Some say freedom is free

[Movicth Fengar]

Lysdæmonen var mere nærværende end nogensinde. Den tiltagende frygt, der rasede i ham, holdt ham i liv og det havde den gjort siden han blev født. Men nu voksede den, for han havde for første gang ændret retning. Han var vendt om, og der var ingen fornuft, der kunne forklare ham hvorfor.
Tanken om Tharqi og barnet fik ham dog til at fortsætte. De var selve grunden til, at han langt om længe havde besluttet sig for at konfrontere sine dæmoner. Han ville gøre, hvad ingen af hans forfædre hidtil havde gjort – og han turde ikke overveje, hvad der ville ske, hvis han tabte.

Træerne tårnede sig op over ham. Bladene var for længst faldet af, men det gjorde ikke skovlandskabet mindre fortryllende, for de par øjne, der kunne værdsætte det. Movitch var dog ikke en af dem. Han bed mere mærke i, at skoven var tyst denne vintermorgen, på nær sneen der knitrede under hans fødder.
De hvide vinger var trukket langt ind til kroppen. Movicth kunne have fløjet sin mulige død i møde, men han kunne ikke få sig selv til det. Som resten af hans familie, lå det dybt i ham at vinde tid. Altid vinde mere tid, selv når det syntes unødvendigt.

[Heltan Apon]

Som sædvanlig var Heltan ude at gå. Udsædvanligt var det, at han søgte mod Jeanore om vinteren. Kulden var ikke noget, hans krop var skabt til, og selv med pelsen kunne han mærke den kolde brise ramme hans ansigt. Det var ikke rart, og han kryb længere ind i en jakke, han havde været tvunget til at købe i den sidste by, i et forsøg på at spare på energien og holde varmen. Han burde have overvejet det en ekstra gang, men Jeanore havde mest mineproduktion og derfor bedst mulighed for flest og bedst metaller. Og han kunne ikke få sig selv til at tilbring sin tid i Mida med sit eget folk.
Ved hans side traskede Trom, prustende og bærende al hans oppakning og vare. Den fnøs i kulden, men ingen sky kom ud af dens mund. "Du kan vel ikke fryse, også, kan du?" spurgte Heltan blidt og kiggede på sit stakkels dyr. "Er det overhovedet muligt for dig at fryse?" Med fortrolighed lysende ud af ansigtet lagde han en hånd på dens ene skulder og brugte kløerne til venligt og forsigtigt at klø dens kulde krop. De gik endnu, men der gik ikke lang tid før Troms næsebor udspiledes og dyret prustede igen. Endnu et kort øjeblik, og lugten af noget menneskeligt ramte også Heltans snude.

[Movicth Fengar]

Hvis man kendte ham, kunne man undre sig over det tempo, han havde sat for dagen. Det gik uendeligt langsomt, i forhold til den høje, konstante fart, han kunne holde gående i flere dage i træk med få hvil i mellem. Der var mange ting, som han gjorde nu, der gik imod alle hans principper og alle hans leveregler. Det var i virkeligheden en meget spontan beslutning, han havde truffet.
Et svagt, bittert smil bredte sig på hans læber, da alle spørgsmålene begyndte at melde sig. Han var i tvivl om, hvorvidt han gjorde det rigtige, men han anede ikke, hvordan han skulle finde svaret. Tharqi ville nok forbyde ham, at opsøge sin forbandelse, og så var der ikke mange tilbage at søge hjælp hos. Et flygtigt øjeblik dukkede Ryonell op i hans tanker, men mørkedæmonen var ikke en, som han burde lede efter. Deres møder var altid tilfældige, og Movicth havde efterhånden indset, at det altid var i de rette øjeblikke, deres veje krydsede hinanden.
Da han så op fra det hvide snedække, tegnede der sig pludselig to skikkelser i det fjerne mellem træerne. En irrationel tanke ramte ham – var det allerede nu, han måtte tage kampen op? Men den kunne han hurtigt afvise, for han vidste, at han havde haft et forspring på fem dage og end ikke skyggerne kunne indhente ham så hurtigt.

