Hvor' der vådt?

[Deleted]

Hun så sgu ud til at glæde sig? Tsk. Hun var fandme for underlig. Og hun skulle ikke røre ved ham. Det var vist første gang en varulv havde rørt ham, uden at prøve på at skade ham? underligt. Men han var stadig på vagt over for hende. Han smilede bredt til hende, og lod som om han stolede på hende. Han var god til det med at lyve og gøre ting, så det så ud som om det passede. Så gik han lidt videre. Han knyttede sine hænder hårdt sammen, og tænkte positive tanker. Altså ikke gode gode tanker, men tanker som at han godt kan klare varulvene.

[Gilvasa Trinour]

"Du forstår, ikke? Vi bliver nødt til at finde ud af noget sammen, og eftersom jeg mere ligner og er en unge end noget andet, så kunne vi sige at du var på jagt og jagede mig af de grunde som varulve er overbevist om er grunden til at vampyre dræber os. Derefter lader du bare mig klare det, men jeg kommer måske til at få brug for hjælp. Eller, det er sikkert at jeg får brug for hjælp." Hun frygtede dem ikke. Selvom tanken om flugt ikke engang strejfede hende.

[Deleted]

Zvaine kunne godt se ideen med det. Men han synes stadig det var underligt. Hvordan skulle en lille varulvepige kunne klare 5-6 varulve? Det lød jo fuldstændig sindssygt. Det rene selvmord. Men nu måtte han altså tage sig sammen. Han ville ikke blive jaget af de varulve hele livet. "okay. Jeg kan se hvad du mener" sagde han ærligt og kiggede på hende

[Gilvasa Trinour]

"Godt!" sagde Gilvasa og fortsatte fremad, og tog farten op da hun begyndte at mærke en svag utålmodighed i sig. Hun nød ikke at slås, men tanken om drabene var nok til at gøre hende begejstret og overstadig, og hvis de var heldige, men det skal siges at de skulle være meget heldige, så skulle de slet ikke kæmpe. Det kom an på varulvenes forhold til hinanden.

[Deleted]

"Skal du så lade som om du er en lille uskyldig varulv?"

[Gilvasa Trinour]

"Jeg ER en lille, uskyldig varulv," sagde hun og grinede. "Hvad kan jeg gøre? Bide i deres haler?" Hun blinkede til ham, men blev så alvorlig. "Jeg er god skuespiller. Min far lærte mig det, at bruge evner til at snyde andre til at tro på mig, så jeg kan dolke dem i ryggen når de kigger væk. Jeg har mange metoder." Hun lagde sit ulvehoved på skrå mens hun kiggede på ham. "Jeg kunne snyde dig ind i en fælde lige nu."

[Deleted]

"haha.. sikkert. Jeg tvivler" sagde han og kiggede hånligt på hende

[Gilvasa Trinour]

"Ja, det netop det at du ikke tror, at jeg kunne snyde dig, der gør dig til et let mål. Varulve tror ikke på, at en artsfælle kunne finde på at dræbe dem, og hvis der skulle være en i den flok, som tvivler på mig, så er du der til at få ham fra af den. Vampyrer er varulvejægerens bedste ven, vidste du det?" Hun så ud over søen, og fortsatte med at gå.

[Deleted]

Haha sikkert.. tænkte Zvaine invendigt. Han troede ikke en skid på det hun sagde. "Sig mig.. hvornår er vi der?" spurgte han en smule mistænksomt. Måske var det hele en fælde? Måske stod hendes varulve venner bare og ventede på hende og ham. Og så ville de angribe ham når han kom? Det hele passede jo! Hun var jo forhelvede en varulv! Han stoppede brat op og kiggede koldt på hende. Så begyndte han at gå den anden vej tilbage igen. f**k hvor havde han været dum og naiv. At han bare sådan kunne tro på hende... det var jo helt ulideligt.. Satans. Hvor havde han været DUM! "ved du hvad.. jeg tror sgu bare jeg går tilbage"

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa skar ansigt. Mig og min store mund! Selvfølgelig kan han ikke bare stole på mig på grund af min lorteart! Og selvfølgelig skulle jeg få ham til at tro at jeg var imod ham! Hun bandede, men smilede så pludselig. "De er på vej. Jeg tror de lugtede dig." Hun så på ham. "Håber ikke du er alt for sulten, og håber, at de stadig, at du er med mig," sagde hun, stak kløerne i højre skulder og trak til, så det skabte et sår, der så langt mere dramatisk ud end det var, mens hun udstødte et skrig af smerte og gik i knæ. En flok af brune og grå varulve kom løbende, fem styk i fuld forvandling. De stoppede op da de så Gilvasa og Zvaine. "Hva' sket' der'?" spurgte en af dem, og Gilvasa hulkede, at vampyren havde angrebet hende.
"Det skal vi nok ordne, bette," sagde en af dem og stilte sig op foran hende, og han var tydeligvis deres leder. De andre fulgte med foran hende, mens hun endnu sad på jorden, og lydløst rejste hun sig og gik nærmere den bageste, der desuden også var den mindste. Hun bed lynhurtigt fat i hans hals og huggede sammen, og han udstødte en hulkende gøen, som mest lød som lyden af en klynkende hund. "Vær ikke sådan en tøsedreng, Avr," sagde lederen, mens Gilvasa lod ham synke ned på jorden, og hun nåede lige netop at springe på og vælte den eneste hun i flokken der stod andenbageste, inden de sprang mod Zvaine. Endnu engang havde hun fat i halsen og dræbte hurtigt, men varulvenhunnens klynk fik flokken til at vende sig, og de stod bare målløse og kiggede på den nu mere blodindsmurte, snehvide og meget lille varulv.

