|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 15:32:53 GMT 3
Ryonell fnøs over hendes ord, fordi han ikke troede dem. Han lod til at have glemt hvad han havde gang i og tog sværdet i skeden igen med en urutineret bevægelse, der fortalte, at det var noget han sjældent gjorde. Men resten af bevægelserne virkede sikre, og han fortsatte med at stirre på hende lidt, inden han igen fløj op i luften.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 15:44:59 GMT 3
Shin kiggede på ham med en underlig følelse i ansigtet og forberedte sig på rykket der snarl ville komme. Og da det skete og hun blev revet opad havde hun mere kontrol end før og trækket var nu mere i hele hendes krop end i hånden. Hendes mund var en smal streg og hun prøvede at komme i tanke om en måde at komme fri på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 16:09:31 GMT 3
Ryonell fortsatte op og var næsten overrasket over at hun fløj med. Han stirrede ned på hende i et par sekunder mens de fortsatte op, og fløj så videre, mod Neramore. Og hovedstaden Seamore. Han var oppe over træerne og kiggede ned. Han var frisk nok til at klare sig til natten, der var ved at være tæt på, han skulle nok klare sig hele vejen hjem. Og så ville de være der blot nogle timer før solen stod op igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 16:37:11 GMT 3
Shin kunne ikke gøre andet end at følge efter. Hun sukkede. Hvis han i det mindste løftede hende kunne hun slappe af, men hun turde ikke når hun hang i luften... Hun lukkede øjnene og kom i tanke om øjeblikket før.... Hvorfor havde hun...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 16:45:38 GMT 3
Ryonell fortsatte, og var næsten ude af det forbandede Solitopia, da solen begyndte at gå ned. Han var begyndt at blive sulten, men stoppede ikke for at spise, fordi hun sikkert ville prøve at gøre noget for at komme væk igen næste gang de var på jorden. Hun kunne selvfølgelig også bare sende magi op efter ham for at stoppe ham, men hun risikerede vel også selv at komme til skade hvis han faldt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 16:52:34 GMT 3
Shin turde nærmest ikke kigge på Ryo mere og forholdte sig tavst. Han troede sikkert hun var sindsyg nu... Eller også kunne det være at hun var... Shin skubbede tanken væk og blev enig med sig selv om at det ikke kunne passe... Det var bare fordi hun var syg eller noget...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 17:33:47 GMT 3
Ryonell fortsatte frem gennem mørket og nød stilheden og de kommende stjerner, der langsomt begyndte at pryde nattehimlen. Månen var allerede langt oppe, men havde tidligere været skjult af solens lys, så man ikke havde kunnet se den. Han kunne fornemme Neramores flade landskab under sig, og træerne der dækkede enorme områder.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 18:13:25 GMT 3
Hun nynnede lavt for sig selv og kiggede op på himlen og stjernerne over sig. Hendes lave stemme bredte sig forsigtigt, og hun lukkede øjnene igen. Det ville ikke hjælpe på den ubetrykkende oplevelse...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 18:19:20 GMT 3
De fortsatte i endnu mange timer, mens Ryonell stadig intet sagde. Hendes nynnen havde distraheret ham fra nattens lyde, men han havde ikke sagt noget. Han havde intet imod hendes stemme. Hun havde en udemærket stemme, ja, selvom hun var irriterende. Han kunne pludselig fornemme en by forude, men det var ikke Seanore. De var endnu for langt fra havet til at det kunne være den, og da han fornemmede hvilken by det måtte være, skiftede han retning.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 18:29:41 GMT 3
Hendes nynnen forsvandt kort da de pludselig skiftede retning. Så sukkede hun og forsatte lidt højere nu, helt automatisk fordi hun ikke regnede med at nogen lyttede alligevel. Hun kiggede op på himlen igen og slappede en lille smule af.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 18:33:33 GMT 3
Endelig kom noget der så rigtigt ud frem foran ham, og han begyndte at dale så langsomt og forsigtigt at nedstigningen næsten ikke kunne mærkes. De endte så langt over et hustag at hun netop ikke kunne nå det, og han overvejede lidt hvad han skulle gøre. Han kunne ikke bare lande, og han fløj over mod paladset netop som det begyndte at lysne i horisonten.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 19:47:41 GMT 3
Shin fulgte med -havde hun andet valg?!-, men hun begyndte at vise mere interesse i byen under dem. "det... Her har jeg drømt om..." mumlede hun så og stirrede rundt med et smil på læben.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 20:02:56 GMT 3
Ryonell ignorerede hende og kom over muren, og landede på jorden i en have der lå lige indenfor. Han gik hurtigt over mod en bygning uden at tage højde for Shinee og uden at vende sig om for at se hvor hun blev af. De kom nok op og skændes lige om lidt, men... De var vel på hans område, eller hvad man nu skulle kunne kalde det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 5, 2009 20:37:16 GMT 3
Shin kom kun lige over muren og faldt så mod jorden. "ikke hvad jeg havde forstillet mig..." gispede hun og hun brugte mørket til at stoppe sit fald. Så rettede hun sig og næsten løb frem til Ryo. Hun stillede sig tæt bag ham, træt af at blive trukket rundt som en hest.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 5, 2009 20:49:15 GMT 3
"Åh goddag, prinsesse, jeg havde slet ikke set dig," sagde han koldt og fortsatte frem. Soldaterne var ved at vågne, og man kunne høre deres sergenter råbe højt for at vække dem, og Ryonell kunne ikke høre Gwuis stemme blandt de andre. Han slog det hen og fortsatte frem mod en af bygningerne i det store område bag murerne.
|
|
[/URL]
