river

[Movicth Fengar]

Movicth grinede, men det lød ikke specielt livligt eller glædesfuldt. "Tharqi, jeg er i livsfare konstant. Det gør ingen forskel, hvornår jeg dør." Han lagde armene om hende, trak hende tæt ind til sig. Det var ved at blive mørkt igen, og han vidste at noget nær total udmattelse ville skylle indover ham, når der ikke længere var noget lys. De rystede begge af kulde. Han blev nok nødt til at samle noget brænde.. "Det er derfor jeg er så glad for, at jeg nåede at møde dig."

[Tharqi]

"Du snakker... Du bliver sammen med mig til evig tid, og jeg bliver ved dig." Hun havde ikke lyst til at flytte sig på trods af kulden. "Jeg vil være sammen med dig forevigt.." Hun kiggede på hans ansigt og strøg hans drivvåde hår væk fra hans ansigt. "Hvis du vil have det." hun betragtede hans øjne alvorligt og trak vejret dybt.

[Movicth Fengar]

Movicth lukkede øjnene et kort øjeblik. "For evigt.. Sammen med dig." Hviskede han. "Det er mit højeste ønske i verden." Han så ned på hende. "Og dog det mest usandsynlige." Han begravede sit ansigt ind mod hendes hår. Det duftede af noget lignende regn og våd hund, men han elskede duften, indså han. Han flyttede sit hoved, og strøg let hendes hår væk fra skulderen, kyssede hendes hals lidenskabeligt. "Jeg tror ikke på evigheden, Thar." Et let smil formede sig på hans læber. "Selv kærlighed kan Døden tage magten over."

[Tharqi]

"Jeg tror på at intet er umuligt... Jeg vil aldrig forlade dig. Selv i døden." Hun strakte ansigtet tilbage og sukkede. "Jeg vil ikke tale om at enden. Vi er jo stadig ved starten." Hun smilede stadig og vippede hans hovede op og kyssede ham dybt. "Jeg vil ikke tale om at forlade noget." Hun kiggede alvorligt på ham. Søsteren var ikke glemt. "Jeg vil hellere snakke om noget andet... som... at jeg elsker dig meget højt."

[Movicth Fengar]

"Undskyld," hviskede Movicth. "Nu er jeg egoistisk igen." Han lagde en hånd omkring hendes hage, blidt, og kyssede hende på munden. En sitren skød gennem hans krop, og han slap hendes hage, lagde armene omkring hende igen, og trykkede hende ind til sig.

[Tharqi]

Thar trykkede sig ind mod ham og trykkede læberne mod hans bryst. "Vi kan ikke blive her vel?" mumlede hun og kyssede hans hals. "Du er dejlig.." Hun følte sig livet op og trak vejret dybt. "Kan vi ikke blive her lidt?" mumlede hun og lagde armen omkring ham.

[Movicth Fengar]

Movicth kunne ikke sige nej, når hun bad ham sådan. Desuden ville han hellere end gerne blive her lidt, bare en lille smule.. For hendes, såvel som for hans egen skyld. "Bare lidt.." svarede han i et kort grin. Hun nåede ikke at sige mere, før han lukkede munden på hende med endnu et kys.

[Tharqi]

Hun holdte kysset og sukkede dybt. "Uhhm, hvis vi alligevel skal være her..." mumlede hun og strøg forsigtigt hånden ned over hans bryst. Det skubbede sorgen væk. Hun kyssede ham igen og trak vejret dybt. Hun havde energi til det og det ville stadig være lyst i noget tid. "Jeg savner dig."

[Movicth Fengar]

"Jeg er jo lige her," drillede Movicth hende med et let smil. Han så lidt rundt. Han mente stadig, han fryste lige så meget som hun, men måske... Måske blev de ikke syge, hvis de kunne holde hinanden varme. Han mumlede noget, og trak hende med sig ned på jorden uden at sige mere.

[Tharqi]

"Du ved hvad jeg mener..." mumlede hun og kyssede ham igen. Fulgte med uden at kommentere og smilede varmt.
Det holdte sorgen væk. Det holdte kulden væk. Hun gemte sig indtil ham og kunne mærke at det var nat. Hun åbnede øjnene og betragtede hans ansigt i måneskinnet. Rørte sig ikke ud af stedet men kiggede bare på ham.

[Movicth Fengar]

Movicth lå stille, og så op på himlen over dem, havde trukket hende tæt ind til sig. Mørket havde sænket sig, og han følte sig fuldstændig smadret, men alligevel tilpas og varm. Han vidste ikke længere, hvor meget tid de havde, men en nat kunne de godt overleve, hvis de bare skyndte sig videre ved daggry. Måske lidt før, tilføjede han i tankerne. "Jeg elsker dig Thar," hviskede han hæst.

[Tharqi]

"I lige måde..." Hun strakte sig op og kyssede ham forsigtigt. Hun frøs ikke, var varm helt ud i tåspidserne og trak vejret dybt. "Jeg elsker dig lige så højt..." hendes stemme var dejlig blød og hendes øjne helt varme. Hun elskede ham virkelig... "Hvornår skal vi afsted? Burde vi ikke sove først?" spurgte hun blidt og strøg hånden ned over hans kind.

[Movicth Fengar]

Movicth kæmpede for at holde øjnene åbne. "Vi kan nok godt vente lidt. Bare et par timer." Han undertrykte et gab, og tillod sin krop at slappe lidt af. Han trykkede hende stadig ind til sig, og opgav kampen mod trætheden, lukkede øjnene. Han kunne lige så godt få mareridtet overstået.

[Tharqi]

Hun smilede og fulgte efter ham ind i søvnen. Hun lå helt stille, uden at drømme rigtigt, mens billeder af hendes søster og Movicht flød forbi i hendes tanker. Hun trykkede sig ind mod Movicht, uvidende om de tårer der trillede ned over hendes kinder.

[Movicth Fengar]

Tharqi havde ikke forsødet hans drømme, ligesom hun havde gjort hans liv bedre, men frygten for at miste hende spillede blot ind i mareridtet. Skygger slog ud efter dem overalt i drømmen, de gik i mørke, og skønt de gik i en hel uendelighed, blev det aldrig lysere.
Movicth havde muligvis skreget, uden at vide det, men hans underbevidsthed holdt ham stadig ubarmhjertigt fast i drømmen, skønt han forsøgte at kæmpe sig ud af den.