|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 16:57:00 GMT 3
Shin havde grin på munden, men eftersom hun stod med ryggen til kunne Ere ikke se det. Da hun vendte sig om, var det også forsvundet, og i stedet stod der en tjenestepige med et uskyldigt blik og aede sin dreng på panden. Hendes blik var rettet mod manden i huset, og der var ingen tegn på frygt.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 17:15:12 GMT 3
Eremi betragtede sin kone meget kort, han vidste jo hvordan hun så ud, og studerede så Shinee indgående uden at lave en eneste bevægelse med nogen muskel i sit ansigt. Hans blik faldt på barnet, og derefter for det op til Jiane. Hans kone var meget interesseret i flere børn. Havde hun taget denne kvinde for at få lov til at se endnu en vokse op? Jiane så smilende tilbage på ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 17:23:24 GMT 3
Shinee smilede stadig. "Du har noget i ansigtet. Liiige der. På kinden. Jeg tror det er blæk." Sagde hun så, venligt og nikkede mod Ere. Hendes blik var vuderende, men han mindede meget om både Ryonell og Szuraim, den gamle Szuraim. "Jiane, er det så din mand?" spurgte hun.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 17:41:44 GMT 3
Eremi så på hende igen, og han havde allerede slået Ryonell med adskillige hestelængder i mangel på viste følelser. På samme måde som Ryonell skabte had til sig selv fra andre vældede en underlig bølge af respekt til Eremi frem. Om det var med vilje eller ej kunne man ikke se i hans ansigt, ligesom man ikke kunne se noget som helst andet. "Jeg går ind igen," meddelte han og vendte sig om.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 17:44:49 GMT 3
Shinee kunne ikke lade være med at grine og ryste på hovedet. Selvom Ryonell var kold, så var hans bror måske et par grader under minus. "Jiane. Jeg tror du er nødt til at være den der siger det. Han vil hverken se eller lytte til mig." Hun smilede skævt og havde lyst til at stikke sin søn op i hovedet på Ere, bare for at se hvordan han reagerede.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 18:40:17 GMT 3
Eremi hørte dem udemærket, men valgte at det var uden for hans interesse. Indtil videre i det mindste. Han ville ikke begribe hvorfor en ny tjenestepige skulle have noget at gøre med ham, og han regnede ikke med at det skulle være interessant. Jiane nikkede bare med et let smil og blev igen halvbange for hvordan han ville reagere. "Eremi," sagde hun og kom ind til ham. "Hun skal giftes med din bror." Eremi så op fra papirerne han allerede havde begyndt at skrive på. "Han er i live." Der var ingen forskel på hans ansigt overhovedet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 18:57:41 GMT 3
Shin trådte frem bag hende og gik hen til Ere. Hendes smil forsvandt ikke. Hun fjernede hans papirer og nikkede tænktsomt. "I ligner hinanden. Og du tror slet ikke på mig... Ryonell reagere nok på samme måde..." Hun satte sig på bordet og betragtede Ere. "Vil du have beviser? Ryonell er desværre ikke hjemme for tiden, men vi har en lille søn sammen." Hun løftede drengen op og stak ham helt op i hovedet på Ere. "Kan du se?" Drengen grinede til Ere og øjnene var nemme at se, selv i mørket.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 19:05:27 GMT 3
Eremi så ned på drengen. Så, til Jianes overraskelse, blinkede han to gange i træk. Eremi blinkede så godt som aldrig, og da han blinkede igen gik hun over til ham og lagde en hånd på hans skulder. Han reagerede mildere end hun havde frygtet. "Jeg vil se vingerne," sagde han. Øjnene var ikke gode nok, åbenbart. "Mine børn har også vinger. Ryonells vinger var hele. Drengen har vinger."
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 19:10:48 GMT 3
Shin trak på skulderne og trak drengen til sig igen. Hun tog drengens yderste trøje af og vingere kom frem. "Vinger. Her har du dem." Drengen grinede igen og mørket bevægede sig svagt. Hun stoppede det hurtigt. "Er du ved at være overbevist nu? Tror du snart på mig?"
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 19:16:55 GMT 3
Eremi så længe op dem og der var en lille bevægelse ved hans mundvige da han igen blinkede et par gange. Han tænkte på sin lillebror, et minde for længe siden, der havde omhandlet om Ryonell kunne flyve eller ej. Ryonell havde ikke været overbevist, og Eremi havde kastet sig ud fra klippen da han så det som sidste udvej. Hans overbeskyttende lillebror var selvfølgelig sprunget ud og havde reddet ham. Eremi rejste sig. "Jeg går ud og trækker noget frisk luft," meddelte han og gik ud af døren igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 19:20:47 GMT 3
"Så går jeg med." smilede Shin og gav drengen trøjen på igen. Hun sprang elegant ned fra bordet og gik ud efter ham. "Er du chokeret? Jeg kan måske forklare noget for dig. Hvis der er noget du gerne vil vide. Jeg har kendt din far en lille smule også."
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 19:26:03 GMT 3
Eremi sagde ikke noget først. Shinee havde sikkert opdaget at denne mand ikke var en der snakkede meget, og nu var han målløs. Det kunne simpelt hen bare ikke være let at finde ord for denne mand. "Jeg så en minotaur rive hans hoved op. Selvfølgelig er jeg chokeret." Han havde en pause igen. "Og min far er død?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 19:29:27 GMT 3
"Din far er død." Hun nikkede og smilet blev træt og sorgfuldt. "Det var kun Ryo's øje der blev revet op. Han nægter at lade nogen rører det, det flyder med betændelse og sygdomme." Hun sukkede og strøg en hånd igennem håret. "De troede du var død. De så jo også dit hovede blive kvast..."
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Sept 22, 2009 19:37:58 GMT 3
"Det blev det," sagde han, og den varme der svagt havde været i hans stemme forsvandt. "De så ikke forkert." Han kunne stadig remse hver eneste lille bitte skade i ansigtet op, selv den mindste flækkede tand og flænge i hovedbunden. Men han var ude af stand til at forklare smerten han havde følt, både sorgen over familiens forsvinden og smerten i hans ansigt og i hver eneste lille bevægelse han lavede i det. Hver eneste lille blink og indånding.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 19:40:46 GMT 3
"De kunne håbe. Du var væk da de ledte." Hun valgte at tie her og kildede drengen fraværende på maven. Det var hårdt, når man mistede. Hun vidste det jo godt. Men han havde mistet hele sin familie. Det måtte være uoverkommeligt. "Du overlevede. Du er her da nu."
|
|
