Surprise og børn

[Heltan Apon]

Heltan var allerede væk og lod Sionyii så helt alene, selvfølgelig helt bevidst. Han regnede med, at de ikke ville sove under åben himmel, sådan som han plejede, og han fandt derfor sit telt frem. Det var lavet af skind, og den, der havde været i nærheden af midanere, kunne tydeligt fornemme en slags vild kultur i det. Skabt af midanere. Han ville tvinge drengene til at sætte det op.

Hahrame tog hovedet ned og snuste til pigen. Den kunne lugte, hun havde mad, og den begyndte at slikke hendes kjole og arme og for at finde det. Hoppen fornemmede pigens usikkerhed, og som for at berolige hende prustede den forsigtigt ind i hendes ansigt.

[Sillena af Mithri]

Sionyii trådte forskrækket tilbage, men indså at hoppen ikke gjorde noget, og rakte forsigtigt maden frem mod den. Hun var stadig ikke tryg ved dyret, men hun ville ikke være den eneste, der ikke hjalp til!
Sillena havde nu fundet noget mad bestående af kød og nogle grøntsager. Så måtte hun se, hvad hun kunne få ud af det. Hun løftede hovedet, da hun hørte drengene komme tilbage, den ene slæbende på sten, den anden slæbende på brænde.

[Heltan Apon]

Heltan smilede til drengene. "I hjælpes ad med at grave planter og blade væk fra der hvor bålet skal være, så laver i en cirkel med stenene." Han var stadig ved at brede teltene ud, så han kunne lære dem hvordan når de havde overkommet hans opgave. Han havde d ikke nogen skovl, så det måtte de klare sig uden.

Hahrame brummede fredfyldt og begyndte at spise, hendes smukke, brune øjne rettet mod pigen. Hun åndede tungt ud for at vise sin velvære.

[Sillena af Mithri]

Sionyii begyndte langsomt at løsne en smule op, og lyste op i et stort grin. Dyret var slet ikke så farligt. Hun klappede den blidt på mulen.
Drengene så lidt på hinanden, trak på skulderen og satte sig ned. De gav sig til at rykke planterne op fra jorden og feje blade væk det sted, de havde udset sig. Det tog lidt tid, men lykkedes til sidst.

[Heltan Apon]

"Og så tænder i ild," sagde han til drengene og hjalp dem med at lave stenkredsen. Han rakte dem sit fyrtøj og så sig så om. Sillena skulle nok finde ud af det, og hvis ikke, ville han gøre det når hun havde givet op... for syttende gang. Midanerens blik fortsatte rundt og endte på Sionyii, og han listede hen bag hende. Pludseligt og med et fast greb om hendes liv trak han hende op og lod hende sidde på den sadelløse hest, uden at lade hende se sig før hun sad der. Hahrame betragtede dem fredsommeligt og gumlede så videre på sin mad.

[Sillena af Mithri]

Drengene så lidt på fyrtøjet, uden rigtigt at vide, hvad de skulle stille op med det. Hvordan pokker skulle man tænde ild med det der?
Sillena havde en undskyldning for ikke at være igang med maden, da bålet endnu ikke var tændt, og gik hen til drengene. "Kan I finde ud af det?" spurgte hun med et smil. Ikke at hun kunne hjælpe dem.
Sionyii så sig forskrækket omkring, og fik først øje på midaneren, da hun sad oppe på hesten. Hun spærrede øjnene op og kiggede ned på jorden. Sad helt stille og anspændt, for ikke at komme til at gøre hesten vred. "Jeg vil ned," hviskede hun.

[Heltan Apon]

"Trak vejret dybt ind," sagde Heltan med samme beroligende stemme som han brugte på utrygge dyr. Forhåbentligt havde det også en effekt på børn, men han havde ikke prøvet det før. "Luk øjnene og følg hendes åndedræt. Mærk hendes åndedræt. Føl hendes sjæl. Kan du mærke hende?" Det var første gang han instruerede en ikke-midaner. Og normalt forsøgte han ikke at lade dem bore dybt. Midanere skulle respektere dyrene nok til hverken at æde eller prygle dyrene, her forsøgte han at se, om han havde fundet en sjælefælle. Hun virkede så forsigtig, mindede ham om... Et jaget dyr.

