|
|
Post by Nevoja on Aug 16, 2009 22:40:32 GMT 3
Nevoja kom slentrende op ad den stejle bjergside. Heldigvis begyndte det at mørkne lidt på himlen, mens hun ventede på, at solnedgangen ville afslutte dagen. Hun elskede at se solen farve himlen blodrød, for så helt at forsvinde. Det var hendes store lyspunkt på dagen, det eneste, der var værd at ligge mærke til. Hendes tunge gled tankefuldt over de spidse vampyrtænder, imens rastløsheden buldrede igennem hendes krop. Somme tider dræbte hun, selvom hun ikke var sulten. Det var mest, når hun kedede sig. Blodet kunne hæve hende op i en rus, hun aldrig havde oplevet, og ved tanken skar en sindssyg latter sig op gennem struben, og ud i stilheden, imens et lige så vanvittigt glimt fór op i hendes allerede psykopatiske øjne.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 16, 2009 22:46:05 GMT 3
Eremi sad på ryggen af en mellemstor hest, og førte den sikkert ned at bjerget. Det var et gammelt myr der ikke gjorde en flue fortræd, og som heller ikke var sart. Han reagerede derfor, da den stoppede op og begyndte at se rundt. Den var usikker, følte ubehag. Han så ned af bjerget fra den tynde, men sikre sti han befandt sig på.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 16, 2009 23:02:56 GMT 3
Nevoja opfangede lugten af en fremmede, og hun så sig skarpt rundt, for at se, hvem det kunne være. En mørk skikkelse, på sandsynligvis en hest, tårnede sig op foran hende, tilsyneladende på vej ned af bjergsiden. Hun lo frydefuldt, og gik tættere på. Aftensmåltid? Åh ja, det kunne da være virkelig rart. "Jamen dog, jamen dog. Hvad har vi her?" Sagde hun i et dødstruende farligt, sukkersødt tonefald, da skikkelsen var indenfor rækkevidde til at kunne høre hende.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 16, 2009 23:18:05 GMT 3
Eremi hørte hende, men hans udtryksløse ansigt ændrede sig ikke det mindste. Det var, som om det ikke betød noget. Hesten reagerede til gengæld og han steg af og lod den løbe. Den ville gå hjem, og for at beskytte den lod han en smule usynligt, men stærkt mørke følge den. Det, der var der, var farligt. Skulle han sige noget? Hvem der? Hvad vil du mig? Du risikere at dø hvis du fortsætter sådan her? Det var alt sammen dumt. I stedet begyndte han bare at gå hjem, som om det hele var meningen. Han havde endnu et af de usynlige skjolde oppe, til hvis hun ville angribe.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 17, 2009 14:29:06 GMT 3
Nevoja sukkede dramatisk, imens hun ventede på, at han ville nå hende, og da han nåede derned, vendte hun om, og gik ved siden af ham. "Ingen høflighed i livet? Prøv og tænk på.. Hvis vi nu sagde, at dronningen kom forbi, ligesom mig, fuldstændig uskyldig, og sagde hej. Hvis du ikke svarede hende, ville du nok få problemer." Hun rystede sygt på hovedet, og slog en skinger latter op. Øjnene skinnede grådigt i mørket, og hun legede tankefuldt med fingerringen på den ene finger. "Hvor bor du henne?" Spurgte hun pludseligt.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 17, 2009 19:33:20 GMT 3
"Hvis du var dronningen, ville det rage mig en papand om hun blev fornærmet på mig. Og mit hjem er ikke dit jagtområde, vampyr." Lugten af blod hang ved hende, så han var sikker i sin sag. Næsten det eneste minotaurernes angreb ikke havde haft effekt på var hans lugtesans, og han stolede derfor mere på den end hørerne og øjnene. Og denne kvinde lugtede af blod.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 17, 2009 19:43:20 GMT 3
