Haha, you're dead

[Ramoan Ankad]

Bess bjæffede ivrigt, da hun sprang over en væltet træstamme, der lå indover stien. Ramoan kom springende efter, vendte sig rundt med et smil, for at se på Toph lidt bag dem.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Den unge midaner gik rundt på fire ben og snuste nysgerrigt rundt i skoven. Det var forår, og en smule kulde lå endnu i luften og gjorde den klar, selvom sommeren var på vej og bladene var sprunget ud og blevet lysegrønne. Luften var derfor fuld af spændende lugte, og Tophafs næse var tilfreds.

[Ramoan Ankad]

Ramoan kunne ikke lade være med at le muntert ved synet af midaneren, der på alle fire som en hund mindede ham en smule om Bess. Ulvehunden var stoppet op, for at vente på dens elskede legekammerat, men den blev utålmodig og satte i løb mod hende i stedet. Ramoan forsatte fremad, velvidende at de nok skulle indhente ham, hvis de pludselig kom bagud. Han sugede næring til sig fra skovens energi, der blomstrede op i foråret, og han nød til fulde at vinteren var forsvundet.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf så op og så Bess komme løbende mod sig. Hun hvinede begejstret og sprang ind i hunden, så de kom i en rullende brydekamp. Hun knurrede lavt og drillende, elskede den flotte hund højt, og det tog et stykke tid for dem at se op. Ramoan var kommet langt foran, og de satte i løb over mod ham, netop som et alt for velkendt brøl ekkoede gennem skoven. Tophaf stivnede, vendte sig væk fra lyden og søgte op i det nærmeste træ.

[Ramoan Ankad]

Ramoan bandede, da han efterhånden havde let ved at genkende det brøl. Hans instinkt bad ham nok så venligt om at flygte, men han kunne ikke forlade Tophaf. Bess hylede, da det gik op for den, at Toph var væk, og Ramoan så op i en af træerne. "Toph, kom ned!" bad han indtrængende. "Vi bliver nødt til at komme væk."

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf rystede blot på hovedet. Den ville ikke kunne se hende, hvis hun var oppe i træerne! I modsætning til Ramoan, kendte Tophaf ikke denne drage, og vidste ikke, at den intet så overhovedet. Men efter en kort tøven ændredes hendes vilde hovedrysten til et svagt nik. Jo, hun kom ned nu, og flygtede sammen med sin far.

[Ramoan Ankad]

Ramoan så lettet ud, da hun lod til at skifte mening, og Bess logrede med halen, da den kunne se at midaneren var på vej ned. "Skynd dig Toph!" lød det fra jorddæmonen, der spejdede rundt imellen træerne. Hele skoven rystede under dragen, og han kunne fornemme hele skovens væsen udsende sin egen form for frygt, så snart den fornemmede hans egen.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf nåede jorden og vinkede Ramoan hen mod sig, væk fra dragen, inden hun selv satte i løb. Han måtte bare følge med, hun havde allerede fået nok. Dragen brølede endnu en gang, tog hovedet ned og skød ind mellem få meter fra jorddæmonen. Den trampede i jorden, virrede med hovedet og sendte så halen mod Ramoan.

[Ramoan Ankad]

"Bess, væk!" snerrede Ramoan. Hunden klynkede, men sprang alligevel efter Tophaf. Jorddæmonen fik ikke selv tid til at sætte i løb, men stoppede halen med træernes tykke rødder, hvilket gav ham tid til at komme væk, inden rødderne knækkede. Han gispede og satte i løb.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Dragen knurrede og vred kroppen rundt for at få halen fri. Det lykkedes, den kæmpede ikke engang i ti sekunder, og så gik det ellers mod dens bytte. Den brølede af vrede - og begejstring - over at de var begyndt at løbe fra den. Det var jo, på en eller anden måde, sjovere at de ikke bare lod sig dø.

[Ramoan Ankad]

Ramoan satte farten op, velvidende at det ikke gik hurtigt nok. Han ville have kunnet udnytte bjergene til sin fordel, da han ville være langt hurtigere til at klatre, og dragen havde vist sig ikke at kunne flyve, men at klatre op i et træ ville være en fejltagelse. Dragen kunne rykke det op med rode, få stammen til at knække... Gudskelov lod Bess og Toph til at være et godt stykke fremme, hvis... Han sank kort ved tanken. Hvis han døde.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Dragen brølede igen, men af frygt mere end stædighed så den unge midaner sig ikke tilbage. Hun kunne dog hører Bess tæt ved, næsten lige ved siden af hende. Dragen sprintede afsted, noget den var meget god til, og kunne hurtigt opfange hans lugt skarpt igen. Den begyndte at siksakke, fælde så mange træer som muligt, da den begyndte at småkede sig.

[Ramoan Ankad]

Træerne døde omkring dragen, og det skar Ramoan i hjertet. Hvordan skulle han beskytte skoven, når det var hans våben? Og hvis han døde, hvem ville så vide hvad der skete med Bess og Toph? Rødder skød op og viklede sig om dragens ben. Et eller andet måtte forsøges.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Dragen faldt forover, og i faldet trak den rødderne om dens bagben i stykker igen. Den bed sig fast i rødderne og forbenet og knuste dem så let som ingenting med sine stærke kæber. Det var en skræmmende styrke det lå i de tænder. Imens kom Tophaf længere og længere væk fra kampens farlige lyde.

[Ramoan Ankad]

Ramoan kunne næsten ikke se Tophaf forude, og sukkede lettet. Så behøvede han da i det mindste ikke at dø med den bekymring. Skovens træer syntes at få deres egen vilje, imens de forsøgte at slippe ud af Ramoans kontrol, så de kunne beskytte ham. Tykke grene slog ud efter dragen, og han kunne fornemme skovens vrede over, at nogle forstyrrede deres ophøjede ro. Han vendte sig rundt og satte i løb, sikkert henover skovbunden.