[Deleted]

Zvaine spærrede øjnene en anelse op. Noget han gjorde meget sjældent. Så var hun altså med ham? Nåh.. ja enhver kunne vel tage fejl? alle varulvene var direkte på vej over mod ham. han nåede lige at springe ud til siden, men de var stoppet. Nu stod de allesammen og kiggede på den lille varulve pige som om de ikke fattede hvad der skete. Zvaine kunne ikke lade være med at grine højt og kort. Så vendte de sig lynhurtigt om igen, og stirrede rasende på ham, som om han have gjort noget. Okaay.. dårlig ide at grine med en masse rasende varulve rundt omkring. Zvaine gik ned på alle fire, i angrebs position hvis nogen skulle angribe ham. Så kiggede han over på pigen. Hvordan kunne sådan en lille skabning gøre så meget mod så mange? Det forblev en gåde for ham. De sprang alle sammen over ham. Han undveg, med nød og næppe, og blev ramt i armen, af én af de andres tænder. Han kunne se et dybt rundt hul i sin arm. Nu var det alvor. Han blottede tænder og knurrede ad varulvene.

[Gilvasa Trinour]

En af varulvene havde valgt at angribe Gilvasa, men hun var parat og allerede i gang med at løbe væk fra ham. Hun blev jagtet, men pludselig vendte hun sig om, løb mod ham, og gled ned under ham imens hun forvandlede sig til menneskeskikkelse. Han var så overrasket over at finde et menneske og ikke en varulv foran sig da han igen vendte sig om, at han slet ikke var parat da hun igen, som varulv, sprang mod hans strube og hagede sig fast. Hun havde ikke ramt rigtigt, og selvom han allerede var dødeligt såret, forsøgte han desperat at få hende til at slippe ham. Det kostede hende mange dybe kradsemærke ned langs siderne, og på grund han hendes størrelse fik han hende endelig fra sig og kastede hende ned i jorden, hvorefter han bare faldt om. Død og kvalt. Imens kom Gilvasa humpende på benene.

[Deleted]

Zvaine kunne se at hun havde problemer. Hvad havde han ikke? Han prøvede at koncentrere sig om varulvene. Der var kun to nu. To for meget. Han vidste han ikke kunne klare dem. Han havde været imod sådan nogle før, og havde kun med nød og næppe klaret den ene. Den anden havde næsten dræbt ham. Zvaine sprang højt op i et træ over ham, og varulvene kiggede automatisk op over dem, så sprang han lynhurtigt ned igen, og landede i deres hoveder. De skar tænder og prøvede at rive ham. Det lykkedes for en af dem. Den ene ramte ham på øjet, så der var lange dybe flænger ned over øjet. Zvaine ømmede sig i et kort sekund. Så for han hen til den ene og bed sig fast i dens hals. Han kunne igeså godt suge blod, så han sugede lidt blod. Fy for... det smagte sgu stadig ikke godt. Varulven var død. Zvaine sprang hen mod den anden, men denne gang var den anden for hurtig. Den flyttede sig lidt til siden da han kom stormende, og vred på en eller anden måde, hans ben om, så han faldt hen ad jorden, i farten. Satans.. Han kunne ikke røre sig. Hvorfor fanden brækkede hn altid sit ben? Det her var sgu da nok tredje gang han fik brækket sit ben, af varulve. Han l stille. Han kunne ikke røre sig, og han kunne varulven. Den var på vej hen mod ham. Den smilede hånligt. Han knurrede af den, og smilede falskt tilbage.

[Gilvasa Trinour]

Gilvasa knurrede arrigt og fór hen mellem varulven og vampyren, så man hurtigt kunne se, at hun var hurtigere end normale varulven. Hun stilte sig beskyttende foran, og varulven tog fat i hende uden at tøve. Hun knurrede og bed efter ham, men han var hende overlegen i styrke og fik tvunget hende ned. Fandens til svage krop! Hun forvandlede sig til menneske, og det overrumblede ham pludselig at holde fat i luften, fordi hun var så meget mindre. Desværre var der en ulempe, og det var at han faldt forover, ovenpå hende.

[Deleted]

Zvaine så det hele. Hvis hun døde, døde han også. Han måtte gøre noget. Skulle et dumt ben forhindre ham i at kæmpe? Det var jo latterligt. Han tvang sig selv til at løbe lynhurtigt hen til varulven og bide den i armen. Det var da det mindste han kunne gøre. Det afledte også varulvens opmærksomhed. Den stirrede vredt på ham, flænsede hans arm, og kastede ham flere meter væk, så han ramlede ind i et træ. Av.