Kongelig fødsel

[Vanyrimora]

Et skrig gik gennem hele slottet fra den kvinde de alle frygtede. Hun lå i sin seng med sved i hele ansigtet, og hendes temperatur lå for en gangs skyld tæt på et normalt menneske. Hun havde feber, og hendes øjne vr tågede. Hun forsøgte at rejse sig op da endnu en ve gik gennem hende, og hun skreg og væltede ned på gulvet. Folk kom ind til hende, og hun stirrede på dem og åbnede munden. Ikke en lyd kom ud. Og allerede for flere måneder siden havde disse mennesker vidst, at dronningens fødsel risikerede at blive mere end hun kunne overkomme.

[Drhati Markartic]

Drhati sad på kontoret, fordybet i urimelige klager fra landets fjerne kroge, og det der lå tættere på, da en tjenestepige kom brasende ind på kontoret, huskede lige i sidste sekund at neje. "Jeg tror, dronningen er ved at føde," sagde hun ydmygt. Drhati havde faktisk mest lyst til at fare op af stolen, men han undlod at gøre det, da han sikkert ville ligne en idiot.
"Hvor heldigt," sagde han behersket og rejste sig. "Jeg tror godt, jeg kan lokalisere, hvor hun ligger. Tak for oplysningen, og tilbage til arbejdet, ikke?" Han smilede falskt. Da tjenestepigen ilede ned mod køkkenet, kiggede kongen hurtigt rundt, så at der var fri bane, og styrtede afsted.

[Vanyrimora]

"Tilbage i sengen, Deres Majestæt," bad en af lægerne og forsøgte at hjælpe hende op, og da dronningen skulle til at protestere kom endnu en der endnu end ve, og smerten fik dronningen til igen at falde sammen. Hun var næsten ikke i stand til at sige noget. Flere kom til, og hun kom endelig til at ligge i sengen. Ikke tale om at flytte hende mere. Hun havde for store smerter.

[Drhati Markartic]

Drhati kom forsigtigt ind i værelset, og så sin kone ligge på sengen, meget bleg. Hun lignede jo et vrag! Han vred nervøst sine hænder. "Har hun det okay?" Spurgte han skingert, i sin indre kamp for ikke at hoppe rundt med armene over hovedet og skrige.

[Vanyrimora]

'Hvad ser det ud til?!' forsøgte Vanyrimora at sige, mens orkede ikke at bruge sine kræfter på det. Hun lukkede øjnene og mærkede en stærk kvalme. Hun havde ikke kastet op overhovedet i tre uger nu, og hun havde ikke lyst til at gøre det nu.
"Hun får en svær fødsel," fortalte en i forbifarten til kongen, inden hun skyndte sig ud af rummet for at hente de sidste ting. Vanyrimora vred sig igen i smerte da endnu en ve kom.

[Drhati Markartic]

Drhati måtte indrømme, at det fuldendte billede på 'okay' i øjeblikket ikke lige passede til Vanyrimora, men det gjorde ham naturligvis endnu mere nervøs. "Så gør dog noget en eller anden!" Fik han sagt, og vred sine hænder. Der var en eller anden, der skubbede ham ned på en stol, og Drhati så, at det var hans gamle amme. Måske den eneste af arbejderne på hele slottet, der turde sig ham imod.
"Sæt du dig bare der og køl ned! Du hjælper jo ikke nogen med det der," Sagde hun ublidt, imens hun vimsede rundt sammen med alle de andre.

[Vanyrimora]

Sveden drev af Vanyrimoras ansigt da hun blev lagt i sengen, og hun oplevede det hele som et virvar af mennesker der ikke syntes at vide hvad de gjorde. Hendes normalt så kolde øjne var opspærret i rædsel. Hun vidste ikke, hvordan det skulle kunne gå, da smerten igen for gennem hendes. "Det skal nok gå," lovede en stemme hende, men hun opfangede ikke andet, og hun troede i hvert fald ikke på hvad der blev sagt. Hvordan skulle det dog kunne gå?

[Drhati Markartic]

På trods af at kongen havde fået besked på at blive siddende, krøb han hen til Vanyrimora. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige, men lagde i stedet hånden mod hendes pande, som en slags opmuntring. Han tog en dyb indånding, for at få sig selv til at falde ned. Det virkede ikke.