Familyhonour

[Ryonell Bornakore]

Ryonell lod sig langsomt dale ned mod jorden, prøvede at bruge de drilske vinde, han hadede bjergene for. Det gik ikke godt, men han vidste, han næsten var der.

På jorden et sted langs klippeskrænter og andre dyb i de umulige bjerge bevægede Eremi sig langsomt afsted med sin søn tæt ved sig. "Hvorfor har vi ikke hesten?" spurgte drengen. Han var træt, men ville ikke sige det til sin far, der målrettet og uden beklagelser fortsatte sin vandring.
"Heste er ikke glade for bjerge," svarede manden med det følelsesløse ansigt.

[Shinee]

Shin skar ansigt og trak vejret dybt. Hun havde været så tæt på sine børn, og alligevel så langt væk. Ere havde Szuma med. Hun kunne ikke tillade at der skete drengen noget, for Jianes skyld. Hun vidste ikke hvordan hun fandt vej, men det lykkes hende alligevel.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fortsatte med at dale let, selvom det krævede ham stort besvær. Han snuste ind da han begyndte at fornemme noget andet mørke, og fik færten af... noget menneskeligt. Det havde været lang tid siden han havde ædt. Meget lang tid siden. Han tog vingerne tæt ind til kroppen, faldt dybt, direkte ned mod to skikkelser, direkte ned mod drengen.

Eremi havde også fornemmet ham og var stoppet op for at spejde mod himlen. Langsomt lod han blikket søge rundt, og det var lige ved af han spærrede øjnene op da han fik øje på Ryonell, der kom styrtende mod hans søn. Han tog fat i drengen og trak ham ind bag sig. Dette fik Ryonell til at stoppe, og Eremi så indgående på ham. Der var noget anderledes, og en sur stank af blod. "Vampyr?" Hans ansigt viste ingen følelser.

[Shinee]

Shinee styrtede videre, og pludselig stod hun der. Ved siden af Eremi. "Undskyld... Undskyld..." Hviskede hun og kiggede først på Ryonell og så på drengen. Det var kun dem, som undskyldningen var rettet i mod. Hun var allerede lidt sur på Ere for overhovedet at have drengen med sig. "Hej Szuma..." Hun smilede venligt til drengen og skævede mod Ere. "Kan du overlade ham til mig? jeg kan beskytte ham og jeg slår ham ikke ihjel. I har vist noget at tale om og knægten kan ikke kommer for tæt på Ryo." Hun smilede stadig venligt og hendes øjne afslørede hendes uro, men også hendes sikkerhed på at hun ikke ville skade drengen.

[Ryonell Bornakore]

Eremis opmærksomhed lå fuldt på Ryonell, der ikke slap knægten med øjet. Han havde regnet ud, at også Shinee var vampyr, men havde aldrig set visse... tendenser hos hende. Ikke at han stolede på hende, men han blot vidste, at hun ikke ville skade drengen. Blidt skubbede han sin søn over til hende, mens Szumain så på sin onkel med skrækslagne øjne. Ryonell sled blikket over på sin bror, og raseriet viste sig igen i hans øje. "Hvordan kan du dog finde på at forlade din familie?!" knurrede han så de skarpe tænder glimtede.
"Jeg har aldrig haft dine følelser for familie, Ryonell."

[Shinee]

Shinee smilede til drengen og løftede ham op. "Rolig. De skal nok overleve begge to." Hun strøg blidt Szumas hår og trådte et par meter tilbage. "Hvad har du lavet i den seneste tid?" spurgte hun så for at fange knægtens opmærksomhed. Hendes blide nysgerrighed var ægte, for hun ville vide hvordan drengen havde haft hende.

[Ryonell Bornakore]

"Og det giver dig grund til at forlade dem?!" knurrede Ryonell videre. Man kunne se, han havde lyst til at slå ham. Ord havde aldrig været hans stærke side, ikke når han var fyldt med aggressive følelser. Og så var han jo også blevet vampyr siden sidst han blev sur og ikke måtte fortære grunden.
"Nej, jeg har andre grunde." Eremi stod stadig afslappet og betragtede ham med sit udtryksløse ansigt.
"Og hvilke skulle det så være?"
"De har ikke brug for mig." Den blege Ryonell blev pludselig meget rød i hovedet af raseri.

Szuma så over på hende og forsøgte at holde mændenes ord ude. "Jeg har vandret med far," sagde han. Han vidste ikke hvad han kunne sige om det mere.

[Shinee]

Shinee forsøgte ligesom drengen, at holde ordene væk. "Det lyder spændene. Har du så set nogen flotte steder?" Spurgte hun og trådte endnu længere væk fra mændene. "Har det været hyggeligt?" Hun satte sig ned på hug, og lod ham sidde på sit ben.

[Ryonell Bornakore]

Drengen nikkede. "Far har bare så travlt at jeg ikke får lov til at se det særlig længe." Der var svag fortrydelse i hans stemme. "Men det har været meget hyggeligt. Vi mødte en lysdæmon! Mo... et eller andet. Jeg tror, far kendte ham. Han var sammen med en varulv. Og der kom en drage hen til os! Den kunne jeg ikke lide."

