Blood

[Deleted]

Zar travede træt rundt oppe i bjergene. Han var udmattet, udhungret og sulten. Hvorfor helvede troede han at han kunne finde noget her? Der var langt fra landsbyerne, og ingen dyr her. Zar knurrede sultent, og kastede lynhurtigt et blik rundt. Det kunne jo være dyrene observerede ham, men bare gemte sig. Men det eneste der var at se, var store klippestykker, sten og nogle grantræer der stod hist og her. Zar satte sig ned på en stor sten, og forsøgte at forholde sig roligt. Trak vejret dybt, og pustede ud igen. Det nyttede ikke noget at gå amok.. han skulle nok finde noget... nok finde noget... nok finde...... Zars hovede faldt ned på hans skulder.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa gik og hang med hovedet. Hun var sulten... Hun havde været på jagt efter varulvene i nogle dage, men da hun var nået hertil havde hun tabt sporet. Havde de været døde af sult, ville hun stadig have kunnet lugte dem, men det var de jo så desværre ikke. Hun fortsatte med at gå, mens hun svagt forsøgte at fange dyrenes lugt.

[Deleted]

Zar hørte skridt, og åbnede lynhurtigt øjnene. Han kiggede en smule desorienteret omkring, og rejste sig op. Zar gik næsten ned på alle fire, og han lyttede intenst efter at høre flere lyde. Jo.. der var skridt. Og de nærmede sig. Zar trådte langsomt og varsomt et skridt frem. Ikke miste fokuset.. ikke miste fokuset... Han vidste at hvis først han blev grebet af sin blodrus, ville han gå helt amok, og måske bare ødelægge det for sig selv.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa så op da hun fangede lugten af et eller andet, som hun egentligt ikke kunne genkende lige nu i sultens tåger, og hun begyndte at løbe. Hun så ham og så ham som et menneske, og hun stoppede op og tog fat i klipperne, som hun herefter gemte sig bag. Hun kunne ikke angribe et menneske, lige meget hvor sulten hun var!

[Deleted]

Zar lyttede igen, og stod helt stille. Nu var lyden væk. Underligt. Det lød som om den var tæt på. Han gik lydløst rundt. Stirrede ud over skoven. Kiggede på klipperne omkring ham. Der var ikke noget som helst. Var han ved eat blive paranoid? Nej. Han vidste han havde hørt noget. Zar satte sig langsomt ned igen, og stirrede på et insekt langt væk. Han lyttede stadig efter en lyd.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa lukkede øjnene og gik frem med langsomme skridt, og smilede til den fremmede. "Du skulle vel ikke lige have noget mad jeg kunne få?" spurgte hun. "Jeg er meget sulten." Menneskemad. Det smagte ikke godt, men det mættede alligevel noget. Og stegt kød var bedre end ingen kød, ligesom grønsager var bedre end ingen mad. Meget var dog bedre end grønsager...

[Deleted]

Zar kiggede uhæmmet vredt på hende. "Ser jeg UD som om jeg har noget mad?" spurgte han i sin mest uforskammede tone. Gad vide om hun var menneske. Han havde virkelig meget lyst til at springe over hende, men hun mindede ham om et eller andet væsen, han ikke kunne fordrage. Zar blev ved med at stirre på hende, og han stoppede ikke

[Gilvasa Trinour]

"Åh, du vampyr! Undskyld mit spørgsmål... Jeg er bare meget sulten. Kan godt se at det er... Dumt sagt." Hun lo skingert og satte sig på jorden. "Tror vi er i samme situation, så lad nu vær med at angribe mig, ikke?" Hun stirrede på ham længe og så så ned i jorden. Havde han opdaget at hun var varulv? Forhåbentligt ikke.

[Deleted]

Zar kiggede indgående på hende. "Og du er en varulv..." sagde han snerrende til hende, og stirrede hårdt på hende. Hvis der var noget han ikke havde brug for lige nu, var det varulve, som han skulle slås med. Han hadede varulve. De skulle altid angribe én uden grund. Hun skulle ikke tro noget som helst.

[Gilvasa Trinour]

"Som jeg sagde, vi er i samme situation. Du ser lige så sulten ud som jeg. Hvis ikke mere. Desuden slås jeg ikke med vampyrer." Gil sad lidt og kiggede på ham, inden hun så ned. Hun var så sulten... Hvorfor kunne hun ikke bare tage mad med? Hun forstod hvorfor hendes artsfæller havde haft så travlt med at komme væk derfra.

[Deleted]

Zar blev hvor han var, og fulgte alle hendes bevægelser nøje. Han var stadig ikke sikker på hun talte sandt. I øvrigt havde alle andre varulve også prøvet at slå ham ihjel. Så hvorfor skulle han stole på hende? Men på den anden side.. Hun så nu ikke ud af så meget. Og alligevel hvis hun ikke ville slås. Han kunne ikke lide hende. "Hvordan kan det være du ikke prøver at dræbe mig?" Zar kiggede mistænksomt på hende.

[Gilvasa Trinour]

"Fordi jeg ikke er ligesom mine idiotiske artsfæller, der dræber folk uden grund," sagde Gilvasa sødt, men hadet var tydeligt i hendes stemme og øjne. "Jeg er varulvejæger, som folk jo kalder det. Jeg kommer fra en hel familie af varulvejægere." Hun så op på ham og sukkede sørgmodigt. "Men hvorfor skulle du stole på hvad jeg siger?"

[Deleted]

Ja hvorfor skulle han egentlig det? Det kunne jo være et trick. Men lige meget.. Zar lod det glide væk. Han satte sig langsomt ned, og kiggede op på hende. "Du er en varulv.. som jager varulve.. det er absurd..." Zar rystede på hovedet og lo lavmælt. Det var altså lidt svært at tro på. Men måske talte hun sandt.

[Gilvasa Trinour]

"Jeg er enig. Men mine instinkter går modsat af hvad mine artsfællers gør." Hun var kold. Følte intet. Tomhed. Nuværende stadie af humør. Bedre end at møde en vampyr, der havde alt muligt grund til at føle mistro og had overfor hende, og så begynde at råbe af ham, men det havde nu været bedre hvis hun bare havde været glad. "Jeg... kan bare ikke lide min egen art. Det er det samme som hvis du hadede vampyrer for at dræbe vampyrer."

[Deleted]

"Dét gør jeg ikke. Jeg er ligeglad med alt. Udover mennesker og varulve. Mennesker elsker jeg at æde, og varulve hader jeg. Men jeg prøver at kontrollere mig selv, så jeg ikke kommer til at gøre noget dumt. Det virker da også... en gang i mellem. Nogle gange mister jeg kontrollen.." Zar slog blikket ned, og kiggede intenst på en sten.