"Det kunne det hurtigt blive, søde," svarede Nevoja leende, og så indgående på ham. "En ægte vampyr ja. Skræmmende ikke? At når du går hjem - hvis du overlever - ligger i din seng, uden at vide, om dine børn er badet i blod, livløse, imorgen, fordi din lille veninde blev lidt for... Grådig." Hendes stemme var en hvisken, en dramatisk hvisken, som en ægte fortæller, og igen lo hun sindssygt, som om det morede hende fantastisk. Hvilket det jo faktisk gjorde.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 17, 2009 23:52:19 GMT 3
"I det mindste har en af os det sjovt." Der var ingen spor af frygt, hverken i hans holdning eller sind. I mørket kunne han sagtens skræmme en vampyr væk. Hun kunne ikke gøre ham, hans kone eller hans børn noget. Så hans udtryksløse ansigt forblev udtryksløst mens han fortsatte med at gå. Som en meget realistisk maske en eller anden havde klistret på hans ansigt.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 18, 2009 19:30:11 GMT 3
"Du har ret, det er et held. Måske skulle du prøve at slå dig selv lidt mere løs nogle gange. Dine skuldre er jo trukket helt op til ørerne!" Nevoja tog et par dansetrin hen ad vejen, snurrede rundt om sig selv, og stoppede for at vente på ham. "Hvem er du egentlig?" Spurgte hun nysgerrigt, og brød så ud i brat latter igen.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 19:41:02 GMT 3
"Mit navn er Eremi," sagde han kort for hovedet, og regnede ikke med at hun kendte til landets adeligem, og desuden havde han ikke titelen med. Hvis hun behandlede hans navn med genkendelse, måtte han nok slå hende ihjel. Men hvis ikke, kunne hun få lov at leve og fortsætte med at dræbe mennesker. Som samfundsborger, eller hvad man nu kalder det, burde han slå hende ihjel, men unødig død var ikke ham.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 18, 2009 22:44:39 GMT 3
"Eremi, Eremi, Eremi," gentog Nevoja, bare for at lade navnet rulle lidt på tungen, så hun kunne sige det udenad, selvom den allerede var der første gang. "Må jeg spørge om noget?" Hun ventede ikke på svar. "Har du nogensinde sprunget ud fra et tag?" Hun så på ham gennem mørket, og hævede et blond øjenbryn, med et sygt smil om læberne.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 22:56:59 GMT 3
Underligt nok nikkede Eremi. "Ja, jeg har faktisk gjort det," sagde han lige så udtryksløst som før og fortsatte med at gå. "Men du behøver ikke få detaljerne om det." Han kunne svagt høre sin heste længere fremme, og regnede med at den selv fandt hjem. Det var heste jo så godt til. "Men jeg har ikke brug for dit selskab."
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 18, 2009 23:01:40 GMT 3
Nevoja sukkede, som om hun syntes, det var fuldstændig håbløst at snakke med ham. Det var det faktisk også lidt. Så... Intetsigende! Kedelig! Hun rakte ud for at ligge hånden mod hans skulder, og det syntes, at mørket blev tættere omkring ham. Hun klukkede sagte. "Det er en skam, der skal findes så kedelige personer i mit yndlingsland.." Sukkede hun. "Er du altid sådan?" At han ikke ønskede hendes selskab påvirkede hende ikke. Hun forsatte bare.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 23:17:11 GMT 3
"Hvis du mener jeg er mig selv, så ja, jeg er altid sådan." Han skubbede hendes hånd fra sig. Ikke fordi hun var vampyr eller noget, blot fordi han ikke brød sig om at fremmede kom for tæt på. Der var ingen problemer når han lærte folk at kende, men indtil da skulle de var på afstand. Mørket var i et skjold omkring ham, få centimeter over huden.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Aug 22, 2009 14:39:10 GMT 3
"Jeg vil vise dig noget," sagde Nevoja insisterende, og greb ud efter hans håndled, for at trække ham med sig. Hun havde det som om, mørket forsøgte at angribe hende, og hun stirrede lidt mistænksomt på ham. "Det tager ikke så lang tid, kom med!"
|
|
