river

[Tharqi]

Thar løb langs skovbunden og hun sprang let over grene og træstammer. Det var sommer og solen stegte hende ryg. Hun var ligeglad og sprang højt op i luften, kiggede tænksomt op og spænede så videre. Der var en flod i nærheden og hun ville finde den... Så længe den lå på deres vej.

[Movicth Fengar]

Movicth løb godt et par meter væk fra Tharqi, under trækronerne, der skyggede for solen så godt det kunne lade sig gøre. Han havde det varmt, men det var til at holde ud, og et smil viste sig i hans ansigt, der ellers altid syntes at ligge i alvorlige folder, da han kiggede over mod hunulven. Hans øjne fik et kærligt glimt, og frygten veg bort fra den anspændte skikkelse. Hun fik ham til at glemme, og det var både godt og dårligt.

[Tharqi]

Hun var optaget af jagten på floden og sprang, forvandlede sig til menneske. Hun kiggede på ham og smilede varmt. "Flod!" hun strøg en hånd igennem det korte hår og løb hen til ham. Tog hans hånd førte ham blidt afsted, fulgte ham afsted lige frem. Smilede stadig op til ham og kiggede ikke væk.

[Movicth Fengar]

Movicth lo kort. "Hvorfor sige flere ord, når et er nok?" drillede han og så rundt. Han vidste ikke selv, at der var en flod i nærheden, men selvfølgelig var hendes sanser skarpere end hendes. Vand var godt. Det var nedkølende, men først og fremmest forsvandt færten af ham fra hende. I hvert fald i et kort stykke tid.

[Tharqi]

Hun grinede skævt og trak på skulderne. "Rigtig detalje!" Forsigtigt puffede hun til ham og trak vejret dybt. Lænede sig ind mod ham og strakte sig på tæerne. Kyssede ham kort, og forvandlede sig og styrtede i forvejen. Hun elskede ham højt og elskede følelsen af at elske en anden. Han var bare... dejlig. Hun hylede lavt op mod himlen og vidste at hun snart ville kunne se floden.

[Movicth Fengar]

Movicth sukkede lavt bag hende, og satte i løb. "Det er ikke fair at kysse mig, og så forvandle sig og styrte videre," mumlede han for sig selv i et bredt smil. Han så kort bagud, men skubbede det fra sig. De havde et nogenlunde forspring, der var ingen grund til bekymring. I hvert fald ikke alvorlig bekymring.

[Tharqi]

Hun stoppede brat og sprang på ham. "Det er meget fair." Grinede hun og kyssede ham igen, dybere men kort og var væk som et hvidt lyn igen. Hun nåede floden og stivnede, stadig ulv. Stirrede ned i vandet og lugtede død i luften. Hvems død? det var en bekendt duft. Hun snurrede rundt og tjekkede Movicht. Han var stadig i live. Hun flyttede blikket mod vandet og prøvede at få øje på noget, lettere panisk nu.

[Movicth Fengar]

Movicth var hurtigt efter hende, og så op af floden. Strømmen var stærk, bemærkede han. Han rynkede panden, da han så noget komme hvirvlende ned af floden, og det løb ham koldt ned af ryggen, da det lignede et lig. "Hmm.." Mumlede han.

[Tharqi]

Tharqi forvandlede sig til menneske og hende underlæbe skælvede. "Jeg kender den person..." hviskede hun og man kunne høre skrækken i hendes stemme. "det er...." Hun kunne ikke sige det. Navnet. I stedet løb en tåre ned af hendes kind og hun kravlede væk fra kanten, rystede i hele kroppen af chokket og skrækken.

[Movicth Fengar]

Movicth genkendte pludselig skikkelsen. Åh ja, søsteren. Han rynkede panden. Hvad havde dræbt hende!? Eller rettere sagt hvem. Han kunne ikke lade være med at spekulere på, om han kunne nå at have sat sin fært på hende, og blevet flænset op af skyggerne, men det var nærmest usandsynligt.

[Tharqi]

Tharqi rystede og hende skikkelse skiftede uhyggeligt hurtigt af hende chok og smerte. Hun rystede på hovedet og kastede sig med pludselig hurtigt og fart ud over kanten. Hun var menneske da hun rørte vand og den kraftige strøm rev hende afsted. Hun skreg lavt og forsøgte at kæmpe sig over mod sin søster. Hun kunne ikke være død.

[Movicth Fengar]

"Thar!" udbrød Movicth, da han så hende springe i. Han bandede lavmælt og fulgte efter uden at tænke over det. Vandet var isnende koldt, det første han bemærkede, imens han kæmpede mod strømmen, for at nå over til Tharqi. Han havde fejlbedømt strømmen. Den var stærkere end han havde regnet med.

[Tharqi]

Tharqi skreg skingert på sin søster og kæmpede alt hvad hun kunne. Det gjorde ondt. Hun skar ansigt og sank under vand konstant og druknede næsten. Det kunne ikke passe, det var ikke sandt, søsteren kunne ikke være død, hun var glad, rolig og det var en anden der lignede deres søster.

[Movicth Fengar]

Frygten ramte Movicth som en knytnæve i maven, for hver gang han så hende ryge under. Det lykkedes for ham at holde sig oppe over vandet, fordi han havde en fantastisk styrke, og kunne trække på lyset omkring sig. Langsomt fik han kæmpet sig frem mod hende, og lagde armene om livet på hende, for at holde dem begge to oppe. "Tharqi," sagde han i et forsøg på at lyde indtrængende. "Vi kan ikke dø sådan her, vi bliver nødt til at komme op af vandet."

[Tharqi]

Hun kæmpede vildt i mod, både bange og fyldt med smerte. Hun skreg og forsøgte at rive sig fri, med tårerne trillende ned af kinderne. Hendes søster kunne bare ikke være død. Liget forsvandt langt væk, men Thar havde brug for at fylde tomrummet ud - omend fylde sine lunger med vand og drukne.