[Heltan Apon]

Både hesten og Helten stod et øjeblik længere og vejrede luften gennem kulden, der gav Heltan lyst til at dække sin næse selvom det blot var få grader under frysepunktet og vinden var stille. Det var ikke et sted for ham eller hans art. I det fjerne kom en skikkelse langsomt frem, og hans grå øjne knep en smule sammen. Først tog han det som et menneske, da lyset reflekteret fra sneen skar en smule i hans øjne, men synet af vinger ødelagde hurtigt den hypotese. Forunderligt, at der virkelig fandtes væsner med vinger, det havde han altid syntes... men det var nok lige så forunderligt som for folk fjernt fra Mida at tænke på midanere.
Han satte i gang igen, mens han overvejede, om han skulle hilse eller undgå kulden og holde sit hoved dækket. Måske ville manden ikke engang opdage hans art, når han var gemt under alle de klæder. Normalvis var Heltan ikke bange for at udfordre folks fordomme, men kulden gjorde ham utilpas. Jo nærmere de kom, jo mere stampede Trom i jorden og vrinskede, men Heltan gav en lavmælt knurren, der ikke lød menneskelig, men som havde betydning for Heltans folk. Hesten lod hovedet falde, men det var tydeligt, at den ikke var tilfreds.

[Movicth Fengar]

Langsomt begyndte han at kunne tyde, hvem der var på vej imod ham. Hans første gæt var et menneske og dets hest, men som de kom nærmere, indså han sin fejltagelse. I stedet var det et væsen, han endnu ikke havde set og kun hørt om på sine korte ophold omkring i forskellige landsbyer. En midaner, der var godt pakket ind i flere lag af klæder. Det gav hurtigt mening for ham, for han vidste, at de normalt holdt til i Mida. Ørkenområdet han til alle tider forsøgte at undgå. Til gengæld var den kølige vind og våde sne sikkert ikke et miljø, som den fremmede trivedes i.

Movicth var overrasket til et punkt, hvor hans andre tanker ophørte. Han havde ikke regnet med at møde nogle, og mindst af alt et væsen, som han havde tvivlet på eksisterede. Ved ren refleks sugede han energien fra lyset omkring ham til sig. Det var noget, han altid gjorde, når han stødte på fremmede.
Han måtte minde sig selv om, at der ikke ville ske noget ved at stoppe op et kort øjeblik. Hans skridt blev langsommere, til han til sidst stod stille, som en maskine, der gik i stå. Der var forundring i hans blik. Han fik en mærkelig følelse af at vente på de fremmede, uden at bevæge sig. At kunne betragte dem på afstand, midaneren og hans hest.

[Heltan Apon]

Situationen blev anderledes end Heltan havde tænkt sig i det samme den anden viste ham opmærksomhed, men han lod det ikke vise. Han havde ikke lyst til at snakke med et fremmede væsen, og det viste sig svagt i hans grå øjne inden han endnu en gang bad Trom om at opføre sig pænt. Den anden stoppede, og irrationelt opstod fjendtlighed i hans sind, da han frygtede, at hans art var blevet genkendt og dømt. Han vidste, hvordan mennesker var, og på trods af sind tolerance hadede han dem for det. Men han forsatte i håb om, at han kunne spille rollen som menneske, sørgede for, at alle dele af hans krop der kunne være afslørende var skjult inden han gav et nik. "Goddag," sagde han så, da han kom tæt nok på til at kontakte ham.

[Movicth Fengar]

Movicth blev pludselig i tvivl, om det ikke var et menneske, der stod foran ham. Han måtte kigge nøje efter, før han fik overbevist sig selv om, at det virkelig var en midaner, han havde mødt. Der gik ikke lang tid, før han opfangede den fremmedes fjendtlighed og modvilje. Det var ikke let at narre en lysdæmon, på trods af at den anden ikke viste det åbenlyst. Derfor forstod han ikke, at den anden rent faktisk hilste, for selv hesten virkede til at være utilfreds med situationen.

”Goddag,” sagde han med et svagt smil. ”Du må ikke bruge så meget energi på mig, hvis du ikke ønsker mit selskab. ”

Hans stemme var varm og imødekommende, men havde stadig den kant af smerte, som var kommet i løbet af hans liv som jaget. I dag, indså han, ville hans ord give mening for en fremmed. Der var ingen undskyldninger, ingen forhastede, snublende sætninger og ingen råb over skulderen, når han alligevel måtte videre. Faktisk stod han som naglet til jorden.

