|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 20, 2009 0:53:24 GMT 3
Movicth vidste ikke, om han skulle føle sig godt tilpas i skoven. Var det godt, at skovene var et lukket område? Eller var her for skyggefuldt? For køligt? I hvert fald gik det stærkt gennem skovbunden, løbende, spænende. Hans normale tempo. Farverne flød ud omkring ham, til grønne, forvrængede billeder, af noget der lignede træer. Over ham spillede sollyset gennem store, prægtige trækroner. Afgjort for lukket.
|
|
|
|
Post by star on Jun 20, 2009 1:15:31 GMT 3
cornelia sad i skyggen af et træ og nød stilheden, hun nød det at der kun var hende, hun var den eneste. HUn betragtede to gegren der lgede ikke så langt derfra. så den eneste var hun jo ikke. men det eneste menneske
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 20, 2009 1:44:12 GMT 3
Reshim gik bare gennem skoven, som for ham var fredfyldt og dejlig. Meget lys og lethed og varme, men de tørre blade knaste under hans fødder og grene og kviste knækkede når han gik forbi, og det fik ham til at føle sig som et stor, dumt og klodset dyr. Han havde, uden at tænke over det, lagt hånden på hans elskede bue, men han var ellers helt afslappet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 20, 2009 2:26:41 GMT 3
Movicth satte farten op. Jo hurtigere han var væk, jo bedre var det. Der var sikkert heller ikke nogen i den her skov. Og alligevel. Hvorfor ikke håbe? ...Fordi det var egoistisk af ham. Længere var det ikke. Det var bedst for alle, hvis han holdt sig væk fra andre. Og bedst for ham selv. Var det ikke? Han blev ramt af en modløshed, der slog ham til jorden i få sekunder, men han kom hurtigt op igen. Denne gang nøjedes han med at gå.
|
|
|
|
Post by star on Jun 20, 2009 2:28:18 GMT 3
cornelia rejste sig, hn havde sat under træet længe, nu gad hun ike mere. HUn greb ud efter sin stav og begydte at vændremod udkanten, hvis hun kunne finde den. Hun begyndte at gå og regnede med at komme ud engang...
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 20, 2009 16:17:33 GMT 3
Reshim så op i træerne, hvor lyset sneg sig igennem bladene og gav nogle at dem et lysegrønt skær. Han fortsatte med at gå og så ned af stammerne, og lidt efter lidt fik han øje på en lille skikkelse ved et træ, som havde flammende rødt hår. "Goddag," sagde han afslappet, men alligevel så højt at hun var i stand til at høre det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 21, 2009 22:17:05 GMT 3
Movicth gik på vingerne, for at flyve henover skoven i stedet for at løbe igennem den. Det skulle han måske bare have gjort fra starten.. Under ham fik han pludselig øje på noget rødt, der trådte tydeligt frem mellem det grønne og brune, og var det ikke også et andet væsen der på stien..
|
|
|
|
Post by star on Jun 21, 2009 22:19:20 GMT 3
" hej." sagde hun til det væsen der stod foran hende. hun kikkede kort op og fik øje på noegt flyvende " hvad er det?" spurgte hun, det lød ret lamt. Men hun ville gerne hvide hvad det var der fløjj rundt oppe på himmelen, " hved du hvad det er?"
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 21, 2009 23:00:18 GMT 3
"Jeg tror ikke jeg ved mere end du gør," svarede Reshim og så op, selvom han slet ikke havde opdaget det før. Nej, han vidste ikke noget... Han så ned og skrabede lidt i jorden med hovene inden han begyndte at gå hen til hende. Hun lignede et menneske, men det var altid svært at bedømme. Han fandt ikke særlig stor interesse i det oppe på himlen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 23, 2009 14:23:01 GMT 3
Movicth var egoistisk nok, til at søge ned mod dem. Selskab. Bare.. Han kunne jo tage lidt afstand fra dem, der var ingen der sagde, at man skulle uddele venskabelige kram til højre og venstre. Han landede lidt væk, gik ned i hug, og foldede vingerne ind til kroppen. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, da blodet pumpede hurtigt rundt i hans åre, i ren spænding. Rolig. Dumt at være for forventningsfuld.
|
|
|
|
Post by star on Jun 23, 2009 16:56:14 GMT 3
Cornelia såpå den fremede der var landet, smukt smukt smukt, tænkte hun 3 væsner i en skov og hun havde stærk lyst til at smutte og lade dem være alene. Bare fordi hun ikke gad andre lige nu, ego men jaCornelia silvarna i en nøddeskal.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 23, 2009 19:08:23 GMT 3
Reshim så længe på manden, og han ville ikke tro på at han havde vinger, rigtige vinger, hvis ikke det var fordi han lige havde set manden komme let og elegant gennem luften. "Goddag," sagde han også til den bevingede med et smil, og så ikke ud til at lægge mærke til Cornelias tavshed. "Jeg er Reshim Gyldenhov. Hvad er jeres navne, hvis i da vil dele?" spurgte han.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 24, 2009 23:22:48 GMT 3
Movicth så op, så på mennesket og kentauren, med et imødekommende smil. Han sugede alt det lys, det var ham muligt, til sig, fra en enkel solstråle der trængte igennem. "Movicth Fengar," præsenterede han sig selv, kom op at stå.
|
|
|
|
Post by star on Jun 24, 2009 23:29:51 GMT 3
" halløj" sagde hun til begge væsner. " jeg er Cornelia" hun gav ikke så meget for efternavne " Cornelia Silvarna, hvis det skal være." Hun studerede ham movicht lidt., men diskret. hun havde aldrig rigtigt set sådan en som ham. og længe siden hun sidst havde set en kentauer. hun tænkte over om hun bare skulle fortsætte egentlig ragede de her væsner hende jo ikke noget. På den anden side så, var det jo uhøfligt bare at gå.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on Jun 24, 2009 23:52:47 GMT 3
"Jeg regner med at du er et menneske," sagde kentauren høfligt og smilede svagt til Cornelia, parat til at have begået en fejl. "Men jeg har ingen anelse om hvad du kunne vise dig at være." Han blik gik over til Movicth og blev der. "Jeg har hørt meget om engle, og jeg er ikke sikker på at det hele passer til dig."
|
|
