shinee, ustoppelig og stærk. Trak Szumain mod ham, selvom Eremis blik lå på Shinee. Ryonell var splittet. Han følte ingen ansvarsfølelse overfor drengen, og det var derfor et valg mellem hans bror og hans kone... Han tøvede et øjeblik endnu, inden han kastede sig mod Eremi. Mørket rejste sig i stykket mellem dem, greb ham i luften. Det var tydeligt at der ingen smerte var... men Ryonells øje blev tomt efter få sekunder.

[Shinee]

Shinee mærkede ingen panik. Mærkelig nok. I stedet følte hun bare et enormt raseri rejse sig. Hun rejste sig og lagde hovedet på skrå, hendes øjne mørke. "Oh, my..." hviskede hun og rakte hånden ud i mørket. Det reagerede ikke og hun gik roligt direkte mod Ere. "Stupid fool." Hun smilede svagt og mærkede sit sår i ryggen heale helt færdigt. Hun strakte sig og rullede med hovedet. "Jeg er glad for at jeg aldrig har mødt jeres mor. Vi ville aldrig kunne enes." Hun trak sværdet, der uden problemer svang igennem mørket.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg kunne ikke alligevel. Selvom jeg var hendes søn. Vi forsøgte at dræbe hinanden et par gange da... jeg fik mine problemer." En del af Ryonells liv hun åbenbart ikke kendte til. "Det skete normalt når han ikke var i nærheden." Eremi så over på sin elskede bror. "Szuraim stoppede med at stole på mig efter det." Han så over på Shinee igen. Mørket formede sig, slap Ryonell, der faldt ned mod jorden som en kludedukke. Han havde ingen andre våben end sit mørke, der allerede var stærkt hæmmet af lyset omkring dem.

[Shinee]

"Oh well..." Hun grinede let. "I've never heard Ryos history from himself. Now you mention... Szuraim didn't sound happy when he talked about you. Not that he didn't do that much." Hendes blik gled over mod Ryonell og hun skar ansigt. "I'm glad he don't see this.." Hun rykkede sig med den hurtighed, som hun havde tilegnet sig og stak sværdet mod Eres ben.

[Ryonell Bornakore]

Eremi skød i vejret med sit mørke om sig, lod det løfte ham, og det mindede ham om den gang han havde kastet sig ud over klippen med den sindssyge vampyr i et anfald af spontanitet. Han fik samme følelse i sig, og der kom en smule liv i hans udtryksløse øjne. Det døde dog hurtigt igen, og han så på sin søn, der stirrede på dem begge med tårer i øjnene, og mørkedæmonen kørte hånden over sine øjne. Drengen glippede med øjnene, gabte og faldt i søvn midt på stien. Eremi rettede så opmærksomheden mod solen, og verdenen begyndte at blive dunkel. Hans mørke blev stærkere. "Ville overraske mig hvis han nævnte mig i forbindelse med andet end min 'død'." Der var ingen følelser i hans stemme. En stråle fra den bevægede sig mod hende, og anstrengelsen blev svagere.

[Shinee]

"Hvorfor må jeg ikke få drengen, hvis ingen betyder noget for dig?" Hun fulgte ikke efter ham, men forsvandt hen til Ryo. Satte sig på hug, ved siden af ham og sukkede. Hun var så træt af løgne, had og kulde. "Hvis du ingen elsker, eller ikke holder af din familie... hvis du ingen ære har, hvorfor så tage din søn med dig?"

[Ryonell Bornakore]

"Fordi intet vare en generation," svarede Eremi, og mørket stivnede, halvt udstrakt mod hende. Så længe han ikke var voldeligt anlagt, var der mulighed for en nogenlunde fredelig udgang. Selvom han hverken slap taget i Ryonell eller drengen. "Og jeg har ikke sagt at jeg ingen elsker." Hans ansigt var, overraskende nok, udtryksløst. "Der er blot vigtigere ting."

[Shinee]

"Hvordan kan der være noget vigtigere end af elske? Du giver ingen generation videre ved at være kold og ligeglad." Shin flyttede sig ikke ud af stedet. "Til gengæld vil din egen søn ikke kunne lide dig, han vil savne sin mor og han vil måske gøre alt for ikke at ende som dig. Han glemmer aldrig sin familie. Det, som du nu tager fra ham."

[Ryonell Bornakore]

Langsomt gled Eremi ned mod jorden igen, og solens lys faldt igen ubesværet ned på dem. Han slap ikke taget helt i mørket, holdt Ryonell og Szumain, de svagere magikere, i skak. "Han har ikke haft den slags problemer før i kom." Det mørke øje betragtede hende længe, inden han så over på sin søn. Stadig ingen forandring i ansigtsudtrykket, hvad han så end følte ved synet af den ubevægelige, lille skikkelse. "Men der er meget der er vigtigere end at elske. Hele den lavere befolknings velbefindende, som et lille eksempel."

[Shinee]

"Han turde ikke vise dig det. Man behøver heller ikke have penge for at være lykkelig. Hvis man har mulighederne, så skal man hjælpe andre til at være lykkelige. Det er de færreste der er lykkelige som rige. De tror bare at de er det." Hun rullede med øjnene. "Jeg er bare glad for at kunne hjælpe andre og have min familie ved min side. Hele min familie."

[Ryonell Bornakore]

"Du glemmer at jeg har oplevet blot en lille smule af de adelige liv, når du har brug for at påpege pengenes del for mig. Jeg efterlod alle vores penge hjemme for at Jiane kunne holde de ansvar en adelig burde, ikke for at sikre hendes glæde." Hans blik flød forbi hende og faldt på hans lillebror, stadig uden at følelser kom over hans ansigt. Man kunne hverken se om han nød denne magt eller følte sig nedtrykt over at påtvinge det på to af sine kæreste. "Men folk, der sulter, er ikke glade. Børn, der syge og sultne laver bandekrige, er ikke lykkelige. Jeg har de samme meninger som min kære fader havde, på trods af mine... følelser for ham. Jeg er blot en smule mere fremsynet, og meget dårligere menneskekender. Og har et par andre fejl der gør mig ude af stand til at nå hans perfekte godhed." Var der en følelse i de ord? Det virkede som et svagt minde af had, foragt, vrede og... dyb sorg. Men det var blot en skygge, der ikke viste sig i fysisk form af fysisk aktivitet eller kunne fylde mere end et ord af sætningen.

[Shinee]

"Ha, du snakker." Hun rystede på hovedet med et hårdt grin. "Og du tror at godhed er noget man er født med? Nej. Nej, man kan være så forskellige med sin godhed. Man kan være aflåst fra den, men den er der altid. Du er så meget ligesom Ryonell. Det er helt ekstremt. Du er bare endnu mere stivnakket, fordi du havde et svært forhold til din 'gode' far." Hun sukkede dybt og prøvede at stoppe sig selv. "Jeg forstår dig ikke. Du forlod din kone... for at gøre hende ked af det... Du jager dine børn væk... Jeg har heller aldrig forstået Ryonell..."