|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 19:47:08 GMT 3
"To hekse lever et par kilometer fra vores hule, uden at vi vidste det. Hilda hørte angrebet fra minotaurerne, og Tilda overtalte hende til at se om der var nogen tilbage der." Han så ikke på hende. Han fik ondt i hovedet bare ved mindet om de to. "Jeg var ikke i stand til at gå længe, og da jeg var rask nok til at gå hele vejen til vores hule var der ingen der."
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 19:52:10 GMT 3
"Hilda...... og.... Tilda...." Hun var stoppet og stirrede vantro frem for sig. "Ej, det løgn..." Hun skubbede det væk og kiggede på ham. "Din far var såret. De søgte mod byerne efter en healer. Og så var der jo Ryonells øje..." Hun sukkede og prøvede at samle sig om det hele. "I er gået forbi hinanden..."
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 19:59:01 GMT 3
"Det tror jeg ikke. Jeg lå i sengen i næsten et år. Man kommer ikke let fra at få hovedet knust. Jeg har ikke Ryonells healingsevne, gudskelov." Det var den 'evne' der fik ham til at være vågen nogle nætter og have problemer med at blive sulten. "Han ville være hoppet ud af sengen efter et par dage." Det gik op for Eremi at han var meget åben overfor denne kvinde.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 20:14:16 GMT 3
Shinee smilede og nikkede. "Det ville han sikkert. Han er hurtigt frisk, men også alt for utrættelig." Hun trak på skulderne og skar ansigt. "Det er godt og dårligt på samme tid." mumlede hun og blinkede kort med øjnene. Hun savnede Ryonell...
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 20:18:55 GMT 3
Eremi var tavs længe og fik dem ud under åben himmel. Han havde ikke noget svar til hendes ord, og hans ord var derfor udnødvendige. Det udtryksløse ansigt stirrede med stalden inden han rettede ind og fik dem på stien, gennem en overgroet have. Det endte alligevel med at han måtte sige noget. "Hvordan er han nu?" Hans bror måtte have ændret sig mindst lige så meget som han selv.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 21:22:11 GMT 3
"Dejlig. Men jeg elsker ham, så lige meget hvad ville han være dejlig. Han er..." hun ledte efter ord. "Du er nok selv nødt til at bedømme hvordan han er." Bestemte hun og smilede. "Han er vel... lidt ligesom dig, men mere... ikke så udtryksløs altid. Han er stædig."
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 21:41:59 GMT 3
"Jeg ved ikke hvordan jeg selv er," sagde Eremi og trak på den ene skulder for at spare den anden problemet. Han kunne ikke forestille sig sin bror ud fra det, og hans ord var desuden sandheden. Han vidste ikke hvordan han selv var, blot at han var og at han kunne lide at være. "Er han stadig meget... frisk i det?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 21:49:08 GMT 3
Shinee grinede svagt. "Nogengange. Når han ved hvad han vil." Hun trak på skulderne og himlede med øjnene. "Han er..." Hun manglede ord igen. Hun havde lyst til at sige at Ryonell var vidunderlig, men det var nok ikke lige hvad der manglede. "Stædigheden er meget gennemtrynende."
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 21:53:53 GMT 3
"Det har den altid været. Når det slog ham. Nægtede at lade mig være alene når jeg var i dårligt humør eller når jeg havde planer om at rejse. Som om han vidste hvad jeg tænkte og ikke havde tænkt sig at lade mig komme videre med mit liv uden ham. Han brød sig ikke om når nogen af os var i dårligt humør." Eremi mente sig selv og deres forældre, men han stirrede endnu mere udtryksløst frem for sig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 22:48:36 GMT 3
"Sådan er han ikke rigtig mere..." Mumlede Shin og smilede svagt. Forstillede sig Ryonell være sådan. "Han lukkede sammen. Efter angrebet." Hun sukkede og hendes ansigt blev mørkere. "Han blev... Ham jeg kendte først." Hun ville ikke uddybe det. Ryonell havde forandret sig og hun var taknemmelig.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 22:51:57 GMT 3
"Jeg er ikke overrasket," sagde Eremi uden at nogen følelser viste sig, hverken i hans stemme eller i hans ansigt. "Han var mindre parat på en omvæltning af den art end jeg. Vi var alt for ham. At det skete kan kun betyde at han ville reagere, selv om det kun var mig og Levirda der døde." Han så et glimt af den smilende, grinende Ryonell for sig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 22:57:26 GMT 3
Hendes blik blev fjernt. "Jeg håber ikke det kommer til at ske for nogen." Hun lagde en hånd og sine øjne og hun åndede tungt ud. "Det må have været et helved. Og så skulle de til byen..." Hun huskede Szuraims ord. Det var noget af det han fortrød mest. Han havde taget Ryo med til byen....
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 23:06:30 GMT 3
"Jeg tror nok det måtte være hans første rejse dertil," mumlede Eremi fjernt. "Til byerne. Han virkede aldrig som en der var god til fremmede." Det var alt Eremi havde at sige, og mørket omkring dem fortættedes en lille smule, som for at minde hende om at hun var i en mørkedæmons samvær. Det løsnede sig og blev usynligt igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 23:31:03 GMT 3
Hun reagerede ikke særlig meget på mørket og kiggede på det. Hun havde ingen kommentarer til hans ord og drengen søgte opmærksomhed igen. Han klukkede og greb fat i hendes fingre, og proppede dem i munden. Hun brummede lavt og irritereret da han bed hende hårdt.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 23, 2009 18:02:28 GMT 3
Eremi havde heller ikke mere at sige om sagen, hvilket ikke kunne være overraskende, selv ikke for folk der ikke kendte ham så godt. Han snakkede jo normalt aldrig, og det måtte vel være trættende hvis man overhovedet ikke sagde noget normalt. Han havde ikke snakket så meget siden han mødte Jiane.
|
|