[Heltan Apon]

Den tydelige venlighed fra den fremmede overraskede midaneren, og han søgte nøje efter tegn på, om han var klar over, at han var midaner, eller om den anden blot troede, at han var et menneske. Begge dele var muligt, da han forstod menneskelig adfærd bedre end den, som vilde midanere udviste, og derfor ofte kom til at bruge den automatisk.
Da svaret ikke var tydeligt valgte han blot at fortsætte samtalen indtil videre, og han lod blikket falde på den andens vinger. Noget, som han ikke kendte til. "Nej, jeg tror det går," sagde Heltan derfor, og mønstrede alt den venlighed, han kunne. Under halstørklædet lå det sædvanlige, konstante smile, og man kunne ikke fornemme falskheden. Midaneren var født diplomat. "My nysgerrighed er for stor. Hvorledes kan det være, at du har vinger?"

[Movicth Fengar]

Movicth havde aldrig overvejet, at man kunne så tvivl ved hans race. Dem han havde mødt kunne enten fornemme det eller også havde de aldrig spurgt. Men når det kom til stykket, kunne han have været mange ting med sine vinger. En engel for eksempel.
”Jeg er en lysdæmon,” sagde han og regnede med, at det besvarede den fremmedes spørgsmål. Han tøvede kortvarigt, for han var stadig i tvivl om den anden og hans hest. Han valgte at følge sin indskydelse.
”Kan det passe, at jeg har mødt en midaner?” spurgte han.
Hans blik var stadig mildt, der var ingen fordomme at spore.
Den fremmede syntes at have ændret indstilling, men han opfattede stadig den svage modvilje, som midaneren havde. Lysdæmonen var overrasket over det glimrende skuespil, som han nær ikke havde gennemskuet.

[Heltan Apon]

Heltan betragtede den fremmede mere indgående efter at have fået svar, forundret over den andens tilstedeværelse. Lys var positivt ladet, dæmon negativt, men han havde hørt om dem og de blev set, af mennesker, som gode. Det betød, at han måtte skabe sine egne meninger, men tanken om at flyve fascinerede ham. Var det normalt for dem af have vinger? Hans nysgerrighed gav ham lyst til at vide mere, men han holdt det for sig selv.
I stedet vendte han sig væk da manden spurgte om hans race og aede Trom forsigtigt for at berolige den mens han overvejede, om han skulle sige sandheden eller forsøge at fortsatte løgnen. Da nu han stod overfor en person, som han havde fået et ønske om at have en ordentlig samtale med, og som ikke viste for megen modstand mod ham, valgte han at være sandfærdig. "Ja, jeg er Midaner." Han så igen på den anden med sine stormgrå øjne, smilet stadig oppe bag hans tørklæde selvom der ingen grund var til det. Det kunne ikke ses alligevel, og det var der kun for den andens ære. "Jeg håber ikke, at det er nogen, der skræmmer dig."

[Movicth Fengar]

Movicth kunne ikke holde latteren tilbage, på trods af at det sikkert ville forvirre midaneren. Det var en næsten komisk tanke, at den fremmede skulle være i stand til at skræmme ham. Der var så få ting han frygtede. Denne midaner, der var godt gemt væk i tøj med sine nærmest menneskelige træk? Nej, det var usandsynligt.

”Tro mig, det er der ingen fare for,” forsikrede lysdæmonen og vendte blikket mod den hvide hingst, der tilsyneladende var faldet mere til ro. ”Som regel kan jeg fornemme, når der er grunde til at være skræmt. Og du har endnu ikke angrebet mig, så det må være et godt tegn.”