[Sillena af Mithri]

Roux rystede på hovedet. De havde sat sig ned ved siden af bålet, og Sillena greb sig selv i at tænke, at deres tøj blev beskidt. Hun satte sig ned på hug med en kort latter. "Det er ikke så let af være på rejse, vel?"
Dog lykkedes det dem at få ild i bålet, efter de havde siddet i noget der føltes som hundrede år og prøvet forskellige ting af med det underlige form for redskab. "Skal du så lave mad, mor?" spurgte Roux, der tydeligt morede sig lidt over situationen. Sillena rokkede lidt frem og tilbage.
"Øh... Ja." Hun rynkede panden.
Sionyii knyttede hænderne og rystede lidt på hovedet, stadig lige så anspændt som før. "Jeg vil ned..." gentog hun. Hun prøvede end ikke at slappe af. Tænk hvis hun kom til at gøre hoppe noget! Den brød sig sikkert slet ikke om hende.. Nej, den kunne lide hendes brødre og midaneren, men nok ikke hende.

[Heltan Apon]

"Shh. Træk vejret dybt og føl. Mærk hendes varme." Hans stemme var lavmælt og fredelig, og han overvejede om han skulle true hende, men hvis man truede et jaget dyr, blev det blot fjendtlig. "Søg ind i hende. Mærk hendes ro og tag den til dig. Du behøver ikke stole på alle tobenede du møder, det ville være dumt, men intet dyr er ondt. De kan du stole på. Og hvis du giver dem blot en lille godbid vil du få et helt livs troskab igen." Han kærtegnede hoppen med hånden. "Se hvor rolig hun er. Kan du virkelig være bange for den skønhed?" Han skulle sikkert være meget glad for at mor ikke kunne se ham.

[Sillena af Mithri]

"Jamen.. Jamen tænk hvis hun ikke kan lide mig!" svarede Sionyii forfærdet og så på midaneren, som om han vel måtte kunne forstå, at hun gerne ville ned.

Sillena forsøgte at huske, hvad hun havde set, når hun en sjælden gang havde været på besøg i køkkener. Gryder. Havde de nogle gryder? Hun gik over mod vognen, hvor en stor del af deres ting var, for at rode efter gryder.

[Heltan Apon]

"Det kan du jo ikke vide hvis du ikke prøver," sagde Heltan, og hans beroligende stemme blev en smule fastere. "Du er nødt til at prøve. Føl. Eller du er blot lige så god som de fleste andre mennesker er." Hans blik var blødt og venligt, et stort, falskt og overbevisende smil lå på hans ansigt. Han tog hende ikke ned før hun prøvede, om så hun begyndte at græde.

[Sillena af Mithri]

Af en eller anden grund syntes Sionyii, at hans smil var opmuntrende, og hun tog en dyb indånding og klappede forsigtigt hoppen. Hun forventede, at den ville springe frem, og så helt overrasket ud, da den blot stod der og affandt sig med hende på ryggen.
Sillena fandt en gryde og stod lidt med den, før hun gik hen til bålet. Smed man den så ind i midten af i bålet med mad i, og ventede på at det blev stegt, eller?

[Heltan Apon]

"Se, det er da ikke så slemt. Og så prøv at føl hende. Træk vejret dybt. Ret dit åndedræt ind." Dette var et større problem, da hestens ånderytme var længere end mennesker, og meget længere end de korte stød der normalt kom ud af en midaners næse. Men at være i stand til det... det var en kunst som han mente kun tilhørte en ægte hestetækker. Det var sådan han fik følelsen med en ny hest og sådan han blev i stand til at styre de utæmmede ungheste.

[Sillena af Mithri]

Sionyii tog en dyb indånding og lukkede øjnene, uden helt at vide, hvad hun skulle. Hun lyttede til hoppens åndedræt, og lidt efter lidt sænkede skuldrende sig og hendes krop blev afslappet.
Sillena trak på skulderen, lagde kød og grøntsager i gryden og fik den placeret midt inde i ilden uden at brænde sig. Da hun rettede sig op igen, blev hun hurtigt klar over, at det helt sikkert ikke var det, man skulle gøre.

[Heltan Apon]

"Se, det godt." Han lukkede øjnene og fornemmede hendes åndedræt. Det kom hurtigt til at følge hestens, og hans smil blev svagere og mere ægte - hvilket vil sige det begyndte at se falskt ud. "Du har talent. Et meget specielt talent. Føl hende. Prøv at forestille dig, at hun er en sø, og få fornemmelse af at springe i. Hvis du er bange, så brug hendes ro og kærlighed til at finde mod."