|
|
Post by Movicth Fengar on Jan 5, 2010 23:59:30 GMT 3
Movicth fandt løgnen overbevisende og satte ikke spørgsmålstegn ved det. Han nikkede blot. "Hvis det kommer til kamp, bliver det ikke os der angriber først," forsikrede han drengen med et venligt smil. Han mærkede rastløsheden komme snigende, over at stå stille, og han søgte Tharqis blik, for at jage følelsen på afstand. "Ryonell leder ellers efter dig."
|
|
|
|
Post by Tharqi on Jan 6, 2010 20:06:00 GMT 3
"Jeg angriber slet ikke." Thar trak på skulderne og kiggede på Mo. Hun smilede til ham og prøvede at berolige ham, selv om hun ikke var alt for tryg. De burde lægge så meget afstand til skyggerne som muligt, mens de endnu kunne. "Er det sjovt at ridde?" Hun henvendte sig til drengen og lod de andre om at snakke om Ryonell, en mand som hun ikke kendte noget til. Og hun havde aldrig reddet på en hest før.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Jan 6, 2010 20:25:57 GMT 3
"Virkelig?" Der var ingen spor af den interesse, han faktisk følte. Hans bror. Det var meget længe siden han havde set ham, men der var ingen grund til at bekymre sig om den mand. Han var og blev umulig at slå ihjel. Også for ham selv. "Hvad ønsker han af mig?" Han virkede forfærdeligt adelig, gjorde han.
Drengen lyste op da hun spurgte til hesten. "Jeg ELSKER at ride! Men jeg ville hellere øve med sværd, og det gør en smule ondt, når man sidder der for længe. Jeg bruger bare ikke så mange kræfter, og det siger far er godt. Jeg sidder mest heroppe." Han så sig om, så længe på sin far, lænede sig frem og hviskede. "Men far har mere ondt end jeg, så jeg prøver ikke at beklage mig." De kunne selvfølgelig alle høre det, men Eremi så ikke på drengen. Hans øjne blev blot hårdere et øjeblik.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jan 6, 2010 22:33:01 GMT 3
Movicth flyttede blikket fra Tharqi til Eremi. Foran ham var der en af de personer, som han muligvis ikke kunne udstå i længere tid af gangen. "Jeg tror bare, han vil aflægge et besøg. Få humøret lidt op. Men han regner nok ikke med at finde dig i Jeanore."
|
|
|
|
Post by Tharqi on Jan 6, 2010 23:34:14 GMT 3
Tharqi valgte at totalt ignorere Eremi, da hun havde hørt hans ord. Hun brød sig allerede ikke om ham. "Du en god knægt," hviskede hun tilbage til Szuma, uden at afslører noget i sit ansigt. "Hvad hedder hesten så?" spurgte hun nysgerrigt og rakte forsigtigt hånden frem mod hesten. Hun var halvt dyr ligesom den og hun ønskede den intet ondt.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Jan 6, 2010 23:52:38 GMT 3
"Få humøret lidt op?" Var han bedrøvet? Nej, ikke det mindste. Han kedede sig blot en smule, og havde det ellers normalt. Måske en smule glad og lettere irriteret. Glad fordi... Han havde en god uge. Irriteret fordi hans arm og kæbe reagerede på kulden i landet. Og det var det, hans bekymrede søn snakkede om. "Hvis det blot er et besøg, kan jeg vente med at møde ham."