[Heltan Apon]

Midanerens øjne betragtede endnu manden godt og grundig mens han betragtede den anden, indlysende analyserede hans træk og mulige våben. Mildest talt følte Heltan sig undervurderet, men han kunne ikke lade være med at klukke en smule af manden. Latteren blev mere dyrisk end det var meningen, men hvad kunne han gøre? Det var ikke rigtigt muligt at ændre måden, man grinede på, og han så ikke nogen grund til det. Den fremmede virkede... god nok, og lod ikke til at tale med intention om at fornærme eller skade.
"Du har endnu ikke givet mig grund til det." Han klukkede lidt videre og strøg Trom over halsen. "Jeg håber ikke, du gør det, for det ville være spild af interessant selskab." Hvor langt kunne han gå? Var det muligt at starte en egentligt samtale, at udveksle tanker? Det lod ikke til, at den anden havde synderlig erfaring med midanere, på samme måde, som Heltan ikke kendte meget til lysdæmoner. Netop dette var grund til at snakke, at hjælpe ham med at skabe et positivt indtryk. Så hvis samtalen kunne gå godt, så kunne de begge få noget positivt ud af det. "Hvis det ikke er noget problem at jeg spørger - hvad præcis er det, du laver her?" Som sædvanlig var han høflig og venlig, selvom en opmærksom person med store problemer ville kunne opfange hans manglende entusiasme. Gennem et liv som slave og falsk diplomat havde han lært værdien at skuespil.

[Movicth Fengar]

Lysdæmonens blik formørkedes ved påmindelsen om, hvorfor han overhovedet havde tid til at snakke med midaneren. Han var i tvivl om, hvor meget han skulle sige. Det gav ikke mening at fortælle sin tragiske historie til en fremmede, der nok ikke ville få meget mere ud af det end medlidenhed og en viden om, at der var intet man kunne gøre, for at ændre Movicths skæbne. Det var ikke de tanker, han ønskede at forlade den anden med.
”Det er en lang historie,” svarede han med sænket stemme. ”Jeg skal snart se min største frygt i øjnene, en forbandelse, der hviler på mig og har gjort det længe.”
På trods af alt smilede lysdæmonen endnu. ”Men hvad der er langt mere interessant,” fortsatte han. ”En midaner på disse kolde kanter? Er det ikke meget usædvanligt?”
Movicth havde fornemmelsen af, at den anden blot spurgte for høflighedens skyld. Men han havde intet imod det, for uanset samtaleemne, kunne han ikke lade være med at fordybe sig i det, interessere sig for at snakke med et andet væsen, der ikke var hans elskede Tharqi, som forstod hans situation. Endnu engang gled skyggerne over det ellers milde ansigt, for han havde stadig ikke glemt, at han havde forladt sin kæreste uden et ord og han kunne ikke forestille sig, hvordan hun skulle tilgive ham.

[Heltan Apon]

Informationerne midaneren fik var forvirrende og lå lidt forbi hans forståelse. Hans kendskab til forbandelser var utroligt begrænset, da midanernes magi kun fandtes i en nutidig sammenhæng, og dette fik hans nysgerrighed til at spire utroligt. Det var en svaghed han altid havde haft, hans søgen efter viden, men den var nok også grunden til, at han var kommet så langt, som han var. Men forbandelser var noget, man burde holde sig udenfor, og han valgte ikke at kommentere det selvom man kunne se det den tydelige interesse i hans øjne.
I stedet valgte han at fokusere på den fremmedes egen retning af samtalen. Det var nok også gjort af ren høflighed. "Ja, det er meget usædvanligt." Han gjorde sig enig og nikkede, smilende selvom det ikke var muligt at se hans smil. "Men jeg er blot handelsmand. Selvom jeg ikke nyder kulden kan jeg endnu handle." Der var en klokke, der ringede med hensyn til denne fremmede. Det var kun meget svagt, og han kunne ikke finde sammenhængen, men han fortrød ikke længere at have kontaktet manden.

[Movicth Fengar]

”En handelsmand?” gentog Movicth. Midaneren syntes at overraske ham ord for ord. Han havde aldrig for alvor haft kenskab til racen, men hvad han havde hørt indebar ikke handel. For ham var det dog det ikke så meget, at en midaner var handelsmand, som at den anden var handelsmand.
”Det lyder som en spændende profession,” indskød han oprigtigt. ”Jeg kan forestille mig, at du kommer vidt omkring.”
Han følte en hvis taknemmelighed ved at den anden ikke spurgte ind til hans forbandelse. Han vidste ikke, om det var af mangel på interesse eller om det blot var ren høflighed, men i dette øjeblik søgte han frem for alt at glemme.