Light meets dark

[Movicth Fengar]

(Serenity, Saego, Schan )

De var omkring to dage foran skyggerne. Movicth var klar over, at det ikke helt var nok, men måske var det også bare ham, der ikke kunne slappe ordentligt af, før han vidste, at han havde tre dage til de indhentede dem. Han løb gennem skovbunden, hurtigt og sikkert. Normalt ville man kunne se ham i luften, men det glædede ham at løbe ved siden af Tharqi. Det var tidligt på morgenen, et tidspunkt hvor lyset stadig kæmpede mod mørket om at få overtaget.

[Tharqi]

Tharqi skævede mod Movicth og løb videre. Hun kom til at tænke på noget og rødmede, igen. Lidt nervøs... Meget nervøs for hun havde noget hun ikke havde fortalt ham, og som hun havde svært ved at sige. Hun kiggede på ham igen og strakte sin ulvekrop i et spring. "Movicth, jeg er nødt til at tale med dig om noget..."

[Eremi af Kuriqer]

Eremi satte sig op fra jorden og strøg sin kæbe, inden han fiskede sin søn op fra jorden. "Sov videre, hvis du er træt." Da opløste han det mørke skjold, der havde beskyttet dem imod eventuelle fjender. Hans evner rakte så langt, at han kunne holde det stabilt gennem en hel nats søvn. Szumain klagede sig kun en smule da han blev smidt over hestens ryg. Han kunne få lov at sidde der alene i den første del af dagen, indtil gamle skader igen plagede hans far for meget. Så måtte de dele. Eremi fortsatte med den raskeste arm på hestens tøjle. Han opfangede hadet inden han så noget, og hans øjne rettedes mod hadets centrum. Der var endnu nok mørke til at han kunne mærke dette præcis.

[Movicth Fengar]

Movicth så opmærksomt på Tharqi, før noget andet ramte ham pludseligt. Han gispede kort, lettere overrasket. En bølge af had slyngede ham i møde, og han undrede sig over, hvad pokker en mørkedæmon lavede her i nærheden. Havde det ikke været for skyggerne, ville Movicth havde valgt at gå udenom. Der fandtes ikke Ryonell gange to, og det havde været et mysterium hvordan de to var kommet til en form for venskab. "Undskyld Thar, men der er en mørkedæmon i nærheden," sukkede han.

[Tharqi]

Hun forvandlede sig til menneske og kiggede rundt. "Hvor?" spurgte hun og var på sin vis lettet over afbrydelsen. Hun kunne ikke mærke noget, men lugte noget. En hest og en mand. Og det stak let i hendes mave. Hun kiggede ned og synes at den var nærmest umulig at overse. "Mo.. det er altså... vigtigt..."

[Eremi af Kuriqer]

Eremi lukkede øjnene og søgte ud med magien for at fornemme dem, og han genkendte den fremmede netop som mørket svigtede. En meget svag bevægelse viste sig i hans mundvige, en dårlig efterligning af et smil. Drengen vågnede let og så rundt, men da hans far vendte sig mod ham, lukkede han øjnene igen.

[Movicth Fengar]

Movicth rynkede panden. Det var ikke Ryonell, men en der i den grad mindede om. "Eremi," mumlede han. Hvad lavede manden dog her? En adelsmand, der boede i Markare. Kom slæbende på hest og børn. "Kan vi tage det senere, Thar? Jeg ved ikke hvordan han reagerer på os."

[Tharqi]

Hun bed sig i læben, men nikkede så. "Jaja..." Hun stillede sig tæt op af Movicth og kiggede i den retning hvor hun mente at manden var. "Hvem er Eremi?" Spurgte hun så og skævede mod Mo. Hun tog hans hånd og holdte godt fast i den.

[Eremi af Kuriqer]

Med lange, sikre skridt fortsatte han frem og kom frem mellem buskene. Han havde ikke skiftet stil, men så heller ikke ud til at lide under det. Selv en skrivebordsrytter var åbenbart praktisk anlagt, og den eneste synlige forskel var at hans hår var blevet vildere, og han ikke havde blæk på hænderne. "Havde ikke forventet at møde nogen her." Så stiv, som sædvanligt.

[Movicth Fengar]

"Det er en af mine.. Venners bror." Movicth så Eremi an. Han havde ikke forandret sig siden sidst. "Jeg skulle mene, jeg må være den mest overraskede." Han smilede venligt. "Burde I ikke være i Markare?" Og hvad med hans kone?

[Tharqi]

Tharqi trippede lidt på stedet og slap ikke Movicth. ”Rart at møde dig, mit navn er Tharqi,” sagde hun så, inden Eremi kunne nå at svare på Movicths spørgsmål. ”Hvad hedder du?” Hun kiggede på drengen og lagde hovedet på skrå. Hun kiggede op på hesten og trådte et lille skridt frem.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi så på Tharqi et øjeblik inden han reagerede. Han havde brugt tiden på at se ned over hendes krop, vurderende, og hans øjne stoppede et øjeblik ved hendes mave, hvor en svag bevægelse viste sig ved hans øjenbryn. "Eremi af Kuriqer," sagde han. At kalde sig Bornakore blev for personligt for en fremmed. "Og min søn, Szumain." Drengen var helt vågen nu, og så opmærksomt på de fremmede. Eremi så over på lysdæmonen, og selvom det emmede fra ham, var der ingen synlige tegn på hadet. "Men ja, vi skulle være i Markare."

[Movicth Fengar]

Det faldt Movicth ind, at Eremi gik skyggerne i møde, men han havde glemt, at manden var mørkedæmon. Det ville sikkert holde dem på afstand, og om ikke andet i skak med hans mørke, hvis det skulle gå helt galt.
Han kastede et blik på Szumain, undrede sig over hvor det andet barn var henne.. Hvad var det hun hed? Han havde glemt det. "Hvad forhindrede jer så i at være i Markare?" Spørgsmålet var rettet mod Eremi, men han kiggede på Tharqi, og opdagede, at et eller andet havde forandret sig ved hende.

[Tharqi]

Tharqi kiggede på knægten og nikkede venligt til ham. Langsomt trak hun vejret dybt, lugtede til luften og opfangede Eremis lugt. Skarp... Han havde været på rejse i noget tid? Hun rynkede panden og kiggede op på Eremi. Hvad var det ved ham?

[Eremi af Kuriqer]

"Vi skulle bare på en lille tur," løj Eremi med et lille skuldertræk. Med den ene skulder alene, selvfølgelig. "Jeg har ikke haft så meget med min søn at gøre, så jeg tænkte at vi kunne tage på en lille tur til den vildmark jeg kender mindst til. Mørkedæmoner har brug for spænding, og den vander ud bag skrivebordet." Den mand var den perfekte løgner. Der kom ingen bevægelser i hans ansigt da han snakkede, ingen nervøse trækninger eller andre ting, der ville kunne afsløre løgnen. Selv stemmen var netral.
Drengen så opmærksomt fra den ene til den anden. "Far...?" Det var tøvende, så forsigtigt. Eremi vendte sig, og en svag ændring kom i hans ansigt. Til det positive. "De gør os ikke noget, vel?"
"Nej. Lysdæmoner er kendt for at være venlige." Det var en slags blandingsløgn. Normalt, ja, men ikke overfor mørkedæmoner. Men han beroligede jo bare sin dreng.