"Elsker du hende ikke? Du kan ikke bare sige, at de ikke har brug for dig! Jiane er ked at det!"
"Jeg har bedre ting at tage mig til end at lave ingenting hjemme hos hende. Jeg lod alle pengene blive tilbage, så hun kan ikke mangle noget."
"Penge? Tror du penge er alt hvad hun har brug for?!"
"Du behøver ikke at råbe. Og i bund og grund, ja. Hun har pengene til at overleve og passe vores ansvarsområder."
Ryonell fnøs, og blev blot mere og mere rasende. "Hvad er dine grunde så, til, at du forlader dem?"
"Fordi jeg ikke er til nogen hjælp der."
"Og det får dig til at forlade din familie?"
"Ja. Og som jeg sagde, rør det mig ikke. Jeg har ikke dine følelser for familie. Det er dig, Ryonell, der er stærk. Du har ære. Du ville aldrig svigte din familie frivilligt. Jeg, tilgengæld, er kold. Æreløs. Jeg gør, hvad jeg vil, på bekostning af andre. Det er blot, at det, jeg vil, hjælper flertallet. Jeg vil ikke forbindes med nogle af vore forældre, men jeg er både den ene og den andens billede." Ryonell havde ingen ord efter dette. Han blev mere og mere arrig, og havde lyst til at kvæle sin bror. Og det var manglen af ord, der fik ham til at slå, et direkte slag mod venstre tinding. Eremi ville ikke - eller kunne ikke? - komme af vejen.

[Shinee]

Shinee rykkede ind foran drengen og forhindrede ham i at se sin far og Ryo begynde at slås. "Det var ærgerligt. Har du snakket med din mor siden i rejste?" Spurgte hun så og lagde hænderne over hans ører. Forhindrede ham i at hører slagene ramme. Hun var rasende på Eremi over at kunne svigte sin kone men mest at han svigtede sine børn. Hun skjulte det meget omhyggeligt.

[Ryonell Bornakore]

Drengen peb. Han vidste godt hvad der skete, og han kunne ikke lide det. På trods af alt, på trods af den smerte, hans far forvoldte, var knægten tvunget til at elske ham. Han var for ung til andet, og han gemte ansigtet mod hende bryst for at skjule sine tårer.

Eremi vaklede bagud, men holdt med nød og næppe balance. Men det var kun indtil Ryonell igen sendte en knytnæve imod ham, denne gang mod kæben. Igen venstre side. Eremi gispede. Dårlig side, dårlig side!!! Det sortnede for hans øjne da en smerte, der mindede ham om minotaurer og forsvunden familie, viste sig for første gang i flere år. Han sank i knæ. Ryonell sparkede ham derefter og sendte ham ind i klippemuren. "Hvis du VIRKELIG elsker dem, skylder du dem mere!" råbte Ryonell så det rungede ud over Jeanores bjerge, og var endda så rasende, at lugten af blod ikke distraherede ham.
Eremi lå bare og betragtede ham med udtryksløst ansigt da hans blik igen var klart. Han havde fået en del rifter og hudafskrapninger, og hans kæbe smertede mere end... lang tid.

[Shinee]

Shinee knugede drengen forsigtigt ind mod sig og strøg hans ryg og kind. "Sh... Shhh..." Hviskede hun blidt og vuggede ham fra side til side. Hun var vred på Eremi og vidste at Ryo ikke ville dræbe sin bror. Hvis det ikke lykkes Ryo at overtale Ere, ville hun selv følge knægten hjem.

[Ryonell Bornakore]

"Du elsker dem ikke?" spurgte Ryonell, og hans vrede ændrede sig.
"Jeg elsker dem. Tror jeg." Eremi kom op at stå igen, som om Ryonell ikke engang havde rørt ham. Hvis det var enhver anden ville Ryonell have været skuffet, for han havde sat alle kræfterne i sine slag og spark. Men hvad andet kunne man forvente, når man stod overfor en, der huskede et møde med en minotaur? "Men hvad kan jeg gøre for hende? Intet. Jeg kan gøre hende rig, har gjort hende rig, men det var hun allerede. Jeg har givet hende mere land end næsten alle, men det har hun aldrig ønsket. Hende kan jeg intet gøre for."
"Du kan støtte hende. Du kan hjælpe hende gennem livet. Du kan være der."
"Jeg er bedre et andet sted." Ryonell var ikke tilfreds med de ord.

Szumain begyndte at hulke. Han kunne ikke høre, hvad der skete, men han var bange. Han havde lyst til at kalde på sin mor, men vidste at hun var væk. Han havde lyst til at kalde på sin far, men han havde aldrig trøstet ham før. Så han nøjedes med at græde ned i brystet på den fremmede kvinde, som emmede af tryghed og fare i en.

[Shinee]

Shinee trøstede forsigtigt drengen og havde lyst til at snerre af Ere. "Jeg tror.. knægt.. vent her, kan du gøre det for mig? Så følger jeg dig hjem til din mor," hviskede hun blidt og kiggede alvorligt på ham. "Sid helt stille." Hun viklede drengen fra sig og forsvandt.
Hendes krop sneg sig ind foran Ryo, og hun holdte ryggen mod Ere. Hun lænede sig frem, kyssede ham kort. "Jeg følger drengen hjem... Skal jeg komme tilbage?" hviskede hun, for lavt til at Ere kunne hører det. "Bare giv mig et tegn hvis jeg skal." Hun trådte tilbage og løb tilbage til drengen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell rystede på hovedet, meget svagt. Hun skulle ikke engang gå. Han var bange for at slå sin bror ihjel, selvom alle andre var så sikre på at han ikke gjorde. Hans blik gled barnet, og Eremi så derover, og med sin alt for skarpe hjerne forstod han og hævede ligefrem øjenbrynene. De ville tage knægten fra ham, tilbage til sin mor, ja, men de ville stadig tage hans søn fra ham. Noget rørte sig i ham, og omkring dem begyndte mørket i skyggerne og de små strejf i luften at dirre. Ikke om han ville lade det ske.