"Han hedder Arem. Det en vallak, og han er rigtig sød!" Szumain smilede til hende da hesten interesseret snuste til hånden. "Hvad slags væsen er du? Er du også en lysdæmon?" Han følte efter, og opdagede et svagt ekko af et had, rettet mod den. Han var ikke sin fars søn for ingenting, men kunne ikke selv forstå følelsen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jan 7, 2010 0:35:44 GMT 3
Movcht fik et stædigt udtryk i øjnene. "Din bror har forsøgt at begå selvmord et par gange igen. Føler du slet ingen trang til at hjælpe?" Selvom han ikke brød sig om Eremi, formåede sønnen at bringe smil over hans læber. Drengen virkede så frisk og glad på en eller anden overraskende måde. Om Thar var en lysdæmon? Et eller andet sted virkede det ikke svært at regne ud, men måske var det blot fordi han selv var lysdæmon.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Jan 7, 2010 19:03:12 GMT 3
Tharqi strøg forsigtigt hesten og smilede. "Arem..." Hun smilede op til knægten og rystede så på hovedet. "Nej, jeg er ikke en lysdæmon," mumlede hun og vidste ikke om hun burde sige hvad væsen hun var. Måske ville det skræmme ham. Hun vidste heller ikke om Eremi havde gættet det.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Jan 7, 2010 19:14:14 GMT 3
Ikke en bevægelse strejfede mørkedæmonens ansigt, men højre hånd søgte op til hans briller. Et tegn Jiane ville kende, og reagere på. Eremi var blevet fjendtlig. "Hvad skulle jeg kunne gøre ved det? Desuden har du ingen ret til at være hellig, når du har ladt ham gå, mens du endnu var bekymret." Det var meget underlige venner hans bror havde. En lysdæmon.
"Hvad er du så?" spurgte drengen nysgerrigt. Hun virkede meget venlig, så hun var sikkert ikke noget farligt. Selvom nogen væsner var kendt for at forføre folk. Det havde han hørt om.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jan 7, 2010 19:40:52 GMT 3
Movicth smilede. "Det var der flere grunde til. I det hele taget er der ligegyldigt at nævne, hvad den anden burde, når vi sikkert ikke har nogen forstand på hinanden alligevel. Ryonell leder efter dig, og det er op til dig selv, om du vil opsøge ham eller ej." Han ville ikke til at skændes med mørkedæmonen, selvom han havde en anden mening.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Jan 7, 2010 19:49:28 GMT 3
Tharqi smilede svagt og trådte et lille skridt tilbage. "Jeg er hvad de kalder en varulv, men jeg er ikke farlig. Ellers ville jeg ikke følges med en lysdæmon." Hun lagde hovedet på skrå og strøg hestens mule. "Arem, pas på din knægt..." knurrede hun lavt og kiggede alvorligt på den.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Jan 7, 2010 20:09:14 GMT 3
"Jeg har ingen grund til at bekymre mig om min bror. Han dør ikke. Ikke engang han selv er i stand til at slå sig ihjel, så jeg har ingen grund til at bekymre mig." Hans hånd faldt igen, men det betød ikke, at han var rolig og sikker at være i nærheden af. "Jeg har ikke evnerne til at hjælpe ham."
Drengen spærrede øjnene op og stivnede da han hørte dette. Det gjorde Arem urolig, og den trippede og vendte sig. Drengen var bange for varulve, og et øjeblik tvivlede han på sin fars perfektion. Hans far burde vide sådan noget. Hvis han ikke gjorde... Szumain ønskede ikke at tænke tanken færdig. Han far var perfekt og viste alt, det havde barnet selv fundet ud af.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jan 7, 2010 22:35:20 GMT 3
"Der er forskel på at leve og overleve," svarede Movicth med et skuldertræk. "Det virkede bare som om, du fik ham i godt humør, men det skal jeg ikke kunne sige." Han havde selv overlevet hele sit liv, men efter at have mødt Tharqi var han begyndt faktisk at leve en smule. At holde af sit liv.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Jan 7, 2010 22:51:35 GMT 3
"Jeg er ikke farlig, Szuma, Arem..." mumlede hun og trådte tilbage. Lidt ked af det, men ikke så det gjorde noget. Hun stillede sig hen til Movicths side og kiggede op på ham. Hun havde lyst til at komme videre, men dette var tydeligvis vigtigt. "Man svigter da ikke sin familie, ligemeget hvad, hvis de har brug for en," mumlede hun så lavt og tog Mos hånd.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Jan 7, 2010 23:13:21 GMT 3
"Jeg har ingen følelse for familie," sagde Eremi med øjnene rettet mod Tharqi, og drengens blik blev rettet mod ham. De var uforstående og store. "Jeg er en typisk mørkedæmon med en baggrund af dårlige oplevelse." Han så derefter over på Movicth. "Og det er ikke meningen af mørkedæmoner skal 'leve'. Det er vi ikke indrettet til, og det derfor det ikke går godt når vi forsøger."
|
|
