Paranoia

[Eremi af Kuriqer]

Eremi lod sig den nærmere overtalelse trække med, selvom det ikke behagede ham meget, og han gjorde det tydeligt. Mørket omkring ham føltes tungt, selvom det ikke så ud til at være tykkere eller unaturligt, og han trak sig løs fra hende, på trods af at han endnu gik hendes vej. Hun skulle ikke røre ham. Og han var mere end parat til at hun skulle springe på ham.

[Nevoja]

Da de ikke var så forfærdeligt langt fra toppen, nåede de den hurtigt, og hun bedømte i mørket, hvilket sted der var stejlest. "Kunne du ikke tænke dig at hoppe?" Sagde hun muntert, med en skjult trussel, noget der altid rummede i hende. Hun var hele tiden klar til at dræbe folk, selv hvis hun rent faktisk syntes om dem. Dog var der ingen sarkasme, hun mente det skam.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg ville ikke have noget imod det, selvom jeg ikke kan se en grund til det," sagde Eremi afslappet og koldt, og varmen var ikke at finde i ham. Han så hvert hendes ansigtstræk i mørket og fandt dem lige så ligeyldige som hendes ord. Han nåede frem til at han spildte sin tid og så fortsat på hende. "Men hvad var det du havde tænkt dig at gøre?"

[Nevoja]

"Vi havde tænkt os at springe udover her, så du kan få noget meningsløst spænding ind i dit kedelige, lille liv. Tro mig, du vil takke mig for det." Nevoja lo pludrende, næsten for sukkersødt til at det kunne menes som en rigtig latter.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg venter bare." Stenansigtet ændrede sig ikke det mindste, og de mørke øjne lå dybt og længe på hendes. "Jeg springer efter når du har gjort det." Mørket omkring ham løsnede sig på en eller anden måde, som en stemning, der blev lettet. Han var ikke bange for hende. Han kunne se hende, klarere en hun kunne se ham.

[Nevoja]

"Jeg er jo nok ikke dum, kære. Vi springer selvfølgelig ikke efter hinanden." Nevoja rystede på hovedet, blev stille et kort sekund. Hun stod som hugget i sten og kiggede ud i mørket, det elskede mørke, der lige i øjeblikket var en fjende for hende. Så greb hun lynhurtigt hans arm, satte af, og tvang ham med ud i et hop.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi vendte sig i luften, rev sig løs fra hende og gjorde sig så lille som muligt, så han faldt hurtigere mod jorden. Han mærkede adrenalinen brede sig da bunden kom hurtigere og hurtigere mod ham, og noget så fantastisk som et smil bredte sig langsomt ud på hans ansigt. Han havde sprunget ud fra højder før, da han hjalp sin lillebror i luften for første gang.

[Nevoja]

Nevoja grinede over den herlige susen i maven, og landede på fødderne i hug, hvorefter hun rettede sig op igen. "Se! Det var da sjovt!" Hun snoede en tot hår rundt om fingeren med et bredt smil, imens hun overvejede, hvornår hun skulle dræbe ham.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi havde brugt de unormale vinger til at tage farten af med, og stod lidt fra hende. Han så ikke engang ud til at have sprunget ud fra en klippe, igen forkerte folder på tøjet, ikke en tot der havde revet sig løs, og hans ansigt var lige så koldt som det altid havde været. "Det var ikke noget specielt," sagde han lyseslukkerligt. "Jeg har gjort det før." Hans øje hvilede på hende.

[Nevoja]

Nevoja besluttede at få det overstået. "Du er virkelig kedelig," gabte hun. Med et fik hendes øjne et grådigt, blodtørstigt skær, og hun krøb ned i en angrebsstilling, der mindede mere om et dyrs. Hun mærkede jagtens rus bruse igennem hende, mærkede hvor rastløs hun var blevet siden i morges, og en dyb, uvirkelig knurren rejste sig helt nede fra hendes strube. "Virkelig, virkelig kedelig," hviskede hun, da hun krøb nærmere og sprang indover ham.

[Eremi af Kuriqer]

Mørket rejste sig usynligt omkring Eremi og lavede et skjold, som hun brasede ind i. Så fortættedes det og blev en brusende flodbølge der forsøgte sig ind over hende, mens noget af det usynlige mørke fortsatte med at svæve omkring ham. "Jeg behøver ikke så meget i mit liv. Så længe jeg har noget at lave, er der ikke mere, der er nødvendigt for mig." Han havde ikke bevæget sig en milimeter siden han havde landet på jorden.

[Nevoja]

Nevoja kom hurtigt på benene igen, imens hun forsøgte at fokusere på mørket. Nu vidste hun da i hvert fald hvad han kunne. "Jeg skal dræbe dig i dagslys, ikke?" Sukkede hun skuffet, uden at kommentere hans sidste bemærkning. "Hvad laver du egentlig i din hverdag?" Bare for nysgerrighedens skyld. Måske var mørket en illusion, hvis hun forsøgte at se gennem det. Måske ville det ikke kunne nå hende på den måde. Var det ikke et forsøg værd?

[Eremi af Kuriqer]

Mørket sved, som hvis man rørte en brandenælde og stak hånden ind i ilden på samme tid med samme hånd. Det forhindrede ikke hendes fremfærd, før hun kom inden for en meters afstand af ham. Der stod det som en ufremkommelig mur. "Jeg er på et gods. Adelig, hvis du vil hører hvad andre foretrækker at kalde det."

[Nevoja]

Det irriterede Nevoja, at denne adelsmand skulle have mere magt over mørket end hende, mørket var trods alt vampyrenes rette element, mørket som de kunne udnytte på alle tænkelige måder, som de elskede og begærede lige så meget som død og blod. At det nu var mørket der standsede hende var svigende nederlag. "Familie er ikke værd at holde på," sagde hun hårdt, uden at undgå hadet i stemmen. "Du skulle tage og blive strejfer."

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg er tidligere strejfer. Jeg er ikke født adelig." Han stod og betragtede hende gennem mørket. "Men familien er mere end værd at holde på, hvis man er heldig." Han sagde det uden følelse i ansigtet, selvom stemmen havde sin sædvanlige, neutrale varme igen. Han stod stadig som han havde gjort det fra starten.